Af Lone Nørgaard.
Alt er gået efter en snor de seneste knapt to år. Almindelige borgere er blevet udsat for lockdowns, masker, rejserestriktioner og en stribe andre begrænsninger i deres dagligdag – mens vira med allehånde betegnelser fra det græske alfabet fortsætter med at florere og mutere lystigt. Som vira altid har gjort.
Det har aldrig handlet om folkesundhed, men om magt, kontrol og overvågning via biodata indhentet med de famøse stik. Bivirkningerne hører vi ikke noget om, og tilbage til ’det normale’ skal korrupte politikere nok sørge, vi ikke kommer.
Medmindre altså flere vågner op og siger fra. Først skridt kunne være at lægge mundbleen, selve symbolet på undertrykkelse, anonymisering og underkastelse.
(Teksten har været trykt som læserbrev i EkstraBladet d. 31. december. Jeg troede, det var blevet afvist, men der VAR altså hul igennem).
Kommentar:
Det betyder utroligt meget, hvordan vi bruger sproget. Ikke fordi jeg er på galejen, at sprog skaber virkelighed som sådan, men fordi ord, begreber og betegnelser skaber specifikke fortolkninger og forståelser.
Derfor er det måske en idé helt generelt at holde op med at tale om vacciner og i stedet sige ’de nødgodkendte, eksperimentelle injektioner’? Og erstatte maske med ordet mundble eller hold-kæft-klud?