THOMAS AASTRUP RØMER MODTAGER TRYKKEFRIHEDSSELSKABETS SAPPHO-PRIS 2023

SkolensFormål
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard.

Hverken i Jyllands-Posten eller på Kristeligt Dagblad blev der plads til nedenstående indlæg. Så er det godt, at der er alternative platforme til rådighed!

***

Thomas Aastrup Rømer – en af Danmarks få fritænkere

Lørdag d. 11. marts modtog Thomas Aastrup Rømer Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, der hvert år uddeles til en kompromisløs forkæmper for ytringsfriheden.

Rømer var indtil årsskiftet lektor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han blev fyret. Hvorfor han fik sparket, kan institutlederen ikke rigtigt gøre rede for, men mon ikke det er fordi Rømer som en af de få i Akademia har holdt fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk samfundsdebat med omverdenen? 

Som pensioneret HF-lærer efter 37 års virke kan jeg bekræfte, at Rømer med sine bidrag var en af de ganske få pædagogiske forskere, man kunne drikke vand hos under ørkenvandringen i uddannelsessystemet i tierne.  Og lur mig – om det ikke er blevet endnu være i 20’erne.

Kvalificeret modspil
Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning og bøger og faglige artikler og debatindlæg i såvel den trykte presse som på de sociale medier har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til den åndløse målstyring i uddannelsessystemet. En målstyring, der er blevet eksekveret på bekostning af den dannelsestradition, der tidligere var bærende.   

Med sine seneste tre bøger har Thomas Aastrup Rømer for alvor sat spor i såvel skole- som samfundsdebatten.  Bogen ”Sidste chance” fra 2021 er en antologi om dannelse redigeret sammen med Svend Brinkmann og Lene Tanggaard.

Bogen ”Skolens formål – Dannelse, splittelse og uniformativering” kom i 2022 – og indimellem de to bøger, blev der sandelig også lige tid til at skrive ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”. 

De top-kvalificerede indspark, Rømer har leveret, har nu resulteret i en fyring efter 14 års virke på DPU.  Den del af forskningsverdenen, Rømer meget passende har døbt det pædagogiske oligarki, kunne ikke mere klare mosten. Kunne ikke mere klare hans skarpe kritik af det uddannelsesindustrielle kompleks. Fordi Rømer aldrig har villet rette ind i forhold til ideologier og politisk korrekte dagsordener. Fordi han er en original tænker, en skarp tænker, en fritænker. Der har formastet sig til at fornærme det pædagogiske kleresi.

Men som den canadiske kliniske psykolog, Jordan Peterson, har udtalt i et herostratisk berømt interview med Cathy Newman som argument mod krænkelses-kulturen: ”For at være i stand til at tænke, er man nødt til at risikere at fornærme nogen.”

Netop fordi der ikke har været en plet at sætte på Rømers forskning og arbejdsindsats – og alligevel er han blevet afskediget – har Trykkefrihedsselskabets bestyrelse enstemmigt indstillet ham til Sappho-prisen. 

Del artiklen her: