THRANHOLM: STYRK KRISTENTROEN ISTEDET FOR AT FORBYDE BEDERUM

Del artiklen her:

Af Iben Thranholm

  

Skal bederum forbydes på danske uddannelsesinstitutioner? Det mener Dansk Folkeparti. Bederummene skader efter deres opfattelse integrationsprocession og er forbundet med udøvelse af social kontrol. “Når der er et bederum, dannes der hurtigt en gruppe, der beder på bestemte tidspunkter. Og dermed har det en missionerende og fastholdende funktion, og det er der absolut ikke brug for i det danske samfund, siger Marie Krarup (DF) til TV2.

Socialdemokratiet erklærede sig først enig med Dansk Folkeparti, men valgte så alligevel at stemme imod, da Folketinget i tirsdags behandlede forslaget om forbuddet. Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye forklarer til Jyllands-Posten, at grunden til, at partiet ikke vil stemme for Dansk Folkepartis forslag, er, at de ønsker mere viden, før et konkret forbud kan udformes. 

Hvad skal man mene om bederum? Skal enhver i Danmark ikke have lov til at følge sin samvittighed i trosspørgsmål? Jo. I princippet.  Men den danske grundlov blev til på et tidspunkt, hvor ingen havde fantasi til at forestille sig, at en lovreligion som islam ville indtage det danske demokratisk samfund. Man bliver nødt til at erkende, at bederummene kan udgøre en fare på længere sigt. Især for anderledes troende. I asylcentre, hvor muslimer er i flertal, chikaneres kristne og trues på livet. Styrkes den muslimske tro gennem bedebastioner på landets uddannelsessteder, er der en risiko for at dette også kan ske andre steder i samfundet, hvor kristne og kristen kultur kommer i mindretal. Organisation “Open Doors”, der arbejder for forfulgte kristne, rapporterer at der i alene i Tyskland har været 40.000 tilfælde, hvor kristne er blevet chikaneret og truet i asylcentre på grund af deres kristne tro. 

Og det er i følge “Open Doors” kun toppen af isbjerget. Det er vigtigt at se på hvad der foregår på asylcentrene, for det er et miniaturebillede på hvad der også kan ske i det brede samfund senere.

Umiddelbart kan et forbud lyde som en rigtigt løsning. Men spørgsmålet er, om man opnår den ønskede effekt ved at forbyde bederummene. Den muslimske tro udbredes også andre steder, eksempelvis på Internettet, hvor op mod 100.000 tweets om dagen inspirerer til at dyrke Allah og Koranen. Dertil kommer moskeerne som Grimhøj-moskéen, som man også gerne vil lukke og have kontrol med. Men forbudskontrollen er en illusion. Med ideologier er det nemlig med som vand. Det finder altid en sprække, hvor det kan sive igennem, løbe videre og finde nye veje og afløb. Det er selve tankegangen, man skal konfrontere, men ikke nødvendigvis kontrollere. 

Den eneste måde man få bugt med islamiseringen er at ved at modsige den trosmæssigt og religiøst. Og lade en anden tro blive større end den, nemlig kristendommen. Vi må erkende at demokratiet som anden religionssubstitut slet ikke er nok, for så ville vores regeringer ikke have mistet kontrollen og forsøge sig med forbud, som enten ikke kan vedtages på grund af for megen tøven eller som slet ikke virker efter hensigten. Demokratiet er tomt og faldefærdigt uden de åndelige værdier, som kristendommen tidligere tilførte det.

Det egentlige problem er, at der ikke findes masser af kristne unge, der beder på landets skoler. Lad os forestille os, at der på et gymnasium med 600 elever var 300 kristne elever, der bad i frikvartererne og måske blot 20 muslimer. Muslimer ville udgøre et mindretal, som de jo også stadigt gør i det danske samfund og ville værdimæssigt ikke udgøre nogen trussel. Måske ville de muslimske elever endda blive inspireret af de kristne og ønske at skifte tro. Det er hjertets omvendelse, der forandrer samfundet til det bedre. Forsøget på at forbyde os ud af radikaliseringen af islam og muslimsk mission er omsonst. Det er ikke islams styrke, der problemet, men de kristne svaghed. 

Grunden til, at islam spreder sig i Vesten og også i Danmark, er at kristendommen er blevet undermineret af ateisme. Den faktor, som er vores eget åndelige forfald, har ingen politiker taget højde for. Den danske folkekirke har heller ikke. Derved er opstået et åndeligt vakuum, som islam nu udnytter og udfylder. 

Men det ændrer ikke på at det er med kristen tro vi skal møde islam og ikke forbud. Det er gennem evangelisering, mere kristendom og en kirke, der tør omvende muslimer til troen på Kristus, at man dæmmer op for islamiseringen. 

Del artiklen her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.