TRUST BUT VERIFY: OM RUSLAND I SOVJETUNIONENS TID

I 80’erne, da den Kolde Krig mod Sovjetunionen nåede et højdepunkt, blev en almindelig amerikaner uofficiel budbringer til Reagan. Hendes selvbiografi er historien om, hvordan hun underviste Reagan i russisk kultur og byggede tillid til det ønske om afspænding og fred, der også fandtes i Rusland.

Af Henrik Ræder Clausen

Bogomtale: Suzanne Massie: Trust, but Verify: Reagan, Russia and me

Det var svært at være russer i Sovjetunionens tid. De fleste kirker var lukket, økonomien faldt fra ringe til værre, partikommisærerne og deres kvælende bureaukrati kontrollerede alt mellem himmel og jord, og det meste af Ruslands gamle kultur var gemt, glemt og begravet i den triste hverdag. Dertil kom at kontakt til og inspiration fra udlandet nærmest var forbudt – det kunne jo ødelægge tilliden til Kommunismen – og den stille ydmygelse, at de fleste af Sovjetunionens ledere ikke var russere.

Sizanne Massies selvbiografi om Rusland, Reagan og hendes rolle

Men nogle sneg sig gennem dette jerntæppe af kontrol. Danmark havde Hans-Kristian Neerskov, og fra USA kom Suzanne Massie – en enkel kvinde med en sweitzisk hjerne og et russisk hjerte. Bogen ”Trust, but Verify: Reagan, Russia and me” er hendes selvbiografi. Det er en bog fuld af mærkelige hændelser, tilfældige sammenfald, held og personlige forbindelser. Den giver et detaljeret alternativt perspektiv af en tid og en præsident, der var domineret af frygt for atomkrig og konfrontation.

Egentlig var der ikke noget, der pegede på at Susanne Massie skulle blive privat rådgiver for Præsident Reagan. Men skæbnen ville at hun fik en søn med blødersygdom, og det fik hende og hendes mand til at skrive en bog om Zar-familien, der havde store problemer med denne svære, arvelige sygdom.

Suzanne Massie skrev historien om den folkeligt drevne genopbygning af Pavlovsk-paladset efter 2. verdenskrig.

På en rejse til Skt. Petersborg (dengang Leningrad) i 1967 mødte Suzanne Massie byens undergrundskunstnere. Disse digtere, malere og andre kunstnere var dybt optagede af russisk kultur, levede mærkelige, frie liv på trods af systemet, og var lykkelige for at få en udenlandsk ven i deres kreds. Suzanne Massie følte det som om hun havde mødt sin rigtige familie.

En rejse blev til flere, Suzanne Massie lærte russisk, gik til ballet, og var ved at skabe en karriere som forfatter – da hendes visaansøgning i 1972 blev mødt af et ’Njet’. Der gik 11 år, inden Susanne Massie igen kunne rejse til Sovjetunionen for at se Rusland. Det er i øvrigt en vigtig skelnen: Rusland var ikke Sovjetunionen, vores gamle fjende, og er det endnu mindre i dag.

1. september 1983 forvildede et koreansk passagerfly sig ind over sovjetisk territorium og blev skudt ned af et sovjetisk jagerfly. Det udløste en voldsom anti-russisk bølge i USA, og da Massie besøgte sine bekendte og forbindelser i det sovjetiske system, lod de hende forstå, at krisen var dybt alvorlig, og at risikoen for krig var større end den havde været siden Cuba-krisen i 1962. Pludselig var hun blevet uofficiel budbringer – og sandsynligvis den amerikaner, der bedst forstod alvoren.

Suzannes afslappede frokostmøder gav  Reagan inspiration  til at finde nye veje til nedrustning.

Og når man har noget at sige, må man jo bringe det til rette vedkommende. I dette tilfælde USA’s præsident Ronald Reagan, hvis arbejde på at forbedre forholdet til Sovjetunionen og nedtrappe atomtruslen var blevet brutalt afbrudt af KAL-007 nedskydningen. Men hvordan skaffer man et personligt møde med USA’s præsident?

Her gælder det om at kende nogen, der kender nogen, og på grund af hendes ry som forfatter og foredragsholder  lykkedes til sidst: Suzanne Massie fik sit møde, fortalte Reagan om Sovjetunionen og om Rusland, om anti-amerikansk paranoia og om russisk kultur. Det handlede Ikke om militære hemmeligheder, blot ikke-officiel snak om, hvordan russere og den sovjetiske ledelse opfattede verden, og særligt USA. Reagan var glad for den uofficielle orientering, og det første møde blev til mange i løbet af fire år.

Et spørgsmål om tillid

Talemåden Доверяй, но проверяй (Doveryai, no proveryai – på engelsk ”Trust but verify”) blev et af Reagans ynglingscitater. Det er vanskeligt at oversætte til dansk: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre” (endda tilskrevet Lenin) er slet ikke dækkende. Det handler om at have tillid til modparten, og tillid til at man er i stand til at håndtere, at modparten svigter tilliden. Og om at det er rettidig omhu – ikke et udtryk for mistillid – at sikre, at modparten faktisk overholder sine forpligtelser.

Uanset hvor meget man fordrer en ulv, bliver den ikke til et lam. Russisk ordsprog

Et eksempel på, hvordan det ikke bør gøres, er Nixon-Ford-Carter afspændingspolitikken, der udadtil var velset, men ikke afspejlede USA’s oprigtige holdning. Specielt Jimmy Carter handlede på en måde, der var farlig for forholdet mellem supermagterne: Ved at finansiere den islamistiske milits i Afghanistan fremprovokerede han en sovjetisk militær indgriben i landet – og ydmygede derefter Sovjetunionen ved at boykotte de ellers fredhellige Olympiske Lege i Moskva under påskud af en ‘Uprovokeret invasion’ af Afghanistan. Den slags koster dyrt i tillid.

På den anden side af Atlanterhavet dokumenterede den lidt for ukendte ”Team B Report” at Sovjetunionen ikke respekterede nedrustningsaftalerne, og stadig arbejdede på at udbrede kommunisme til hele verden. Det var basis for at Ronald Reagan konfronterede ”Ondskabens Imperium” med deres sande intentioner. Det bekymrede det sovjetiske regime dybt, men på baggrund af den ærlighed var det muligt at arbejde på at finde løsninger.

Suzanne Massies store bog om Rusland før Sovjetunionen viste de sovjetiske ledere, at hun holdt af Rusland, og at hun ikke var ude på at skade landet.

I det komplicerede magtspil var den uanselige Suzanne Massie en person, begge sider kunne stole på, ikke mindst fordi hun aldrig bad om at få noget til gengæld, ikke engang betaling for hendes rejser. Uden fine titler, magtpositioner eller officiel ‘indflydelse’ kunne hun diskret kommunikere gensidige åbninger og foreslå udramatiske fælles aktiviteter, der lod tilliden slå rod, spire og vokse igen.

Hendes uofficielle, afslappede møder med Reagan spillet en konstruktiv rolle. Hun lærte Reagan ordsprog, vittigheder og detaljer om russisk mentalitet, som Reagan senere brugte til at fremme tillid hos Gorbachov og andre russiske ledere. Det er svært at måle hendes indflydelse – hun sætter ikke sit lys under en skæppe – hun foreslog kulturudvekslingsprogrammer, der stille forøgede den gensidige viden og reducerede ubegrundet mistro.

”Trust but Verify” er ikke en let bog at læse. De mange detaljer om sovjetsystemets bureaukratiske galskab kan være trættende, og detaljerne har det med at fjerne opmærksomheden fra det overordnede. På den anden side er der guld i detaljerne: Hun beretter af egen erfaring om, hvordan den russiske kirkes genrejsning blev et enormt problem for kommunisterne.

Suzannes beretninger om personer og intriger i den amerikanske regering er ikke sløret af nogen politisk dagsorden, og hendes russiske hjerte skinner igennem i hendes måde at  lægge sine erfaringer og meninger frem for alle, i stort og småt. Har man tid og tålmodighed, er ”Trust, but Verify” en dejlig bog. Den kan anbefales til alle, der prøver at forstå Rusland.

Var du glad for denne artikel? Vil du gerne have mere at samme slags? Så giv forfatteren en belønning på MobilePay:

Suzanne Massie: Trust, but Verify: Reagan, Russia and me

https://www.amazon.com/Trust-But-Verify-Reagan-Russia/dp/1938883683

Suzanne Rohrbach Massie ’52: Cold-War Intermediary

https://vq.vassar.edu/issues/2014/03/web-extras/cold-war-intermediary.html

Reagan og Gorbachov diskuterer Доверяй, но проверяй:

https://www.youtube.com/watch?v=As6y5eI01XE

Comments

comments