VENSTREFLØJENS AFGRUNDSDYBE HYKLERI

I mødet med islam og muslimsk indvandring har venstrefløjen forrådt deres kerneværdier.

Af Nicolai Sennels

Der var engang, hvor det at være venstreorienteret var lig med humanisme. Man kæmpede for kvinders ligeværd, for retten til at ytre sig frit – særligt når det gjaldt kritik af konservative dogmer og magtfulde mænd – og man havde et kritisk syn på religion. Det var “opium for folket,” sagde man, og advarede om, at den slags kunne få de bedste mennesker til at gøre de værste ting.

Men så kom muslimerne, og venstrefløjen omfavnede omsorgsfuldt dem og deres kultur. Formentligt af et godt hjerte og ud af solidaritet med folk der udadtil kan virke til at have brug for en håndsrækning.

Jeg stemte selv Enhedslisten, da jeg som varmblodet ung og med en fortid i et Thylejr-agtigt miljø de første gange satte mit kryds.

Det gør jeg ikke længere, for de såkaldte “venstreorienterede” er ikke, hvad de var, da jeg sad omkring bålet og hørte langhårede voksne mænd spille “Du er ikke alene” og “Herfra hvor vi står”, mens den åbenbart uforglemmelige duft af hash bredte sig i kollektivet.

På trods af, at alle og enhver, også på venstrefløjen, i dag ved, at islam prædiker kvindeundertrykkelse, begrænsning af ytringsfriheden og religionens indtog her, der og alle vejne – alle de ting, som venstrefløjen i sin tid kæmpede imod – så kan venstrefløjen tilsyneladende ikke få nok af hverken islam eller denne voldelige politiske ideologis tilhængere.

Hvor ville det dog være herligt, hvis Enhedslisten og dens marxistiske ungdomskorps af kunstneriske sjæle i Folkets Hus og Ungdomshuset virkelig var, hvad de påstår at være. Tænk at slippe al den kreativitet, fede musik og legende aktivisme løs på en ideologi, der som det første ville hugge hovedet af queer-seksuelle, politiske fritænkere og syvsovende provokunstnere, hvis den fik magt, som den har agt.

I mødet med islam har venstrefløjen smidt sine børn i havet. I dag fremstår de som nyttige idioter for en religion, der sort på hvidt, uden formildende kontekst og også i praksis overalt hvor den vinder frem, dræber alt hvad venstrefløjen i deres forløjede manifester synger så højt om.

Tænk hvis Socialdemokraterne rent faktisk var det arbejderparti, de udgiver sig for at være, og lukkede for udenlandsk arbejdskraft, som stjæler vores arbejdspladser og dumper lønningerne. Hvis de sagde stop for en indvandring, der årligt suger at tocifret milliardbeløb ud af den velfærd, deres tidligere kernevælgere har brugt hundrede år på at opbygge.

Tænk hvis de mange homoseksuelle toppolitikere, som åbenbart samles omkring især Radikale Venstre, Konservative, Alternativet og Liberal Alliance – med deres 37 definitioner af køn og seksualitet – gik i politisk krig mod Muhammeds og Koranens mange opfordringer til at dræbe alle, som ikke er strengt heteroseksuelle.

Tænk hvis feministerne bare i fem minutter slap kampråbet om, at deres køn alene bør give gratis adgang til højtlønnede bestyrelsesposter og tog en tørn for deres muslimske søstre. Muslimsk indvandring har reelt genindført sexslaveriet i Danmark og moskeer overalt udbasunerer fredag efter fredag Koranens (Allahs åbenbaringer) og hadithernes (Muhammeds sædvaner) opfordringer til vold og drab på kvinder som den højeste sandhed. Stilheden hos rødstrømperne er måske det mest beskæmmende tegn på “venstrefløjens” historiske svigt.

Er de uvidende? Jeg nægter at tro det. Er de bange for at tabe vælgere, venner, ansigt, status, identitet eller hovedet? Ja, hvad ellers.

Det handler om fejhed og kujoneri, manglende nosser til at indrømme at have taget fejl hele sit liv og en himmerråbende mangel på solidaritet med de millioner, som lever under islams åg med al dens restriktion og tvang. Venstrefløjen og den blå bloks “anstændige” borgerlige er i dag en åbenlys udstilling af menneskets største svagheder.

Jeg vil vove at påstå, at der er mere venstreorienteret blod i en islamkritikers lillefinger end i tyve af de mest hvidglødende “anti-fascister”.

Hyklere, hele bundtet.