NewSpeek

SOMETHING IS ROTTEN IN THE STATE OF DENMARK

dybbøl
Del artiklen her:

Af Torben S. Hansen, historiker.

John Mogensens sang ”Der er noget galt i Danmark…” har vist sig at være profetisk. Om end på en noget anden måde, end Mogensen forestillede sig. 

Det, der er “galt” ved årsskiftet 2019-2020, er en globalisme-ideologi i EU-toppen og i alt for mange danske politiker- og journalisthoveder. De mangler kendskab til og forståelse for konsekvenserne af den mangeårige folkevandring fra afrikanske og vestasiatiske stater.
   Hvad værre er: Magthavere og meningsdannere – danske såvel som udenlandske – blokerer og forbyder oplysning om dels immigranters kriminalitet og terror, dels den målbevidste udskiftning af Europas oprindelige befolkninger med millioner af “flygtninge” (læs: velfærdsmigranter, som for langt de flestes vedkommende kommer for at modtage livslang forsørgelse). Målsætningen er blevet systematisk fortiet lige siden Barcelona-erklæringen i 1995 om “partnerskab” mellem Europa og stærkt overbefolkede stater i Nordafrika og Vestasien.

I de sidste 25 år er strømmen over Middelhavet af ukvalificerede mennesker taget til, og de to Marrakech-erklæringer indvarsler en mennesketsunami ind over europæerne. I 2018 blev Global Compact-teksterne underskrevet af daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen. Pakket ind i honning om, at erklæringerne ingen betydning får. Men af et lækket papir fra EU-kommissionens juridiske afdeling fremgår det, at de er gældende for underskrivernes lande, hvor millioner af afrikanere og arabere skal anbringes. Den dag, det store flertal af Europas borgere finder ud af, hvad Marrakech-planen går ud på, bryder ragnarok løs. Derfor bliver denne vanvittige aftale – agreement – fra FN og EU fortiet eller tilsløret. 

Røgsløret iværksættes med trusler om snarlige klimakatastrofer og den russiske bjørn.   EU-kommissærerne og FN-lederne tilbyder sig som vejledere, der kan og vil indgå i en verdensomspændende regering – hvor de bekvemt ikke skal stå til regnskab over for vælgerne.
Den globale politik vil erstatte suveræne staters nationale politik i fagre nye verden, hvor grænser bliver fjernet og demokratiet afskaffet. Hillary Clinton er ét eksempel på en fanatisk globalist, og en anden sværvægter i eksperimentet er multimilliardæren George Soros. Han finansierer Open Society Foundation, som er et netværk, der ønsker no borders – no nations. I Europa iler unge aktivister rundt og skriver dette motto på mure og plankeværker. Motivet er kravet om evig fred og en himmelsk konfliktløs tilstand – styret i henhold til menneskerettighedskonventioner.

At opløse nationalstaterne hører med til at være comme il faut i ’det gode selskab’. Denne globale målsætning er kernen i bestræbelsen på at tilsidesætte national lovgivning, og den blev indirekte udtrykt af Morten Kjærum, direktør i Det Danske Center for Menneskerettigheder, i B.T.  d. 17. jan. 2000: “Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste.… Man er dansker, hvis man har dansk statsborgerskab. Det kan man ikke begynde at gradbøje.” Med det udsagn gøres nationer irrelevante.

Marianne Jelved, MF, Radikale Venstre, gentog i JP d. 8. august 2004: ”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer.”

Disse udtalelser skjuler opskriften på den befolkningsudskiftning, som længe har været i gang, men hvis konsekvens kun få har fantasi til at forestille sig. Løs tale om ’stramninger’ hindrer ikke, at konventionerne stadig vil blive respekteret, og velfærdsimmigranter stadig får lov til at flytte til Danmark.

Det er vigtigt at forstå, at højre-venstre opdelingen ikke mere er dækkende for en beskrivelse af det politiske landskab. I dag er modsætningen mellem “højre og venstre” blevet afløst af en opgør mellem universalister – med en globalistisk målsætning – og suverænister, som vil bevare de selvstændige nationalstater. Desværre står det tilsyneladende ikke klart for et stort antal danskere, hvad der er op og ned i denne konfrontation. Så ville de stemme anderledes.

I et halvt århundrede har de hørt om “Fællesmarkedet” – altså positive fænomener som eksport og indtjening. Men EU handler ikke kun om økonomi. Ved Rom-traktatens vedtagelse i 1957 blev det udtrykkeligt fastslået, at målet er en stedse snævrere union. Ganske vist stemte danskerne i 1992 NEJ til Maastricht-traktaten, der markerede en udvidelse af EU-institutionernes beføjelser.
Det var nytteløst, og den konservative statsminister Poul Schlüter proklamerede, at “unionen er stendød”. Han meddelte også, at den katastrofale udlændingelov fra 1983 var en uskadelig bagatel. EU-modstanden – i både Danmark og andre medlemslande – blev fejet til side, og forræderiske politikere og bureaukrater åbnede grænserne for migranter med en helt anden kulturbaggrund og et helt andet syn på kvinder, ligestilling og demokrati.
Den dag i dag undlader politikere og medier at oplyse lyttere og læsere om, at Danmark og andre europæiske nationalstater er underlagt dødsensfarlige magthavere – EU’s dommere og kommissærer. Deres tilhængere kvidrer løs med floskler om “fællesskab” og “samarbejde”, imens de frejdigt påstår, at EF/EU har sikret freden i Europa.

Halli-hallå -og lige et øjeblik: Er europæerne da krigsgale? Har bureaukraterne i Bruxelles hindret krig mellem nationalstater? Betyder patriotisme – altså national loyalitet – had og voldsanvendelse mod andre lande? Svaret på samtlige spørgsmål er nej, men ikke desto mindre, at det hvad paven, FN og EU-kommissærerne vil bilde os ind – og i København en stribe “kunstnere”.  Det hævdes, at den ikke-kunstneriske befolkning vender ryggen til resten af verden og praktiserer racisme mod nødstedte “kulturberigere”, som havde det uheld at havne i Pia Kjærsgaards racistiske Danmark.
Den 6. august 2002 berigede kunstnergruppen Superflex således hovedstaden med orangefarvede plakater prydet med følgende tekst: “Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes“. Budskabets afsender er åbenbart ikke dansk, og ytrer sig på engelsk, men ønsker alligevel at blive beskyttet i Danmark af “udlændinge”.

Et blik på tiden efter 2. Verdenskrigs afslutning viser, at påstanden om krigeriske europæere er usand. Det stik modsatte er tilfældet. Det var imperialismen og det totalitære vanvid i verdenskrigen, som tvang europæerne til at organisere væbnet modstand. Kampen mod nazisternes barbariske massakrer og krigsforherligelse var et forsvar – totalt afhængigt af det demokratiske arsenal i USA. Hitler-Tyskland blev bekæmpet af patrioter, som gav deres liv for fædrelandet. Også tyskere forsøgte – forgæves – at bevare deres land og fjerne nazismen.

Hvem ønskede krig efter 1945 i den frie del af Europa? Var der episoder eller alvorlig uenighed, som kunne medføre endnu en katastrofe? Det var ikke tilfældet – bortset fra Titos omfattende massakrer på politiske modstandere i Jugoslavien og kommunistisk aggression i Grækenland og Spanien. Men de to sidstnævnte angreb blev standset i løbet af 1950’erne, og under ’Den kolde krig’ stivnede fronten mellem Sovjetunionen og NATO for Europas vedkommende.

I Frankrig, Tyskland, Danmark – og især Sverige – har der hersket orden og fred i flere generationer. Det er som bekendt slut nu, hvor mellemøstlige klanstrukturer, der udsender kaoskraft, bliver importeret til før så fredelige lande.

Globalisterne har åbnet portene for en indvandring, der kan blive de europæiske folks og den europæiske civilisations endeligt. Hvis ikke Danmark følger England ud af EU så hurtigt som muligt. 

Del artiklen her:
Exit mobile version