Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.
[Kåre Fog og jeg har haft denne artikel på POV, men skulle din vej ikke lige være faldet forbi platformen, har du mulighed for at læse teksten her på siden]
***
Skal vi le eller græde over den akademiske verden? Hvor sund fornuft og søgen efter sandheden sejles agterud, mens identitetspolitik strømmer ind i tusinder af ubefæstede sjæle.
Mon nogle stadig husker udtrykket ’den lange march gennem institutionerne’? Vendingen blev især anvendt af den tyske studenteroprører Rudi Dutschke. Han havde som langsigtet strategi, at revolutionært sindede mennesker skal få fodfæste i uddannelsesinstitutionerne og uddanne nye generationer af ligesindede. Der så selv går ind i samfundsbærende institutioner (skole, universitet, embedsværk, militær, kirke mv.) og fortsætter revolutionskursen.
Processen er på dansk grund på flere områder ved at være ført til ende, efter 68’erne kom til magten. Det gælder fx for DR. Og det gælder ikke mindst vores uddannelsessystem, der er blevet smadret igennem de seneste 50 år. Hvor vi tidligere havde en fremragende folkeskole med fokus på faglige kundskaber og et Akademia, der aftvang respekt, er folkeskolen i dag tynget af mindste fællesnævner og Akademia inficeret af postmodernisme. Og var det så bare Akademia, der led under galskaben, så fred være med Erasmus Montanuserne, men nej: Ideologien siver videre ud i samfundet og forvolder stor skade med sine fordrejninger.
Det var prologen – og her følger så vores karakteristik af postmodernismen med afsæt i en ny bog af Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): ”Cynical Theories. How Universities Made Everything about Race, Gender, and Identity – and Why This Harms Everybody”. Den omhandler postmodernisme, men (u)kært barn har mange navne: Poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m.
(…)
Læs resten af artiklen her