Af Lone Nørgaard
***** 5 stjerner ud af 6
———————————————————————————————–
Guy Nattiv (f. 1973) er (gudesmuk, hvis billedet holder!) israelsk filminstruktør, manuskriptforfatter og producer. Hans film Skin vandt en Oscar for bedste kortfilm i 2018.
Medinstruktør på TATAMI er Zar Amir (f. 1981 i Iran og flygtet derfra), der ud over at være instruktør arbejder som fotograf og skuespiller. I ”Tatami” spiller hun den ene af de to hovedroller.
”Tatami” er den første spillefilm instrueret i fællesskab af en israelsk og iransk filmskaber. Baggrunden for deres samarbejde er den iranske regerings dekret om, at iranske og israelske sportsfolk ikke skal møde hinanden i internationale konkurrencer. Forbuddet føres ud i livet uden hensyntagen til, hvad den enkelte sportsudøver måtte tænke og føle om sagen.
”Tatami” er ikke mindst inspireret af kvinders rettigheder i Iran og historier fra det virkelige liv om, hvordan (kvindelige) idrætsudøvere har været under pres fra regimet.
Instruktørerne har valgt at bruge et verdensmesterskab i judo for kvinder som eksempel, selv om andre sportsgrene lige så vel kunne være kommet i spil.
Ordet ’tatami’ dækker over en traditionel japansk måtte, der bl.a. bruges som gulvbelægning i hjemmet. Og så bruges måtten åbenbart også som det underlag, der danner indramningen om judo-kampe.
Handling
Leila Husseini (Arienne Mandi) er iransk judoka med store ambitioner og så fremragende, at et verdensmesterskab er inden for rækkevidde.
Med sine holdkammerater og træneren Maryam (Zar Amir) er hun taget til et stort internationalt stævne i Tbilisi, Georgien.
Leila er i absolut topform og vinder de første runder ubesværet, godt bakket op af sin træner, der tidligere selv har været tæt på at vinde guld ved Olympiaden i Seoul, men måtte forlade konkurrencen på grund af en skade. Sådan lyder i hvert fald den officielle forklaring.
Så falder hammeren i Tbilisi. Som konkurrencen udvikler sig, peger meget i retning af, at finalen vil kunne komme til at stå mellem Leila og en israelsk modstander. Det er uacceptabelt for det iranske styre, og derfor skal Leila trække sig. Hvilket hun i første omgang blankt afviser.
Presset på såvel Leila som Maryam øges imidlertid kamp for kamp.
Vil de to kvinder stå distancen og trodse styrets instrukser, vel vidende at deres familier bliver truet og holdt som gidsler hjemme i Iran? Og at de selv begge risikerer voldsomme personlige sanktioner, hvis de ikke retter ind?
Vurdering
Hvilken glædelig overraskelse! En film i sort-hvid, der alt andet end sort-hvidt nuanceret og medrivende skildrer et pinefuldt dilemma mellem selvbestemmelse og ambitioner på den ene side, på den anden side frygten for at det frie valg vil have ødelæggende konsekvenser for familie og venner.
Leila og Maryams figurer lægger i den grad op til identifikation, så dilemmaet ikke kun bliver deres, men den enkelte biografgængers. Begge har fin dækning for deres roller.
Føj dertil en original kameraføring og klipning samt en ikke-forudsigelig slutning. Så kan der vist ikke forlanges meget mere.
Det næsten eneste hår i suppen er fremstillingen af Leilas ægtemand, der forekommer for god til at være sand. Måtte jeg tage fejl i den vurdering!
Er det iranske regime så undertrykkende, som ”Tatami” fremstiller det? Jeg ved det ikke, men andre stemmer fortæller en anden og langt mere facetteret historie, jf. fx her og her.
Tilbage står, at ”Tatami” ret suverænt beskriver en klassisk konflikt: Skal jeg insistere på at sætte mig selv og mine egne behov igennem, uanset at det ikke alene bliver mig, der kommer til at betale prisen, men også mine kære?
————————————————————————————-
Længde: 105 minutter
- Medvirkende: Arienne Mandi, Zar Amir, Jaime Ray Newman m.fl.
- Instruktører: Guy Nattiv & Zar Amir
- Manus: Elham Erfani & Guy Nattiv
- Premieredato: torsdag d. 7. november
- Trailer: https://youtu.be/w4uBXnB45Y4?si=xUZBRd6eTmTYEN3U
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis – uden afsnittet markeret med kursiv)