Af Ib Klavsen.
Her følger en analyse af videoen “Brad Paisley at the White House”, der blev optaget den 4. august 2009 og derpå lagt ud på Det Hvide Hus’ hjemmeside.
Brad Paisley er en af de største stjerner inden for country-musikken i dag, og han har været et stort navn i to årtier.
MÅLPUBLIKUM
Målpublikum: Hvis Obama var afro-amerikaner, ville det så ikke være mere oplagt at offentliggøre en sort rap-kunstners optræden?
Svaret er nej, for Obama kunne tage støtte fra USA’s afroamerikanske vælgere stort set for givet, især i 2009.
Derimod fandt en stor gruppe af hvide sydstatsvælgere det nemt at styre deres begejstring, så de udgjorde gruppe, som behøvede at føle sig bedre tilpas med den nye amerikanske præsident.
Mange fra denne gruppe kan godt lide country-musik, der kommunikerer ved at fortælle historier. En historie er den uden sammenligning mest effektfulde måde til at formidle noget vigtigt. Det bedste eksempel på dette er “evangeliet, Guds kraft til frelse for enhver som tror”.
SUCCESFULDE HISTORIEFORTÆLLERE
Beboeren i Det Hvide Hus i sommeren 2009 var i særligt høj grad klar over dette:
“Når jeg tænker på, hvad vi har gjort godt og hvad vi har gjort mindre godt. Fejlen i min første valgperiode, i et par år, var at tro, at arbejdet udelukkende bestod i at finde den rigtige politik. Og det er vigtigt. Men det ligger i dette embedes natur at det også skal fortælle en historie til det amerikanske folk, der giver dem en fornemmelse af enhed og formål og optimisme, især under svære tider.”
Note 1
Som en kommentator formulerede det:
“Jeg er overrasket over, at Obama gav denne ekstraordinære indrømmelse helt offentligt. Det er usædvanligt for en præsident at være så ærlig om de krav, som hans arbejde indebærer.
En amerikansk kejser er villig til at stå nøgen offentligt og fortælle sine hjernevaskede undersåtter:“Dette er hvem og hvad jeg er. Jeg er en historiefortæller. I er børnene. Og sådan er det bare. Tro på mine historier, så vil statens almægtige maskineri give dig prædikatet normal og med sund sans.
Men hvis du udtrykker den mindste tvivl om mine historier, vil du blive stemplet som konspirationsteoretiker og udstødt af vores politiske samfund.”
Note 2
Så præsidenten og countrysangeren har mere til fælles, end man måske umiddelbart ville tro. De er begge historiefortællere.
HVEM SKREV OBAMAS SELVBIOGRAFI?
Obama udgav sin selvbiografi Dreams from My Father i den fremskredne alder af 34. Det var tolv år før, han blev præsidentkandidat, så der kunne udøves stærk kontrol over hans historiefortælling.
Det har været et vedholdende rygte, at Bill Ayers – den tidligere leder af Weather Underground, som var den amerikanske udgave af Bader-Meinhof gruppen – faktisk skrev selvbiografien. Under alle omstændigheder er det klart, at promovering af den rette fortælling var af største vigtighed for Obama.
Joel Gilberts Dreams from my Real Father kunne slet ikke konkurrere med den allerede vel effektuerede fortælling.
’FØDT I EN KRYBBE’
I videoen er den første linje, som Brad Paisley synger “Born in a manger (født i en krybbe)”, en lille bid optaget under et seminar, som han gav i Det Hvide Hus sammen med Allison Krauss før koncerten.
Disse to observationer kombineret giver Paisley status som kristen, hvilket er enormt vigtigt for det valgte målpublikum, som man søger at påvirke. Desuden fortæller det hans kristne publikum, at selv om Obama ikke har en fødselsattest, så var Jesus’ fødsel også omfattet af kontroversielle omstændigheder, så “alle jer med fødselsattest spørgsmål – birthers – kan bare klappe i”.
“Born in a manger” er ikke beregnet til at udgøre et vægtigt argument, men den er helt klart beregnet til påvirkning af opfattelse. “Gud velsigne jer alle,” ved afslutningen er også en vigtig brik i puslespillet, der skaber et billede af Obama. Han er muligvis ikke så gudløs, som du tror!
OBAMAS FØDSELSATTEST AFSLØRET SOM FORFALSKNING
Da Obamas fødselsattest blev lagt ud på Det Hvide Hus’ hjemmeside onsdag d. 27. april 2011, blev dokumentet hurtigt afsløret som en photoshop-forfalskning.
Natten til mandag d. 2. maj blev Osama Bin Laden rapporteret henrettet i Pakistan og begravet til søs. Obamas fødselsattest problem blev begravet med den døde person.
BRAD PAISLEYS GLANS SMITTER AF PÅ PRÆSIDENTEN
Brad Paisley beretter, at han på valgnatten i november 2008 så verden “vende på en femøre”, et historisk vendepunkt. Han priser værten i generelle træk – Obama vil være den første præsident, som hans to små børn vil huske – men han forbereder desuden publikum til at se Præsident Obama som legemliggørelsen af den fremtid, som hans sang vil byde velkommen.
En virkeligt kraftfuld metode til at udøve psykologisk påvirkning er, at gå ind i en persons erindringer. Det gælder hvad enten erindringen er virkelig eller en forestilling, som for eksempel “jeg husker da jeg stod i kø i Kroger for at spille Pacman”, en almindelig oplevelse for dem, som var børn i 1981.
Paisley er født i 1972 og skaber således et stærk psykologisk bånd. Nu har han Pacman spillet på sin iPhone. Dette er product placement lige ud af Edward Bernays’ lærebog. Det er karakteristisk for amerikanere at kommunikere ved hjælp af navne på varemærker. Hans henvisning i sangen til at måtte udholde en otte timers køretur i bil (uden en iPhone) finder lignende samklang med mange amerikaneres minder. I et land af USA’s størrelse er afstandene store, og forekommer endnu længere for børn. Musikkens mixolydiske modalitet forstærker oplevelse af følelsesmæssig spænding og længsel.
Brad Paisleys bedstefar meldte sig til militærtjeneste og kæmpede i Anden Verdenskrig. Udført militærtjeneste er af enorm vigtighed for det publikum, som Det Hvide Hus ønsker at nå: Konservative hvide amerikanere, som ikke stemte for Obama og ikke kan lide ham. Når man ser tilbage, forekommer det nærmest komisk, at den person, der modtog Nobels Fredspris i 2009, får Donald Trump til at ligne en mild pacifist. Obama fik USA involveret i syv illegale krige til afsættelse og udskiftning af lovligt og demokratisk valgte regeringer, to af hvilke stadig udkæmpes i Ukraine og Syrien.
Når en hvid country-stjerne med den rette baggrund vil optræde for Obama, så vil Brad Paisleys glans smitte af på præsidenten. Dette ligger i forlængelse af, hvad Edward Bernays gjorde for at forbedre Præsident Calvin Coolidges offentlige ry i 1924 ved at invitere berømte skuespillere og skuespillerinder til Det Hvide Hus. Folk tænkte, at “hvis Al Jolson kan lide præsidenten, er han ikke så sløv og kedelig som vi tror”.
Paisleys introduktion forbinder hans bedstefars oplevelser under krigen imod japanerne i Filippinerne med hans egen oplevelse af at have en kontakt med Japan. Via en kontrakt med det japanske pladeselskab Sony Music og en turne i Japan to gange, et land hvor han nu har så mange venner. Hver dag er en revolution, som han synger.
Når Brad Paisley begynder at synge, ser vi ham med den store og prominente figur af George Washington i baggrunden. Denne grundlæggende personlighed præsiderer åndeligt over begivenheden, og det underforstås, at han billiger og godkender sin fjerne efterfølger, der nu bebor Det Hvide Hus i udførelse af præsidentembedet. George Washington var også frimurer af 33. grad, lige som Brad Paisleys far, og Paisley selv er også en meget aktiv frimurer og Shriner.
Hvorvidt dette er vigtigt er op til læseren at bedømme, men fakta er, hvad de er, og står tydeligt anført i Brad Paisleys Wikipedia-artikel.
Paisley fortæller også historien om hans sorte skolekammerat, en running back på skolens fodboldhold, der oplevede at “de” brændte et kors foran hans hus.
Den smertelige udvikling fra a woman on a bus to a man with a dream (en kvinde på en bus til en mand med en drøm) opsummerer Amerikas pinefulde oplevelse med racerelationer, og den har nu kulmineret i den første sorte præsident i Det Hvide Hus. Velkommen til fremtiden betyder derfor ‘velkommen til den mand, som er fremtiden, en politisk frelser og fredsfyrste.
Præsidenten er billedets centrale fokus adskillige gange – med hagen værdigt løftet og en af gangene med et alvorligt udtryk i ansigtet – med personen kendt som Mrs. Obama ved siden af ham.
Budskabet er, at en populær country-stjerne fra Franklin, Tennessee, respekterer præsidenten i Det Hvide Hus. Selv de, som ikke stemte for Obama, bør derfor ære ham som præsident og bare acceptere, at de ikke har ret til at vide andet om hans mystiske fortid, end han selv fortæller. Musikken kan måske endda gøre dem tilfredse med den fremtid de bydes velkommen i.
Summa summarum: Hele videoen er ekstremt professionelt produceret, både som musikvideo og propagandaindslag.
Note 1:
Statement made by Obama, quoted from an interview with Charlie Rose on 12 July 2012, http://disquietreservations.blogspot.com/2012/07/master-narrator-obama-nature-of-this.html
Note 2:
Saman Mohammadi, 16 July 2012; http://disquietreservations.blogspot.com/