STEM NEJ TIL AT AFSKAFFE FORSVARSFORBEHOLDET

DK-EU
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard. 

Det vil nok ikke komme som den store overraskelse for NewSpeeks følgere, at jeg vil anbefale, at man stemmer nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. 

Jeg har ellers været i syv sind om min stillingtagen. I den forstand, at jeg opfatter vores demokrati og retsstat som så udhulet, at den rette ’løsning’ måske snarere er at undlade at møde op i valglokalet eller i det mindste at stemme blankt? 

For at undlade at støtte teater-demokratiet, som bloggen Snaphanen helt korrekt har døbt det. 

Bliver det et ja, vil jeg konstatere, at propagandaen igen har gjort sin virkning. EU er nemlig alene de rådne europæiske eliters projekt – ikke almindelige menneskers. 

Ligesom danskerne er blevet trukket rundt ved næsen i forhold til klima-alarmismen, covid-bedraget og den falske nyhedsdækning af Ukraine-konflikten, så er fremstillingen af EU som det store, fuldfede fællesskab løgn på løgn. 

Det var påstanden. Her kommer argumenterne i form af følgende referencer:  

Først Asger Aamund: 

EU ER IKKE EN SUVERÆN STAT OG SKAL DERFOR IKKE HAVE EGET FORSVAR

I denne verden er det kun enhedsstater og forbundsstater, der råder over et militært forsvar, der skal forsvare og sikre den nationale suverænitet. Nationerne Frankrig og Polen f. eks har et nationalt forsvar ligesom forbundsstaterne USA og Tyskland. 

I USA ligger den nationale identitet hos præsidenten og den føderale regering og ikke andre steder. Florida er således en delstat med udstrakt autoritet over sine indre anliggender, men er underkastet forbundsstaten nationalt, udenrigspolitisk og militært. 

Hvis EU ser sig selv som en forbundsstat, er Danmark reduceret til en delstat, da man ikke kan have dobbelt suverænitet i en forbundsstat. Der er ingen tvivl om, at EU betragter sig i en fødselsproces hen imod en forbundsstat. Men da der i Unionen ikke er politisk enighed om hverken målet eller vejen dertil, har EU udstyret sig med en række aktioner, der skal få omverdenen til at acceptere EU som en næsten suveræn forbundsstat med 27 delstater. 

På nærmere aftalte og ekspanderende områder står EU-lov nu over den nationale lovgivning, hvilket er en klar forbundsstatslig sejr for EU. For at se ud som en forbundsstat har EU udstyret sig med et parlament, som ikke har ret til at lovgive. Men har et senat, som er et nationalt valgt ministerråd og en føderal regering, som er kommissionen, der dog er udpeget og ikke folkevalgt.
Vores pas er blevet føderalt. Øverst står der: Den Europæiske Union. Det er paraplyen, portalen, og nedenunder står der Danmark. Der kunne lige så godt have stået delstaten Danmark for symbolikken er brutal og ydmygende for vores nationale suverænitet.

EU er et statsforbund af suveræne nationalstater
I virkeligheden er EU ikke en forbundsstat, men et statsforbund, som er en frivillig sammenslutning af suveræne nationalstater, der ønsker at løse visse opgaver i fællesskab inden for rammerne af deres respektive forfatninger. 

I perioden 1815-66 bestod Det Tyske Forbund af 38 tysktalende lande hertugdømmer og kongeriger, indtil Bismarck samlede de mange områder i det tyske kejserrige, der bestod indtil 1918. Også Den Forenede Arabiske republik fra 1968-71 var et kortlivet statsforbund af ganske få arabiske stater. 

EU arbejder målrettet på at skaffe sig så mange føderale magtområder som muligt for derved at lette overgangen til realiseringen af den fulde forbundsstat. Man ønsker magt over unionens finanspolitik altså retten til at opkræve skatter og afholde offentlige udgifter.
Man vil have det suveræne ansvar for unionens udenrigspolitik og asylpolitik, og nu vil både et flertal i parlamentet samt kommissionen og ikke mindst Frankrigs præsident have ’ militærstrategisk uafhængighed’, hvilket med Macrons egne ord er opbygningen af et fuldt forsvar, der til vands, til lands og i luften kan forsvare EU’s suverænitet og beskytte unionens 450 millioner borgere.

Vi skal ikke give statsforbundet EU en magt, det ikke kan forvalte
Det er uforståeligt, at vore politikere og medier i deres hysteriske Putin-panik fuldstændig har tabt hovedet og nu er klar til at smøre vores frihed og sikkerhed af på et EU, der hverken demokratisk, folkeretligt eller fagligt burde være i nærheden af at have et selvstændigt forsvar.
Det danske folketing er hårdt presset af de mange forordninger og direktiver fra EU, der hober sig op foran det danske folkestyre. Det som L.Togeby i sin rapport om den danske Magtudredning kaldte:’ Suverænitetens glidebane’ og at ’ EU-samarbejdet presser den nationale suverænitet’. 

Vi skal ikke give statsforbundet EU en magt, det ikke kan forvalte, når vi samtidig står over for en gigantisk opgave med at genopbygge vores totalskadede forsvar. Det er her, vi skal lægge vores vilje og vores kræfter. Den 1. juni vender vi kajakken. 

***

Så Rune Selsing: 

EU gør ikke noget godt for Europa

I politiske kredse har begejstringen for unionen altid været større end i befolkningen. At være tilhænger af EU er derfor et udpræget elitesynspunkt. Af samme grund anbefaler Fagbevægelsens Hovedorganisation at afskaffe forsvarsforbeholdet. Ikke fordi det på nogen måde er relevant for lønmodtagerne, men fordi det er et magtelitesynspunkt.

Der er ikke noget i vejen med at være med i magteliten. Vi andre skal bare ikke tro, at den nødvendigvis har ret. Den er nemlig først og fremmest konform. Den sætter ikke nogen selvstændig retning for Danmark og er blottet for intellektuel nysgerrighed. Derfor har den også svært ved at skifte kurs og indrømme, at den tog fejl.

Magtelitens ufravigelige opbakning til EU er et godt eksempel på dens manglende intellektualitet. Her er den herskende ortodoksi, at EU er godt for den økonomiske vækst. Det på trods af den indlysende meget lave vækst, som EU-kernelandene har haft i årtier, og at forskningen i øvrigt ikke kan finde en sammenhæng mellem EU og vækst.

Da magteliten forsøgte at få Danmark med i euroen, fortalte den samstemmende en historie om, at Danmark ville være økonomisk dårligere stillet uden. At man egentlig skulle være lidt smådum for at stemme nej. Ikke fordi eliten havde ret. Rent teoretisk giver det slet ikke mening at have en fælles valuta for et så forskelligartet område som Europa, men langt værre var den konkursrisiko, som euroen har medført. Nogen husker måske statsgældskrisen, der var kataklysmisk ødelæggende for eurolandene. En selvskabt krise. En krise, der ikke havde fundet sted uden euroen.

Politikerne vil have mere union, koste hvad det vil
Selv ikke i dag forstår medlemmerne af magteliten deres egen fejltagelse. Hvordan de fyldte verden med bedrevidende falskhed. De har end ikke reflekteret over, hvor katastrofalt de tog fejl. Og hvordan de kollektivt kunne bilde sig selv ind at være klogere end flertallet.

Politikerne vil have mere union, koste hvad det vil. Dermed bevæger vi os langsomt mod katastrofen. 

Den manglende eftertænksomhed er faktisk blevet til et adelsmærke for politikernes tilgang til EU. Det ser vi eksempelvis i brugen af udtrykket ”politisk lederskab”, der nøgternt betyder at gå imod befolkningens ønsker og udvide unionens magtbeføjelser. Angiveligt i den større sags tjeneste. Ligesom når magteliten åbenlyst taler usandt. Ikke bare om euroen, men ved hver eneste EU-afstemning. De må godt lyve, for målet helliger midlet.

EU er en reaktion på Anden Verdenskrig og bygger på en advarende fortælling om befolkninger, der gik amok i nationalisme. Den nationale følelse er stærk, primitiv og farlig og skal derfor tøjles med en overstatslig politisk konstruktion. På lang sigt skal EU derfor erstatte nationerne med et Europas Forenede Stater. Det var udgangspunktet for unionen, og i dag er det den dominerende tænkning i Bruxelles.

Analysen er selvfølgelig falsk. En nærmest ahistorisk læsning af Anden Verdenskrig, der handlede om imperier snarere end nationalstater, og enhver fritænkende intellektuel ved i dag, at nationalstaten er den mest stabiliserende og fredsskabende politiske institution i verden.

Problemet er som nævnt, at magteliten ikke er selvkorrigerende. Den fortsætter blindt ned ad et imperialt EU-spor, hvor svaret på ethvert politiske problem er mere centralmagt. Politisk lederskab er at bruge en krise til at skabe mere EU. I Bruxelles taler de derfor om behovet for en EU-hær. I Danmark vil politikerne mere beskedent bare af med forsvarsforbeholdet og hævder (temmelig komisk), at en EU-hær slet ikke kommer til at ske. De er som sædvanlig ligeglade med sandheden. Det er misinformation i den gode sags tjeneste. 

Vi kan kun håbe, at magteliten besinder sig
Jeg aner ikke, hvad man skal gøre for at redde Europa fra EU. Politikerne vil have mere union, koste hvad det vil. Dermed bevæger vi os langsomt mod katastrofen. På et tidspunkt når vi befolkningernes smertegrænse, og så får vi desværre ikke en langsom tilbagerulning af magten til de nationale demokratier. I stedet får vi et sammenbrud og kaos. Vi kan kun håbe, at magteliten besinder sig. Tager ved lære af historien og indser det anakronistiske i at skabe en overstatslig politisk konstruktion. At nationalstaterne slet ikke var fjenden, men derimod det liberale demokratis egentlige fundament.

Der er ikke meget, vi andre kan gøre. Men vi kan dog stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. 

***

Til sidst får Morten Uhrskov ordet (om end jeg er helt uenig i hans Ukraine-analyse): 

EU’s forsvarssamarbejde har intet med Europas sikkerhed at gøre

Endelig indser de henslængte europæere, at der er en farlig verden derude. Men at ophæve Danmarks forsvarsforbehold er ikke løsningen.

Man fattes som så ofte før ord. At politik er en beskidt forretning, også i demokratiske lande, er ikke noget nyt. Viljen til magt må nødvendigvis være lig med en ikke ubetydelig mængde ryggesløshed. Følgelig burde det måske ikke undre, at de danske magtpartier S, RV, K, V og også SF er blevet enige om, at danskerne nu må tage sig sammen og stemme for, at det danske forbehold over for et fælles EU-forsvar nu opsiges.

Fremtiden for Europa, inklusive Polen, og de baltiske lande skal være et fælles forsvar, meget i stil med det nuværende Nato. Det skal ikke være et universalistisk tænkende EU.

Når man alligevel forbløffes, skyldes det, at ”begrundelsen” for at ophæve forbeholdet er så tyndt og skrøbeligt, at det flagrer bort ved det første pust af vind, der vidner om virkeligheden. 

Ruslands folkeretsstridige angrebskrig mod Ukraine har forståeligt nok fået vesteuropæerne op af stolene. Det er positivt, og undertegnede nationalkonservative kan kun glædes over, at en række lande med Tyskland i spidsen vil anvende langt større summer på forsvaret, end tilfældet har været, lige siden Nato så dagens lys i 1949 (med Vesttysklands optagelse i 1955). Endelig indser de henslængte europæere, at der er en farlig verden derude, og at det vil være en helt nødvendig beslutning at bruge de nødvendige andele af bnp på at kunne forsvare sig. 

At denne erkendelse kobles sammen med EU’s håbløse forsøg på at agere verdensfrelser, er til gengæld et vælgerbedrag af rang. 

Det er meget simpelt. Lige siden 1949 har det været den transatlantiske forsvarsalliance, der har sikret freden for Vest- og Centraleuropa, efter Murens fald i 1989 også for lande, der ligger tæt på eller op ad den russiske kolos, der nu igen manifesterer sig militært som en imperial magt med lige så uacceptable imperiale ambitioner, hvorefter ikkerussere skal inkorporeres i Rusland. 

I parentes bemærket taler jeg ikke her om Ukraine eller for den sags skyld Belarus (Hviderusland) som en del af en vestlig militæralliance. Det bedste, som det stakkels Ukraine efter min ringe mening kan håbe på, er at være en selvstændig stat i den godt og vel vestlige del, som er neutral i forhold til den standende konflikt mellem Europa og Rusland.

Alt dette har blot intet at gøre med EU’s lige så imperiale ambitioner om at skabe et fatamorgana af en forsvarsunion, hvor f.eks. Storbritannien ikke er med. Det er bare mere af samme dårlige, ildelugtende skuffe, som det kommer fra EU. 

Det eneste, som EU er lykkedes med, er skabelsen af et frihandelsområde mellem de 27 medlemslande. Uhyre fornuftigt, ingen tvivl om det. Frihandel mellem lande, der har en betydelig fælles kultur mellem sig, er det svært at være imod. 

EU har været et ubehageligt, elitært forsøg på at ensrette Europa
For resten af pengene har EU været et ubehageligt, elitært forsøg på at ensrette det smukke Europa, som består af en række distinkte nationalstater med hver deres europæiske kultur. Der er intet samlet godt at sige om det politiske Europa i skikkelse af EU, især ikke hvad angår sikkerhed, som hele vejen igennem siden 1949 er blevet varetaget af Nato. 

Nato bør man støtte, og når USA i en ikke alt for fjern fremtid bevæger sig væk fra Europa på grund af landets ulykkelige multietnificering og forståelige optagethed af Kina, bør europæerne bestemt forene sig i et fælles forsvar. Det skal være et forsvar, der har Frankrig og Storbritannien som de ultimative garanter i kraft af disse to landes arsenal af atomvåben. Det skal ikke være den historiske misforståelse, der hedder EU, som troede, at den kunne homogenisere de europæiske folk. Det kan EU ikke, og det skal ingen gøre.

Fremtiden for Europa, inklusive Polen, og de baltiske lande skal være et fælles forsvar, meget i stil med det nuværende Nato. Det skal ikke være et universalistisk tænkende EU, som ikke vil forstå, at Europa er nationalstater beboet af specifikke folk. 

Stem nej den 1. juni.

*** 

Del artiklen her: