Af Jens Ellekær.
I la Marseillaise har Frankrig en usædvanlig krigerisk nationalsang. Den 14. juli – Frankrigs nationaldag, der er indstiftet til minde om stormen på Bastillen, en voldelig begivenhed, der indledte en ekstrem voldelig revolution – bliver den sunget særlig meget. Lyt til den på Youtube i Mireille Mathieus fortolkning. Her er maser af rullende r’er, harme og aggression.
I en dansk gendigtning på dansk Wikipedia (desværre uden angivelse af oversætter) lyder første strofe således:
Af sted, fædrelandets børn
Hædersdagen er oprundet!
Vi står over for tyranniet,
Den blodige fane er løftet!
Den blodige fane er løftet!
Hører I henover landet
De grusomme soldaters brøl?
De kommer lige i armene på jer
For at skære halsen over på jeres sønner, jeres hustruer.
Grib til våben borgere!
Opstil jeres bataljoner!
Lad os marchere, lad os marchere!
Så det urene blod
Må væde vore furer!
Og mens vi er i gang, så lad os lige snuppe de to første linier af tredje strofe:
Skal kohorterne af fremmede
Bestemme loven i vort hjem?
I dag myrdes franske lærere
I dag myrdes franske lærere i Frankrigs gader i et angreb på fransk (europæisk) oplysning og ytringsret, og i franske kirker myrdes præster og ældre damer i et angreb på fransk (kristen) kultur. Hvad gør franskmændene? De synger om at gribe til våben mod truslen fra det urene blod.
Kraftig stigning i organiseret og stadig mere voldelig kriminalitet
Tyskland har netop oplevet et nyt dødeligt angreb på tilfældige borgere. Det sker samtidig med at Tyskland som flere andre europæiske lande – blandt andre vort gode naboland Sverige – står over for en kraftig stigning i organiseret og stadig mere voldelig kriminalitet, der truer med at udmanøvrere de respektive ordensmagter.
Den importerede kriminalitet suppleres med tilrejsende statsansatte mordere, som eliminerer politisk utilpassede personer i de tyske parker. Og hvad gør tyskerne? De synger om … Nej, det gør de så ikke, for det er blevet dem forment at synge Das Lied der Deutschen (eller i hvert fald de to første strofer).
Første strofe hylder ønsket om en samling af den tyske nation i sin daværende udstrækning, og anden strofe hylder tysk troskab, tyske kvinder, tysk vin og tysk sang (musik), som, det vil sige musikken, tyskerne har begavet den europæiske kultur mere med end nogen anden nation.
Men en sådan sanglig hyldest kan man åbenbart ikke tillade sig i dag. I stedet ønsker Tyskland at købe gas af misdæderen bag statsmorderne. Tyske politikere står på nakken af hinanden for at erklære, at en totalt fremmed samfunds- og værdiopfattelse ”er en del af Tyskland”, og kun ”ekstremister” afviger fra konsensus om, at ”wir schaffen das”.
Hvad synger vi om heroppe mod nord?
Men hvad synger vi så om heroppe mod nord? I Sverige, hvor konsensus hidtil har været, at de problemer, pæne mennesker ikke taler om, eksisterer ikke – og i Danmark, der hidtil har kunnet fremstå som et ekstraordinært arkipelag i den europæiske periferi, hvor ytringsretten overvinder såvel den påtvungne som den selvpålagte meningscensur?
Jo, vi synger om den fortid, som vi i ro og mag kan læne os tilbage på. Det gør svenskerne i Du gamla. Du fria.: ”Du tronar på minnen från fornstora da’r,/då ärat Ditt namn flög över jorden.”
I Danmark er vi qua digteren bag nationalhymnen noget mere romantiske: ”Der sad i fordums tid/de harniskklædte kæmper/udhvilede fra strid./Så drog de frem til fjenders mén” – men så skynder vi os også med at få kæmperne bragt af vejen, så de ikke fremstår som forpligtende gestalter: ”nu hvile deres bene/bag højens bautasten.”
Ikke noget her med Bjarkemål, bjørneblod og bersærkergang, som kunne forpllgte nutidens unge mænd og kvinder til at hævde nationen.
Ach Europa
Ach Europa, som Hans Magnus Enzensberger udbrød i en essaytitel, hvorfor kan du ikke fastholde din integritet? Hvorfor kan du ikke fremvise stolthed over de enorme landvindinger, du har frembragt inden for videnskab og kultur, over den mere end tretusindårige kultur, som du baserer dig på? Over oplysningen og udviklingen i politik og velstand? Og over de kampe, du har ført mod dine indre dæmoner, og som du indtil nu i det lange løb har vundet.
Europa, det er på tide, at du rejser dig. På et eller andet tidspunkt må der komme en generation af europæere, der ikke fremstår som en undskyldning for sig selv og for den civilisation og den kultur, som den er rundet af, og som synger:
Marchons, marchons!/Qu’un sang impur/Abreuve nos sillons!
(Lad os marchere, lad os marchere!/Så det urene blod/Må væde vore furer!)