NewSpeek

UKRAINE-RUSLAND

UkraineRussia
Del artiklen her:

[NewSpeek er blevet opmærksom på en artikel om Ukraine-krigen af Monica Papazu i Tidehvervs november-december udgave.  Den er meget lang, men utroligt interessant, fordi den så veldokumenteret får skabt balance i den ellers sort-hvide fremstilling i de danske mainstream-medier: Rusland-Putin-ond versus Ukraine-Zelenski- god. 

De færreste vil nok binde an med den lange artikel, men teksten er vigtig, fordi den er på dansk og dermed forhåbentligt kan nå bredere ud. NewSpeek har derfor spurgt Monica Papazu, om hun ville lave en appetitvækker til essayet, der fremstiller centrale pointer.  Det har hun meget venligt sagt ja til]   

***  

Ukraine: broderkrig, borgerkrig og stedfortræderkrig

”Ukraine: broderkrig, borgerkrig og stedfortræderkrig” er titlen på Monica Papazus essay i Tidehverv, november-december 2022.

”Det billede af krigen i Ukraine, som bliver tegnet af de fleste vestlige mainstream-medier og de fleste vestlige politikere, er manikæisk – »de gode« over for »de onde«. I dette propaganda-billede er der ingen plads for før-historien, som om den ikke eksisterede. 

Det gælder ikke om at dæmonisere eller helligkåre, men uden fordomme se den baggrund, som har ført til den nuværende situation. Fakta kan undertrykkes, men ikke i en uendelighed”, skriver Monica Papazu.

Artiklen beskæftiger sig med baggrunden for den militære konflikt
Artiklen beskæftiger sig nemlig med baggrunden for den militære konflikt i Ukraine. Som angivet i titlen, drejer det sig på én gang om en broderkrig, en borgerkrig og en stedfortræderkrig.

Det er for det første en broderkrig, fordi russerne og ukrainerne er broderfolk. De er flettet ind i hinanden og deler historie og kultur: 

”Ukraine var et land hovedsagelig orienteret mod øst. Ifølge det amerikanske Pew Center’s undersøgelser, som fandt sted fra efteråret 2009 til foråret 2014, gav 84 % af de adspurgte ukrainere udtryk for at være positivt indstillet over for russere (very favourably or mostly favourably). Hvad mere er: Så sent som i februar 2014 gik størsteparten af den ukrainske befolkning (68 %) ind for »åbne grænser« med Rusland. Der skulle en god omgang »social engineering«, som [den amerikanske professor John] Mearsheimer vil sige, til at ændre folks holdninger”. 

Det er for det andet en borgerkrig, fordi krigen, som begyndte i 2014 – og ikke først i foråret 2022 – har primært været en indre konflikt mellem centralmagten i Kiev og de syd-østlige, russisk-talende områder. Konflikten er udsprunget af selve den nye ukrainske stats prekære beskaffenhed:

”Ukraine er et yderst kompliceret land, fordi nation og stat ikke flugter med hinanden. Det er en multinational stat bestående af ukrainere, russere, rumænere, grækere, ungarer, polakker, slovakker, ruthenere, armeniere osv. […] Ikke alene falder stat og nation ikke sammen, men det gør sprog og nation heller ikke: Ikke kun russerne, men også etniske ukrainere bruger russisk, og nogle af dem er udelukkende eller hovedsagelig russisk-talende; de øvrige minoriteter taler deres modersmål og russisk. Derfor er russisk »ikke et minoritetssprog«”.

En så problematisk statsdannelse krævede stort politisk klogskab for at undgå den centrifugale bevægelse hos minoriteterne, der – som anerkendt af de europæiske instanser, mere præcist Venedigkommissionen (2019) – har dybe bånd til nabostaterne. I stedet for at respektere minoriteternes rettigheder, regionale sprog og specifikke kulturer har den ukrainske stat siden 2014 overtrådt, noterer Venedigkommissionen, både sin grundlov, menneskeretskonventionerne og ”Det europæiske charter for regionale sprog eller mindretalssprog”, hvilket er ”en kilde til spændinger” både inden for Ukraine og mellem Ukraine og nabostaterne.

Minsk-aftalerne og FN’s Resolution 2202 (2015)

Det var bl.a. dette problem, som Minsk-aftalerne og FN’s Resolution 2202 (2015) søgte at løse ved at pålægge Ukraine at give Donbass-regionen en form for autonomi. Ukraine gjorde det aldrig – uden at internationale sanktioner blev indført – og i stedet blev ved med at bombardere den autonomi-søgende provins og intensiverede sin militarisering ved hjælp af NATO. 

Det tredje karakteristikum af konflikten er således geopolitisk. Det handler om den verdensorden, som er opstået efter Den Kolde Krig, som med John Mearsheimers udtryk har været ”Den Lange Fred”. Den amerikanske geopolitiske doktrin om den unipolære verden eller verdenshegemoni har manifesteret sig i en lang stribe konflikter og givet sig udslag i store menneskelige tragedier, uden at den såkaldte offentlige mening eller internationale instanser har reageret:

Ifølge en oversigt fra Watson Institute ved Brown University har USA’s krige efter den 11. september 2001 resulteret i 929.000 dræbte (de fleste af dem civile) og 38 millioner flygtninge og internt fordrevne”.

Den unipolære verden har betydet udvidelsen af NATO helt til Ruslands grænser (Ukraine), forkastelsen af diplomati og af idéen om en sikkerhedsarkitektur til gavn for alle. 

Truslen er nøgle-elementet i strategien 

I de seneste år er der, som bevidnet af den amerikanske RAND-Corporation’s studier – RAND er hovedsagelig finansieret af den amerikanske stat, især forsvarsministeriet – opstået en bevidsthed om, at verden alligevel ikke er unipolær, men multipolær, idet nye regionale magter er dukket op. På denne baggrund er amerikansk politik snarere vendt tilbage til ”The Great Game” og stedfortræder-konflikter, hvoraf på førstepladsen er Ukraine. Denne strategi, som i RAND’s studier fra 2019 kaldes for ”extending” og ”overextending Russia” (få Rusland til at strække sig) går ud på at fremtræde så truende som muligt:

”[T]ruslen [er] nøgle-elementet i strategien, fordi den spiller på det helt basale for en stat, et land, et folk: overlevelsen. At »fremkalde angst« (generate […] anxiety), »forøge Ruslands frygt og angst«, forstærke Ruslands fornemmelse om, at det er truet (increase the perceived threat, increase the threat that Russia feels it faces from NATO) bliver gentaget som et ledemotiv. Udvidelsen af NATO helt til Ruslands grænser og en mere markant tilstedeværelse af NATO’s styrker i Europa er her fortolket ud fra netop denne vinkel: Et middel til at forøge Ruslands angst for egen sikkerhed. Jo tættere på Ruslands grænser truslen befinder sig, jo mere sandsynligt er det, at Rusland vil være nødt til at reagere”. 

Ruslands militære angreb på Ukraine har to mål

Set i lyset af den geopolitiske situation, som er blevet skabt, og den lokale krig mellem centralmagten i Kiev og provinsen Donbass – en krig, som op til foråret 2022 kostede 14.000 mennesker livet – har Ruslands militære angreb på Ukraine to mål: At hjælpe den russisk-talende befolkning og at opnå Ukraines neutralitet eller status som bufferstat. Det handler ikke om erobring af territorier, men erobringen af territorier kan være et middel til at opnå dette dobbelte mål.

Det er også i RAND-Corporation’s studier (2019), at man kan finde gode refleksioner om ”en revideret regionalorden”, hvor nøglebegrebet er neutralitetsstatus for ”in-between”-landene – de lande, som befinder mellem stormagterne – der således kan fungere som ”autoværn”, der forhindrer frontalkollisioner på vejen. På grund af sin beliggenhed og kultur er Ukraine selvskrevet til en sådan status – perfekt egnet til at være buffer og bro mellem de to blokke. En ny regionalorden skulle, ifølge RAND, være baseret på princippet om, at en stats røde linje ikke må krydses, og at der ikke findes sikkerhed, hvis en stats interesser og sikkerhedsbekymringer ikke bliver respekteret.

Et citat fra slutningen af Monica Papazus essay: 

”RAND’s forslag for »en revideret regionalorden« er ren sund fornuft. Det markerer også en tilbagevenden til godt diplomati i europæisk ånd, til respekt for landenes mangfoldighed og menneskeliv og til det ældgamle princip, som hedder klogskab: »prudentia«. […] I de sidste 30 år siden kommunismens fald har der dog ikke været mange tegn på, at Vesten har fulgt »prudentia«. De begivenheder, som har udfoldet sig siden februar i år, har været en konsekvens af »extending Russia«-strategien. Tvinge Rusland til at »strække sig«? Hvem har fået gavn af det? I hvert fald hverken Ukraine eller Europa. […] En ny regionalorden med mellem-landenes neutralitet som hovedhjørnesten? Ja, det er klogt, og det er praktisk muligt. Der er kun én betingelse: At stormagterne afstår fra at søge »totalt hegemoni« og indser, at herredømme og sikkerhed er modsætninger. Det sker sjældent i historien, men det sker”.

 

Del artiklen her:
Exit mobile version