NewSpeek

RACISMERASERIET

parade
Del artiklen her:

Af Bent Jensen

Hvide racister

De to ord ”racisme” og ”racist” udslynges hele tiden på amerikansk TV. Den forenede elite i medier, kultur og politik har racisme på hjernen. ”Racisterne” og i det hele taget de skyldige i alt ondt er de hvide, især ældre hvide mænd. Omvendt er især sorte kvinder uskyldige og sandfærdige ofre. Det er i øvrigt ynkeligt at se nogle ældre hvide overgå hinanden i selvfornedrelse, når racismegryden bringes i kog.

En hvid demokratisk senator og præsidentkandidat, Elisabeth Warren med lyst hår og blå øjne, påstår, at hun er indianer. Ligesom den sorte nationalist og politiker, Maxine Waters, og den øvrige elite bor hun dog i et overvældende hvidt velhaverområde – ikke i et indianerreservat.

Heldigvis er der mange fornuftige ikke-hvide, som ikke hopper på racisme-vognen.

Universitetsidiotien

Tucker Carlson har et forrygende kapitel i Ship of Fools om den idioti, der fra universiteterne og de professionelle racisters side truer det amerikanske samfunds sammenhængskraft. Der er alt for mange dårligt uddannede og forkælede mennesker, der har fundet en nem levevej ved at udråbe sig selv som ofre for diskrimination.

Racismeraseriet nåede et foreløbigt højdepunkt efter valget af Trump. Bl.a. følgende ting blev omtalt som udtryk for hvid racisme: Mælk, Shakespeare, engelsk grammatik, forfatningen, Coca-Cola, Bibelen.

Et medlem af Trumps regering, der udtalte, at kvalifikationer var vigtigere end mangfoldighed ved ansættelser, blev angrebet af TV-stationen CNN. Han forsikrede derpå offentligt, at han absolut ikke ansatte folk på grundlag af deres kvalifikationer…

Sort apartheid

For nogle år siden gik bestræbelserne i USA ud på at udjævne og ophæve raceskel, nu er tendensen den stik modsatte. Sorte studenter kræver oprettet områder på universiteterne, hvor heteroseksuelle hvide ikke må vise sig. Andre vil ikke undervises af hvide professorer. Nogle vil ikke engang tolerere, at hvide studerende spiser i samme kantine som sorte. På Harvard universitetet blev der i 2017 holdt en særlig afgangsceremoni for sorte kandidater.

Den ledende demokrat og meget hvide Nancy Pelosi har kritiseret myndighederne for at forsøge at finde ud af, hvor mange illegale indvandrere der egentlig er i USA. Det er ifølge Pelosi udtryk for ”racisme” og et forsøg på at ”gøre USA hvidt igen”.

(Hvide) mænd skal holde kæft

En kvindelig demokratisk senator erklærede under senatshøringerne om dommer Kavanaughs udnævnelse til Højesteret, hvor en række tvivlsomme kvinder fremsatte udokumenterede påstande om Kavanaughs angivelige seksuelle udskejelser (påstande, som alle var opdigtede), at ”vi skal tro på, hvad kvinder siger, og mænd skal bare holde kæft.”

Det demokratiske Partis 2016-program illustrerer racismeraseriet. LGBT (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) omtales positivt 19 gange, ”indianer” 38 gange, ”afrikansk/sort” 15 gange, ”mexicaner/latino/hispanic” 7 gange, ”transgender” syv gange (En demokratisk præsidentkandidat agiterer for tiden for, at retten til fri abort også gælder (mands)personer, der nu betragter sig som kvinder!), ”muslim” seks gange, ”asiatisk” fem gange. Kategorien ”hvid amerikaner” nævnes derimod kritisk fire gange. Det er bl.a. ”uacceptabelt”, at hvide tjener mere end andre. Det er ”uacceptabelt”, at sorte arresteres hyppigere end hvide. Det nævnes derimod ikke, at asiatere tjener mere og arresteres sjældnere end hvide.

Carlson advarer imod racismeraseriet og forudser, at hvide amerikanere også vil organisere sig og begynde at spille identitetskortet. Faktisk er den hvide arbejderklasses vilkår blevet alvorligt forringet gennem mange år. Som eneste gruppe er dens indkomst faldet, dens levealder gået ned, mens selvmordsraten er steget. Alligevel bliver dens medlemmer hele tiden af eliten udpeget som privilegerede undertrykkere.

Del artiklen her:
Exit mobile version