NewSpeek

VESTEN ER IKKE LYKKEDES MED AT OVERBEVISE VERDEN

NATO
Del artiklen her:

[NewSpeek har fået en dansk oversættelse tilsendt af en følger. Den franske kilde står efter teksten].

Reflektioner over Vestens forhold til den øvrige verden

af Fyodor Lukyanov.

Den vestlige blok, som er ledet af USA, er ikke længere det eneste tilbud på en levedygtig model for udvikling, og det er et tegn på, at magtbalancen i verden er ved at ændre sig.

Vestens seneste politiske festivaler – først med et møde i Europa Rådet, dernæst G7 topmødet og endelig med et stort Nato møde – giver meget stof til eftertanke om fremtidens verden. 

Umiddelbart er det, vi har set, imponerende. Vesten har vist en enighed uden fortilfælde over for krigen i Ukraine, hvor USA i skrivende stund har samlet næsten alle sine allierede med Australien, Norge, Singapore, Portugal, Japan og Island. Og dagsordenen er den samme, nemlig at forhindre præsident Putins succes, som ville kunne så tvivl om den såkaldte vestlige, “regelbaserede orden”.

Brutaliteten og uafvendeligheden af det, som foregår i Ukraine, giver situationen karakter af et moralsk valg. Næsten alle de vestlige lederes erklæringer henviser til en konfrontation mellem “civilisationen og barbariet”. Derfor mener de ikke, at de har grund til at betvivle, hvis parti de skal tage.

Det vestlige samfund har i dag nået sin maksimale størrelse med den europæiske flanke (EU- og Nato medlemmerne plus Ukraine og Moldavien), den asiatiske klub (Japan og Singapore, som ikke længere tøver med at vælge det “rigtige” parti) og naturligvis Nordamerika. “Den frie verden” har aldrig før været så omfattende.

Imidlertid rejser spørgsmålet sig, om Vesten har nået sin naturlige grænse, hvor yderligere ekspansion ikke er mulig? Og hvis det er tilfældet, hvad betyder det så?

Faktisk hidrører spørgsmålet om grænserne for Vestens indflydelse fra forestillingen om, at “her slutter historien”, som allerede er temmelig slidt og endda pinlig at fremmane, men som ikke desto mindre er passende i denne kontekst. Francis Fukuyamas overvejelser (han fik i øvrigt forbud om at komme ind i Rusland) har ført til den konklusion, at med sammenbruddet af det kommunistiske samfund er spørgsmålet så, hvor længe og smertefrit den vestlige økonomiske og socialpolitiske model – som beviste sine dyder i styrkeforholdet til  USSR – vil kunne brede sig over resten af verden. Det vil ikke ske gnidningsløst, men det vil blive forsøgt.

Vi ved, hvad der er sket efter USSR’s fald. I udviklingslandene har adskillige kriser forplumret visionen om deres forventede vej til udvikling, men det sker, og ingen lande har endnu nærmet sig den vestlige verden i den tro, at den skulle være bedre og mere tryg. Men de vestlige medier har altid monopol på afgørelsen af et billede og om det, der sker i hele verden. Det betyder, at de har et kæmpe forspring, og alligevel synes grænsen at være nået.   

Den største overraskelse som et resultat af begivenhederne i den seneste måned er måske, at Vesten ikke er lykkedes med at få en stor del af verden med sig i konfrontationen mod Rusland – med undtagelse af dem, som allerede er en del af Vesten og nogle stykker, som har en passioneret drøm om at blive en det af klubben.

Det er uventet, eftersom få mennesker godkender Ruslands aktioner i Ukraine. Moskva er optaget af interne problemer, som tilsyneladende intet har at gøre med noget uden for landet selv, og de hårde metoder og menneskelige konsekvenser af konflikten i Ukraine fremkalder ingen sympati udefra. Med andre ord har Vesten rent objektivt en god chance for at samle en stor del af verdens sympati ved at hævde, at Vestens sag er en modstand mod barbariet.

Men hvorfor er det så ikke tilfældet? Der er måske tre særlige grunde til det.

For det første ved den ikke-vestlige verden udmærket godt, at krige aldrig stopper på denne planet – det har vi set de seneste 30 år – og at EU’s deklarationer om “æraen med harmoni og rigdom” – nu afbrudt af Putin – er at betragte som både selvforherligende og hyklerisk. Og at sige til befolkningerne i Mellemøsten, til eksempel, at Rusland har brudt alle tænkelige moralske normer, er ret vanskeligt i lyset af det, som Mellemøsten har gennemlevet siden den kolde krig.

For det andet betragter de tidligere tredjelande de aktuelle begivenheder som kulminationen på en gammel konflikt, der er forbundet med en politik bestemt af USA og deres allierede angående de territorier, som er direkte forbundet med Rusland.

Endelig illustrerer reaktionen hos flertallet på planeten en irritation over Vesten generelt. Vesten opfattes som et herrefolk fra kolonitiden, som altid misbruger sin magt. Årsagen til irritationen er altså ikke udtryk for en støtte til Ruslands aktioner, men en modstand over for Vestens tilbøjelighed til at påtvinge andre deres vilje, hvilket ofte skader deres egne interesser. Dertil kommer en gnist af skadefryd over amerikanernes mislykkede forsøg på at påtvinge andre deres vilje, som nu forklarer deres tvivl om, hvorvidt de bør fordømme (eller at de slet ikke fordømmer) de russiske aktioners legitimitet. 

Med andre ord drejer det sig ikke om sympati med Rusland, men snarere om antipati mod Vesten.

De vestlige ledere er på en gang overraskede og bekymrede over denne situation. Hvis de første opfordringer til at tilslutte sig boycott af Rusland var tænkt som en ordre, så er denne ordre nu blevet erstattet med opfordringer og forsøg på at love noget til gengæld. Valget af gæster til G7 topmødet – præsidenterne for Indien, Indonesien, Senegal, Argentina og Sydafrika – var sigende. 

De inviterede blev varmt modtaget. Alle anstrengte sig for at klappe den indiske premierminister Narendra Modi på skulderen og skænke ham stor opmærksomhed. Men ud over de generelle erklæringer, skete der intet. Og næsten samtidig med begivenhederne i Europa deltog Modi i et virtuelt topmøde i BRICS, hvor Argentina og Iran nu også skal have bedt om medlemskab.

De ikke-vestlige staters holdning er ikke kun dikteret af en instinktiv antikolonialisme, og den følelse eksisterer. Endnu vigtigere er det, at det under de nye betingelser er vanskeligt for Vesten at tilbyde de vigtigste lande i verden noget som helst, hvilket forpligter dem, Vesten, til at ændre radikalt ved deres holdning. Der er fremover andre ressourcer til udvikling, da et vist antal medlemmer af den tidligere tredjeverden i dag har penge, kompetencer og til en vis grad teknologi. Vesten er endnu foran de tidligere tredjelande, hvad det angår, men – og det er det fundamentale dilemma – den har totalt tabt lysten til at dele disse fordele. Og det er ganske enkelt fordi Vesten frygter disse kompetencer. Desuden var erfaringen med amerikansk støtte til udviklingen af Kina dårlig og er blevet betragtet som en fejl af de nuværende eliter.

Udviklingslandene er helt sikkert interesseret i vestlige investeringer, men interaktionens karakter ændrer sig også. For at sige det lige ud, så er den tidligere tredje verden blevet mere krævende og kræsen, og Vestens evne til at stille sine egne betingelser er blevet svagere i lyset af de store globale ændringer.

Rækken af unioner i Europa har haft som mål at vise, at Vesten endnu er den ubestridte avant-garde i verden, som på en gang har ret og pligt til at dirigere andre. For eksempel forsøger Nato endnu en gang at blive en verdensorganisation snarere end at være en regional forsvarsalliance. 

Ifølge Vesten er Rusland en trussel mod Europas sikkerhed (som det også var i Natos kronede dage), men det er også en trussel i bredere forstand forstået på den måde, at ved at provokere Rusland bidrager man samtidig til, at Nato vil forsøge at udvide sin klub (der som bekendt er ledet af USA) på verdensplan. Desuden er der spøgelset Kina, som profilerer sig og konkurrerer systematisk med Vesten og – endnu værre – er en nær ven af Rusland.

I det omfang, hvor den vestlige verden også fortjener en grundig gennemgang, må det blive emnet for en anden artikel. Der vil være meget at tage fat på her. Men med baggrund i denne artikel er der ingen grund til at tro, at Natos ambitioner vil blive mødt med forståelse uden for sine egne grænser.  

Den omfattende afvisning af Vestens ret og pligt til at dirigere verden viser, at verden ikke længere kun hviler på Vestens regler.

———————-

Fyodor Lukyanov: Editor in Chief of the journal Russia in Global Affairs; Chairman of Presidium of the Council on Foreign and Defense Policy

https://reseauinternational.net/loccident-na-pas-reussi-a-convaincre-le-reste-du-monde-de-soutenir-sa-confrontation-avec-la-russie/

Del artiklen her:
Exit mobile version