TRUMP, GRØNLAND OG DE INTELLEKTUELLE

tasiilaq

af Thorkild Kjærgaard, historiker, dr.phil.

I debatten om Donald Trumps tilbud om køb af Grønland og alt, hvad det har ført med sig af overrumplende hændelser, er der fra flere sider blevet rejst skarp kritik af grønlandske selvstændighedspolitikere, som har leget med ilden ved at skabe usikkerhed om rigsfællesskabets soliditet: USA står parat i kulissen og venter kun på et påskud til at slå til. I det øjeblik, Grønland erklærer sig selvstændigt, bliver det slugt af USA i én mundfuld, og den i dag næsten glemte grønlandsdebattør Rasmus Bjørgmoses dystre profeti fra 1978, året før Hjemmestyrets indførelse, kan gå i opfyldelse, hvis blot man erstatter ordet ’Hjemmestyre’ med ’Selvstyre’: ”Grønland har aldrig været en koloni – men kan blive det under Hjemmestyret.” Det er nærliggende og naturligvis aldeles relevant at gribe fat i den grønlandske politiske klasse, for den står i forreste linje. Men som Svend Auken yndede at sige, så er politikere kun remtrækket, der transmitterer politiske ideer, som er opstået i andre miljøer.

Datidens grønlandske politikere var ikke nikkedukker
Går man tilbage til 1940rne og 1950erne, var der ingen grønlandsk politiker, der spekulerede på grønlandsk uafhængighed. Datidens grønlandske politikere – Augo Lynge, og hvad de ellers hed – var på ingen måde nikkedukker for danskerne. De var viljefaste og skræmmende dygtige. Men de så anderledes på verden, de havde andre ideer, og deres bestræbelser gik først og fremmest ud på at ophjælpe den grønlandske befolkning og skaffe den bedre kår (hvad de nuværende politikere med enkelte hæderlige undtagelser er fløjtende ligeglade med).

For 1940rnes og 1950ernes grønlandske politikere var Danmark på én og samme tid Grønlands skæbne og Grønlands chance. Grønlands skæbne, fordi Grønland, siden nordboerne i slutningen af 900-tallet satte sig fast i det dengang folketomme land, havde været et nordisk område (inuit er ikke et oprindeligt folk i Grønland, de kom først til landet i 1100-tallet og er hverken etnisk eller sprogligt forbundet med de kortvarige, længst forsvundne indianerkulturer, som i de foregående årtusinder fra tid til anden havde været på midlertidigt besøg).

Grønlands chance, fordi Danmark (indtil 1814: Danmark-Norge) lige siden Hans Egedes dage (i Grønland 1721-36) har betragtet grønlænderne som landsmænd og været ivrig efter at inddrage Grønland i den positive økonomiske, politiske og sociale udvikling, som Danmark(-Norge) gennemløb i 17-, 18-og 1900-tallet.

Et højdepunkt var grundloven af 1953
Et højdepunkt var grundloven af 1953, der integrerede Grønland i Det Danske Rige som et amt med udvidede beføjelser og en række særlige privilegier og æresbevisninger (landsråd i stedet for amtsråd, landshøvding i stedet for amtmand, eget ministerium i København, to faste repræsentanter i Folketinget og meget andet).

Indtil da var Grønland som en rest af den norske del af det gamle dansk-norske monarki blevet holdt uden for grundloven. Her gjaldt Kongeloven af 14. november 1665 stadig som fundamentallov, hvad der havde en række ikke længere tidssvarende konsekvenser. Blandt andet var der ikke under Kongeloven religionsfrihed i Grønland, og katolikker var forment adgang, hvad der blev foreholdt den senere fremtrædende politiker Finn Lynge (1933-2014), da han som 18-årig student i København overvejede at konvertere. Hvis han gjorde alvor af sit forehavende, ville han ikke længere kunne besøge sin familie i Godthåb (Nuuk).

Et koloniparadigme blev presset ned over Grønland
Denne historie om Grønland som et gammelt nordisk land med en befolkning, der for hovedpartens vedkommende talte grønlandsk, men i øvrigt var fuldt ligestillet – i mange henseender endda begunstiget – blev der lavet om på i 1960erne. Ikke fordi man var blevet klogere på historien og havde fået afgørende nye indsigter. Tværtimod. Det, der skete, var, at man på de danske universiteter og dermed nært forbundne avis-og tidsskriftsredaktioner (i begyndelsen først og fremmest Information og Politisk Revy) lod sig indfange af tidens dominerende antiimperialistiske og antikolonialistiske strømninger.

De havde ingen – absolut ingen – relevans for Grønland, et nordisk søsterland gennem 1000 år, som aldrig havde været koloni eller genstand for imperialisme i den forstand, ordene anvendtes af verdensnavne som Jean-Paul Sartre og Frantz Fanon.

Men det så man bort fra – fristelsen til at presse et koloniparadigme ned over Grønland og dermed skaffe danske intellektuelle adgang til voksenbordet i den internationale antiimperialistiske og antikolonialistiske debat var simpelthen for stor. Vi kunne være med på lige fod med Storbritannien og Frankrig og langt foran andre europæiske smånationer som Belgien og Holland, for hvem kolonitiden allerede var fortid. Det var den ikke for Danmark, vi havde stadig Grønland at møde op med! Koloniparadigmet, der uden videre lader sig koble op på en række af de seneste årtiers centrale temaer som racisme, identitet, minoritetsrettigheder, national selvbestemmelse og specifikt feministiske problemstillinger om den imperialistiske hvide mand, bed sig hurtigt fast og er for længst blevet dominerende i diskursen om Grønland både i Danmark og i Grønland og overalt, hvor Grønland nævnes.

En forfatter som Kim Leine lever højt på koloniparadigmet, det samme gør danske og grønlandske intellektuelle, der skriver bøger om Grønland som koloni og rejser verden rundt med forelæsninger og konferencebidrag om imperialisme, kolonialisme og postkolonialisme med et dansk ansigt.

Grønlandske politikere, som i begyndelsen var tøvende over for de nye strømninger og ikke udviste nogen som helst lyst til at blive påduttet en ydmygende offerrolle som »tidligere koloniseret«, lærte hurtigt lektien. Rigsfællesskabet var ikke længere Guds gave til Grønland – det var noget, man måtte se at komme af med, hellere i dag end i morgen, så man kunne få et uafhængigt Grønland.

Som sædvanligt undervurderer man Trump
Der er faldet mange hånende ord om Donald Trump i forbindelse med hans tilbud om at købe Grønland. Han lever på Månen, han er taktløs, han er uforskammet, han er dum, når han kan tro, at Grønland er til salg, han er humørlabil og forfængelig ud over alle grænser. Som sædvanligt undervurderer man Trump. Han lever overhovedet ikke på Månen og er ikke det mindste dum, tværtimod har han – som den intuitive politiker, han er – opfanget den tvivl, der siden 1960erne har vokset sig stor om rigsfællesskabets legitimitet, og på det grundlag givet os alle et godt tilbud.

Skal man finde en skyldig for, at det kunne komme så vidt, er det ikke de grønlandske politikere, man skal skyde på. De er bare remtrækket.

Motoren, det er 1960ernes smarte intellektuelle, som legede med ilden ved – under bevidst og systematisk tilsidesættelse af faktuel historisk viden om Grønland – at presse et koloniparadigme ned over et gammelt nordisk søsterland. Det er dem og deres utallige eftersnakkere frem til denne dag, man skal have fat i, hvis man mener, der er behov for at placere et ansvar for den indtrufne nedkøling af det danskamerikanske forhold.

Datidens grønlandske politikere – Augo Lynge, og hvad de ellers hed – var på ingen måde nikkedukker for danskerne. De var viljefaste og skræmmende dygtige. En forfatter som Kim Leine lever højt på koloniparadigmet, det samme gør danske og grønlandske intellektuelle, der skriver bøger om Grønland som koloni og rejser verden rundt med forelæsninger og konferencebidrag om imperialisme, kolonialisme og postkolonialisme med et dansk ansigt.

(Artiklen har været bragt i Weekendavisen d. 23. august 2019)