Af Flemming Jansen.
Danmark har to rekorder at bryste sig af i forhold til det øvrige Europa og resten af verden.
Vi er fremme i skoene, når det gælder digitaliseringen af samfundsfunktionerne, og vi er landet med et af verdens højeste skattetryk, hvis ikke det højeste.
Begge rekorder har desværre en uhyggelig skyggeside, nemlig at de bidrager stærkt til at udvikle Danmark fra at være et frit demokratisk folkestyre til mere og mere at ligne en totalitær formynderstat.
LAD MIG illustrere det med et par eksempler fra danskernes virkelige dagligliv.
Jeg tager det først fra den humoristiske side: To ældre kvinder står og taler sammen ved det gravsted, hvor den ene kvindes mand ligger.
Hun siger følgende: ”For at få tid hos lægen måtte han først opdatere Windows, installere en app, få et brugernavn, vælge kodeord, logge ind på Sundhed.dk samt skrive til lægen – men da var det for sent (!)” – En karikatur af det it-tyranni, som mange af os oplever i hverdagen, hvad enten vi skal i kontakt med det offentlige eller købe en rejse, en togbillet eller noget helt tredje.
Også kontanterne er på vej til at blive afskaffet
OGSÅ kontanterne er på vej til at blive afskaffet, så der i fremtiden kun vil eksistere digitale penge, hvilket er ensbetydende med, at vi alle kan overvåges.
I praksis er det en bevægelse fra folkestyre til folkestyring. En afskaffelse af kontanter er således ikke bare en teknisk landvinding.
Det er samtidig udtryk for et frihedstab for den enkelte borger.
HVAD EN uhæmmet digitalisering kan forårsage, er den aktuelle sag om Vurderingsstyrelsens netop udsendte nye vurderinger et markant udtryk for.
Pressen har således fortalt den ene sandfærdige historie efter den anden om, hvordan sagesløse borgere har fået vurderinger af deres ejendom og grund, som er totalt ude af proportioner, og som trods et års ”amnesti” med skatterabat efterfølgende vil resultere i ejendomsskatter og en grundskyld, som i mange tilfælde vil antage proportioner, som skatteyderen simpelt hen ikke kan betale. Der er jo tale om beskatning af penge, der ikke eksisterer i virkelighedens verden.
BOLIGEJEREN beskattes af de muligheder, der potentielt kan være for at kapitalisere en stor grund ved eksempelvis at udstykke den. Regningen fra det offentlige kommer, selv om denne mulighed overhovedet ikke er realiseret. Tænk hvis indkomstskatten fulgte de samme principper? Og det gør den så i visse sammenhænge alligevel. Jeg tænker på omtalen af den aktieindehaver, som blev beskattet af aktiernes værdi på et givet tidspunkt, selv om han ikke havde solgt én eneste.
Det lyder mest af alt som udpluk fra Kafkas roman ”Processen”
SENERE faldt aktierne markant i værdi, og aktieejeren stod tilbage med et kæmpe krav fra staten om at betale skat af nogle penge, som vedkommende borger aldrig har tjent.
Det lyder mest af alt som udpluk fra Kafkas roman ”Processen” eller som Huxleys ”Fagre nye verden”, Orwells ”1984” eller vores egen Henrik Stangerups ”Manden der ville være skyldig”. Regningen for dette skandaløse misk-mask er på fire mia. kroner og sendes videre til de sagesløse ofre, nemlig skatteyderne.
OGSÅ woke-bevægelsen og klimasagen har totalitære træk i sig, som udhuler den enkelte borgers frihedsrettigheder.
Den tid er ikke fjern, hvor et moralpoliti skal holde øje med, om vi nu siger og mener det, der er politisk korrekt. Den formentlig kommende koranlov er et skridt på den vej. De mange gennemgribende indgreb i folks måde at leve deres liv på forårsaget af den grønne omstilling er endnu et skridt.
EN KOMMENDE CO2-afgift på landbruget og en næsten kriminalisering af at spise oksekød og andre former for kød viser, hvordan staten er ved at marchere ind i danske familiers køleskabe og via centralt styrede afgifter vil styre den enkelte borgers liv og adfærd.
Det sker til trods for, at anerkendte forskere skyder hul i myten om, at køernes bøvser skader klimaet. Det anfægter imidlertid ikke Klimarådet eller det store flertal af politikerne. En tilfældig politisk beslutning om, at CO2-udslippet skal være reduceret med 70 pct. allerede i 2030 skal retfærdiggøre statens detailstyring af borgernes liv, og midlet er at sprede angst for fremtiden via en kaskade af halve sandheder, hvis holdbarhed ikke er undersøgt til bunds.
DE KØRER til gengæld på det helt store følelsesregister, som sorterer tidens gode og frelste medløbere fra de onde skeptikere, som imidlertid på ingen måde har intentioner om at skade hverken klimaet eller planeten, men som måske bare har en anden vinkel på tingene.
Den offentlige debat er blevet meget strømlinet og ensporet, og det gennemsyrer ikke mindst de elektroniske landsdækkende medier.
Den almægtige stat
OGSÅ NÅR det gælder liv og død, er den almægtige stat og politikerne en større og større spiller på banen. I takt med, at gudløsheden og fraværet af dybe kulturelle rødder efterhånden er næsten total, rykkes grænsen for abort sandsynligvis så langt, at det tidligere ville have ramt en etisk grænse.
I den anden ende af livet har statsministeren stillet sig i spidsen for en debat om, hvorvidt det vil være opportunt at indføre aktiv dødshjælp – underforstået, at det vil det! Ikke sandt, hvilken ret har man til at leve, hvis man er syg og gammel og blot til besvær?
SOM sognepræst Marie Høgh udtrykte det i en klumme om hævelse af abortgrænsen og aktiv dødshjælp i et landsdækkende dagblad forleden: ”Det er vores egen dumme indbildning, at vi tror, vi følger med tiden, når vi hæver abortgrænsen… Det er en perversion af det samfund, der hviler eller hvilede på den kristne tanke om menneskelivets ukrænkelighed.”.
OGSÅ midt i livet har staten sat sig på familierne ved at indføre tvunget barselsorlov til mænd.
Den enkelte familie fratages muligheden for selv at vurdere, hvad der er bedst i netop deres situation. Det næste bliver vel, at et folketingsflertal vedtager, at køn blot er en social konstruktion og ikke biologisk bestemt? I samme ombæring kunne Dannebrog som vores nationalflag passende skiftes ud med regnbueflaget. Det ville være helt i pagt med tidsånden.
Den totale formynderstat er på vej til at blive en realitet
DEN TOTALE formynderstat er hastigt på vej til at blive en realitet – og det ene tiltag efter det andet viser, at SVM-regeringen i den sammenhæng ikke har været nogen gave til det levende demokrati. Tværtimod. – Hvis ikke summen af noget af det, jeg har berørt i denne klumme kan skubbe til et massivt folkeligt oprør mod autoriteterne, så er der intet, der kan. Håbet er som bekendt lysegrønt – og det må da være politisk korrekt at ønske noget lysegrønt realiseret!
(Artiklen har været bragt i Nordjyske d. 7. oktober 2023).