
Af Lars Hedegaard.
Oprindeligt var det min hensigt at lade mig vaccinere mod Covid. Jeg var ganske vist opmærksom på, at adskillige læger, heriblandt toksikologer, kraftigt advarede mod at lade sig vaccinere. Men da jeg ikke kunne forestille mig, at hele det danske sundhedsvæsen ville udsætte befolkningen for fare, slog jeg det hen.
Nu har jeg imidlertid læst en kraftig advarsel fra toksikologen, prof. dr. Stefan Hockertz, som peger på følgende risici ved vaccinen:
Neurologiske lidelser, rystelser, smerter i det område, hvor en nerve udbreder sig (neuralgi), unormal fornemmelse ved berøring, smerte, varme og kulde (paræstesi), krampeanfald (forbundet med feber), stiv nakke, forvirring, følelsesløshed, smerter og svaghed i ekstremiteterne, tab af balance, tab af reflekser, delvis eller total lammelse af kroppen, hjernebetændelse, nervebetændelse og Guillain-Barré syndrom.
Jeg synes, at jeg har nok problemer i forvejen.
Hertil kommer, at mange praktiserende læger indstændigt advarer mod at tage vaccinen, og jeg kan ikke se, hvilken fordel de skulle have af at sætte sig op mod den officielle ekspertise.
Men kan myndighederne tage fejl? I bedømmelsen bør indgå, hvad de ellers har fortalt befolkningen de seneste mange årtier – og som har ført til den situation, vi nu befinder os i.