Af Jens Kristian Bech Pedersen.
Dansk Folkeparti har for nylig offentliggjort et nyt antiislamiseringsprogram. Programmet indeholder blandt andet flere forbud mod forskellige islamiske religionsmarkeringer i samfundet, herunder forbud mod at bære islamisk tørklæde i danske offentlige institutioner, mod flere stormoskeer i Danmark, mod højttalerforstærkede religiøse ytringer i det offentlige rum og mod statsstøtte til visse friskoler, hvor flertallet af eleverne har udenlandsk baggrund.
Endvidere fokuserer DF’s program på støtte til (kristen) mission blandt muslimer og på styrkelse af undervisningen i kristendom på landets skoler. Herunder skal kristendomsundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne styrkes; kristendom og religion skal være obligatoriske eksamensfag i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne; og muligheden for at fritage et barn for undervisning i kristendomskundskab skal ophæves.
Berlingske og kristendommens rolle
Avisen Berlingske har udtalt sig om DF’s program, og ”hilser det velkomment” i en avisleder (af Pierre Collignon) den 27. november 2020. Men nu ved vi jo, at Berlingske ud fra sin relativistiske sving-konservatisme ikke særligt gerne lægger sig fast på ”et konservativt grundsyn og værdisæt, der forudsætter konkrete holdninger på helt bestemte områder.”
Sådan udtrykte ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen det i en aviskommentar den 10. oktober 2020 om, hvorvidt ”Berlingske stadig er ledet af et konservativt grundsyn”. I samme kommentar sagde Tom Jensen også, ”det er også faktuelt forkert, at Berlingske på lederplads og i andre væsentlige sammenhænge skulle have – – – udvist ligegyldighed over for kristendommens afgørende rolle i det danske samfund. Det er værre end stråmænd. Det er usandt, og at sprede usandheder er i min verden ikke nogen borgerlig og konservativ dyd.”
Og når Berlingske har det sådan med ”konservatisme” og med ”kristendommens afgørende rolle i det danske samfund”, så er det også nemt at forstå Berlingskes holdning til DFs antiislamiseringsudspil med kristen mission blandt muslimer, styrket kristendomsundervisning og forbud mod visse af islams religionsmarkeringer i det danske samfund.
For i den nævnte Berlingskes leder den 27. november siger avisen, at DF´s udspil”hilses velkomment”, men lederoverskriften lyder: ”Vi skal ikke gøre kristendommen til et politisk kampmiddel.” Og lederen fortsætter med at sige: ”Vi skal ikke være naive over for udfordringen fra fundamentalistisk islam, men vi skal heller ikke kopiere fundamentalisternes egen lovtænkning i vores reaktioner.” I fortsættelse af denne smukke religiøse pacifisme og anti-fundamentalisme siger Berlingskes leder derfor også, at ”vi må holde fast i, at man ikke behøver at være kristen for at være en del af det folkelige fællesskab i Danmark. Og at åndsfrihed også er en dansk værdi.”
Åndsfrihed og folkeligt fællesskab i Danmark
Javist! Man skal ikke være kristen for at være dansker eller for at være indehaver af dansk statsborgerskab. Men Berlingske burde give sig til at tænke konkret på helt bestemte områder, og derfor spørge, om det ”folkelige fællesskab i Danmark” kan bestå, dersom Danmark bliver islamisk og ikke længere er kristent? ”Fællesskabet” – eller det danske samfunds sammenhæng er jo allerede ved at gå i opløsning; og det ikke bare folkeligt.
Og også spørge, om dansk åndsfrihed betyder, at det danske samfund og den danske stat skal kæmpe for, fremme og understøtte enhver ånd? Og om der derfor ikke er en helt bestemt ånd, der skal føres frem på slagmarken, for at bekæmpe en anden ånd.
Der er ånder, som vi – i samfundsmæssig henseende – helst så hen, hvor peberet gror. Ånder, hvis direkte mål og indhold er at nedbryde åndsfriheden i vort samfund. Der er ånder, som overhovedet ikke gavner dansk åndsfrihed, selv om vi tåler sådanne ånder iblandt os.
Der er ånder, hvis religiøse markeringer og undertrykkende adfærd, den danske stat skal bekæmpe og forbyde – for åndsfrihedens og samfundsfrihedens skyld. Der er ånder, som den danske stat skal modarbejde med åndsfrihedens redskaber. Det vil sige med oplæring og undervisning i, hvad kernen i åndsfrihed er. Hvilket igen vil sige oplæring i kristendom, som på én gang er kernen i åndens frihed og samtidig ”kampmidlet” og det politiske redskab til at nå og om muligt bevare denne frihed i vort samfund.
Staten kan ikke være åndløs
Nej, vist er statens opgave er ikke borgernes personlige tro eller personlige ånd. Vores kristne danske stat arresterer ikke, myrder ikke, terroriserer ikke og dominerer og truer ikke sin borgere ind i den rette tro. Her stilles borgeren frit. Det har kristendommen lært os.
Men statens opgave er samfundets ånd og tro. Den ånd og tro, som staten for den personlige åndsfriheds skyld og på åndsfrihedens betingelser skal fremme. Fordi samfundets ånd og tro sætter rammen for det hele. Når det er statens opgave at bevare – og kæmpe for! – åndsfriheden i vort samfund, ja, samfundsfriheden i det hele taget, er det derfor umuligt, at staten kan kæmpe for eller ved en sekulariseret laissez-faire-politik på det religiøse område tolerere, at samfundet bliver islamisk, kommunistisk, socialistisk eller nazistisk. Det ved vi jo alle, når vi ser tilbage på de erfaringer, som europæisk historie på blodig og skæbnesvanger vis har givet os.
Staten kan derfor ikke i sin grundopfattelse af samfunds- og åndsfriheden være åndeligt eller religiøst neutral; eller være fundamentalt sekulær i den forstand, at det er ligegyldigt for staten, hvilken ånd – kald den religiøs eller ideologisk – der hersker i landet. Af hensyn til kernen i samfundsfriheden – åndsfriheden i samfundet – kan staten ikke melde sig ud af den åndelige kamp.
Staten må kaste sit lod i den åndelige vægtskål, der vejer mellem frihed og ufrihed. Staten må engagere sin statsmagt i det åndelige spil ved lovgivning, der indfører forbud. Statsmagten må vælge sin ånd, træde åndeligt i karakter og kan ikke bare være ”åndsfri” og sekulær ud i det blå. Staten kan ikke være åndløs eller religionsløs. I denne henseende ligger der en stor og samfundsmæssigt skæbnesvanger misforståelse i vor moderne tids opfattelse af forholdet mellem religion og politik; og misforståelse af ordene: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” For sagen er, at også kejseren skal give Gud, hvad Guds er, for åndsfrihedens skyld.
Åndsfrihed i det danske samfund betyder, at det er kristendommen, der er grundlaget for al frihed i Danmark. Og derfor kristendommen, der er grundlaget for staten, samfundet, Grundloven, for enhver anden lov og for al myndighedsudøvelse. Det er derfor kristendommen, staten skal begunstige, missionere for, fremme og undervise i som den ånd, der fortæller alle bosiddende i Danmark, hvor vi finder den fundamentale trosfrihed, åndsfrihed og samfundsfrihed. Dette er kun ”fundamentalisme” for den, der ikke forstår kristendommens afgørende rolle i det danske samfund.
For frihedens skyld kan staten ikke – og skal staten ikke! – tillade, at den såkaldte ”åndsfrihed” betyder, at enhver religiøs eller ideologisk ånd kan opkaste sig til at være det statsåndelige eller samfundsåndelige fundament i Danmark. Statens ånd skal ikke være islamisk; den skal være kristen, ganske som Grundloven pålægger staten det.
I det kristne frie samfund er statens ånd bundet – borgerens ånd er fri
Statens opgaver og den enkelte borgers opgaver og frihed er ikke sammenfaldende. En borger i Danmark har frihed til at afvise eller protestere mod statens tro eller religion; det ligger i Grundlovens bestemmelse om frihed til den personlige trosbekendelse.
Men forudsætningen for denne frihed er statens bundne opgave med at understøtte, bevare og fremme kristendommen, sådan som Grundloven formulerer det § 4, hvor Grundloven ud fra sin forståelse af frihed forpligter staten på at understøtte kristendommen. Sand samfundsfrihed og åndsfrihed kan kun opnås i det samfund, der henter sin frihedsforståelse fra kristendommen og af al magt kæmper for at lade samfundsfriheden være et spejl af kristendommens frihedsforståelse.
At kæmpe politisk og lovgivningsmæssigt for ”åndsfrihed” i samfundet kan ikke være en samfundsmæssig eller statslig ligegyldighed, statslig laissez-faire eller åndelig tolerance over for enhver ånd, der vil vinde den afgørende magt i samfundet. For der findes ufrie samfundsånder, som staten skal bruge sine magtmidler på at modarbejde og bekæmpe, hvis staten og samfundet – og borgeren! – skal bevare friheden.
Statsmagt og ånd
Magt og ånd er ikke i enhver henseende en modsætning. Statsmagt er ikke i enhver henseende en modsætning til åndsfrihed; tværtimod! For åndsfrihedens skyld skal staten stå til tjeneste for den frie ånd, kristendommen, og ikke for enhver vilkårlig ånd. Derfor kan en stat ikke være u-åndelig! Frankrig u-åndelige sekularitet (verdslighed) gennem mere end to hundrede år er godt på vej til at betyde Frankrigs undergang, fordi Frankrig i sin forfatning har åbnet op for alle ånders ligeværd; og derfor også har åbnet for islamiseringen.
Staten skal ikke melde sig ud af kampen for åndsfriheden ved at erklære sig sekulær og åndeligt eller religiøst indifferent. Staten skal ikke give ufrihedens ånder frit spil, og ofre sine borgere i dette åndelige spil. Vi lever på jorden og ikke i Himlen; og her på jorden spiller statslig magt en afgørende rolle i det åndelige spil om menneskers frihed.
Staten skal derfor vælge den frie samfundsånd, og sætte hele sin statsmagt ind i tjenesten for denne frie ånd. Og denne frie ånd er kun ét sted: i kristendommen. Dette forstod vore Grundlovsfædre, der i Grundlovens § 4 siger, at staten skal understøtte den evangelisk-lutherske trosbekendelse. I denne bekendelse læres om frihedens ånd – og om frihedens Gud. Har vi mon lært islams gud, nazismens gud, socialismens eller kommunismens guder at kende som frihedens guder, der satte sine tilhængere og samfund i frihed?
Politisk sekularitet er kraftløs og tandløs over for islamiseringen
I kampen mod islam og islamisering af vort samfund er statens erklærede sekularitet slet ikke noget våben. Den samfundsmæssige bekendelse til sekulariteten er tværtimod en total afvæbning af modstanden mod islam. For sekulariteten tolererer og finder sig i en hvilken som helst ufri ånd, der kalder sig religion eller ideologi.
Som et frit samfund skal vi derfor ikke forkynde, oplære og undervise i sekularitet, demokratiske værdier, demokratisk livssyn og demokratisk adfærd og demokratiske holdninger. Disse værdier er i sig selv slet ikke bæredygtige som frihedsfundamentet under vort samfund. De krakelerer over for enhver ufri samfundsånd, der overtager dem og udnytter dem.
Vist så er sekularitet og demokrati en afledt og gavnlig samfundsmæssig konsekvens af kristendommens frihedsforståelse. Men at gøre denne afledte konsekvens til kernen er en fatal misvisning og fejlkurs i forhold til den egentlige kerne i al frihed: kristendommen. Det er den, der skal forkyndes og oplæres i i Danmark.
De såkaldte ”demokratiske værdier” og menneskerettighederne og lovprisningen af dem udgør – alene og i sig selv! – ikke noget værn mod islamiseringen og den ufrie samfundsånd, når vi gør de demokratiske værdier og menneskerettighederne til vor basale tro. Demokrati-tro er en fejlkurs, der flytter vor fokus bort fra det egentlige. Det er kristendommen og ikke demokratiet eller sekulariteten, der er vort kampmiddel og vort politiske redskab.
De demokratiske værdier er derimod et frygteligt redskab for islamiseringens ufrie ånd. Gennem de demokratiske værdier kan islamiseringen vinde den totale dominans over statsmagten og samfundet. Demokrati er kun en statslig indretning og styreform, hvor hver borger får en stemme på valgdagen. Demokrati og såkaldte demokratiske værdier er ikke noget livssyn eller nogen religion, og skal heller ikke gøres til noget sådant. Islams indtrængen i Europa er netop beviset på, at vi er blevet fældet og har lidt nederlag i denne vores tro på demokratiet og menneskerettighederne, og derfor har ladet islamiseringens ufrie ånd skylle ind over vore samfund. Over for islamiseringen kommer friheden i vore samfund ikke, fordi vi siger: Først demokrati, og dernæst alle mulige ånder. Men friheden kommer af at sige: Kristendom først, og dernæst demokrati.
Kristendommen er fundamentet – og kampmidlet
Friheden i vort demokrati er et spejlbillede af vores religion, af den kristendom, der giver os frihedsforståelsen. Nemlig et spejlbillede på den måde, at sådan som kristendommens Gud stiller hvert enkelt menneske frit i dets tro og forhold til Gud, sådan stiller det frie demokratiske samfund også hver enkelt borger frit i hans valg af (politisk og religiøs) holdning til, hvad samfundet er og skal være. At den danske vælger står frit og alene i vælgerboksen på valgdagen udspringer af, at vi ud fra kristendommens frihed ved, at det enkelte menneske står frit og alene over for Gud. Kristendommen er grundlaget for demokratiet. Derfor tillader det frie danske samfund, at en borger må kritisere Gud og Kristus og enhver anden gud. Men nu er vi ude i det samfund, hvor ingen må kritisere Muhammed. Er det fundamentalisme at bekæmpe det?
Det kan være meget godt og gavnligt, at vi lærer alle vore skolebørn og alle fremmede indvandrere om den demokratiske samfundsindretning. Men det er derimod livsnødvendigt, at vi lærer dem om kristendommen, som er frihedsforståelsens og det frie demokratis grundlag.
Kaster vi kristendommen bort, eller sætter vi ikke kristendommen ind forrest i kampen, fordi vi tror, at vi har nok i de ”demokratiske værdier” og det ”demokratiske livssyn”, så bliver konsekvensen, at Danmarks befolkning glemmer og bliver uvidende om, hvor frihedsånden kommer fra, og hvordan frihedsånden skal fastholdes. Friheden i samfundet bevares netop ikke ved at tro på demokratiets egen iboende ret; for ifølge den har enhver ufri samfundsånd den demokratiske ret til at erobre det danske samfund. Demokratiet, de demokratiske værdier og menneskerettighederne er blevet frygtelige redskaber i islams hånd.
Den absolutte, vedholdende, politisk uindskrænkede og gennemførte relativitet i samfundets åndelige fænomener kan ikke sikre åndsfriheden i et samfund. Åndelig relativitet er en vildvej for et samfund. Et åndeligt frit samfund må lede sine borgere i retning af friheden; den ene og bestemte retning. De fleste af os kender nok Voltaire´s ord: “Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem.” Men disse ord blev sagt i et kristent samfund; disse ord havde det kristne samfund som forudsætning. Ville disse ord have samme samfundsmæssige gyldighed som åndsfrihedens rettesnor i et islamisk, kommunistisk eller nazistisk samfund?
Misforståelse af betydningen af autoritet
Al frihed hviler på en autoritet. Intet menneske og intet samfund kan finde og vinde friheden uden at gå ind under en autoritet. Det er en vildfarelse at tro, at frihed i enhver forstand er den absolutte modsætning til autoritet og magt. Det er netop denne vildfarelse, der på både det personlige og det samfundsmæssige plan har gjort moderne mennesker, og især vore unge, og det meste af det politiske univers og hele samfund i Danmark og Europa totalt rodløse, forvirrede, tvivlende, angstfyldte, søgende og uden ståsted; ja, man har gjort tvivl, usikkerhed, relativisme til en dyd.
De faste og sikre kristne standpunkter har man kaldt ”fundamentalisme, fanatisme, fordomsfuldhed, religionsfanatisme.” Den forståelse er for længst forsvundet, at et samfund for sin friheds skyld og for borgernes frihed må underordne sig en åndsautoritet; en ånd, der er fri, men stadig en autoritet, dvs. kristendommen. Den religion, der som den eneste både samler og adskiller frihed og autoritet. Ingen kan gå ind under kristendommens autoritet uden at blive fri; og ingen kan blive fri uden at gå ind under kristendommens autoritet. Dette gælder både menneske og samfund.
Ganske ofte slynger politikere, journalister og samfundsdebattører dette ord ”fundamentalistisk” ud i luften, når talen er om kristendommens rolle i det danske samfund og om modsvaret til Danmarks islamisering. Brugen af dette ord viser, at man slet ikke forstår, at man overhovedet ikke kan tale om frihed i et samfund uden at tale religiøst. Man vil gerne have frihed, men man vil ikke særligt gerne have kristendom. Og slet ikke en kristendom, som staten, det frie kristne danske samfund, gør sig til bannerfører for.
Sand politisk konservatisme betyder – hvis den da vil fremme den åndelige frihed – at den skal forsage den åndelige relativisme og gå ind under en myndighed, en magt, der pålægger samfundet – med lovbud og lov-forbud – at bevare noget konservativt og uforanderligt. I det helt grundlæggende indeholder konservatisme den størst mulige afstandtagen fra og modstand mod den nihilistiske og indholdsopløsende relativisering af de afgørende åndelige grundforhold og deres betydning for samfundet og samfundsfriheden. Samfundsfriheden og den åndelige frihed gør ikke alting mulige.
Derfor er det en tankeløshed og en total misforståelse af forsvaret for åndsfriheden og kristendommen i det danske samfund, når Pierre Collignon i sin Berlingske-leder siger: ”Vi skal ikke gøre kristendommen til et politisk kampmiddel.” Og: ”Vi skal ikke være naive over for udfordringen fra fundamentalistisk islam, men vi skal heller ikke kopiere fundamentalisternes egen lovtænkning i vores reaktioner.” Som om man skulle blive ”fundamentalistisk” i politisk og samfundsmæssig forstand, når man siger, at der virkelig er en frihedsforståelse, en frihedslære – en helt bestemt frihedsforkyndelse! – der skal have den dominerende rolle i dette land – af hensyn til åndsfriheden. Og at vi bestyrker og understøtter denne frihedsforkyndelse lovmæssigt med både påbud og forbud. Men dette er altså, hvad Berlingske på lederplads har at sige om ”kristendommens afgørende rolle i det danske samfund.” Hvor DF i sit antiislamiseringsudspil ser kristendommens rolle i kampen mod islamiseringen, dér ser Berlingske fundamentalisme. Hvor DF ønsker åndelig kamp, dér ønsker Berlingske åndelig pacifisme.
Holger Danskes ånd
Med islamiseringen af Danmark står vi virkelig i den Holger Danske-kamp, hvor vi skal ”fægte med åben pande for, hvad vi for alvor tror.” Som frygtløse og frimodige riddere med det hvide kors på den røde dug.
(Artiklen er blevet afvist i flere medier – ikke mindst Berlingske)