PESCO: ET HISTORISK SKRIDT MOD EUROPAHÆREN?

(Foto: EUs udenrigsminister, kommunisten Federica Mogherini, får nu en højteknologisk EU-hær under sig)

Udenrigsministre fra 23 lande har bekræftet et udvidet EU-samarbejde om militær i PESCO. Men hvad går EU’s militære samarbejde egentlig ud på?

Kommentar af Henrik Clausen

Efter at Storbritannien har meldt sig ud af EU, er vejen åbnet for at de tilbageværende lande kan arbejde mere effektivt for ”en stadig snævrere union”. At ensrette medlemslandenes udenrigs- og forsvarspolitik er et oplagt skridt i den retning. Det er værd at bemærke, at ’EU-udenrigsminister’ Federica Mogherini kalder PESCO-pagten ”Et historisk øjeblik for europæisk forsvar.”

Målet med et EU-militær

Men hvad er egentlig målet med det stadig snævrere militære samarbejde i EU? Ifølge EU selv handler det først og fremmest om at bruge flere penge til militær, at bruge pengene mere effektivt gennem fælles indkøb, at udvikle udstyr til EU’s militære operationer rundt om i verden, og at kunne udføre selv de vanskeligste opgaver. Målet er ultimativt at fremme en global verdensorden med faste regler og FN i centrum.

Der er nogle ting, EU’s militære samarbejde ikke omfatter. EU vil kun bruge militær magt udenfor egne grænser, så forsvar af EU’s ydre grænser er ikke omfattet af samarbejdet. Nedkæmpelse af islamiske militser, der måtte opstå indenfor EU’s grænser, er heller ikke en opgave for EU’s fælles forsvar. Dermed er EU’s militære samarbejde væsentligt forskelligt fra klassisk forsvars centrale opgave, sikring af nationalstatens ydre grænser og handelsflåde.

En globaliseret sikkerhedspolitik

I EU-sammenhæng er brug af militær en integreret og naturlig del af EU’s udenrigspolitik, eller som Carl von Clausewitz sagde: ”Krig er en forsættelse af politikken med inddragelse af andre midler”. Det kan, ifølge EU’s notat fra december 2014, omfatte politik om energisikkerhed, klima, konkurrencedygtighed og international terrorisme, og er meget passende underlagt ”Unionens Højtstående Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik” (i øjeblikket Federica Mogherini).

På linje med USA ser EU sig selv som en ’global aktør’, der skal være i stand til og villig til at indsætte militærmagt overalt i verden. Det er en uadskillelig del af EU’s udenrigspolitik, og militær indsats er ikke begrænset til egentlige krige: Global indsættelse af militære styrker er en del af EU’s bredt formulerede politik til håndtering af kriser, og det er et erklæret mål at være i stand til at løfte flere militære operationer samtidig. Deraf behovet for flere penge og udvikling af nyt udstyr.

EU’s globale sikkerhedsstrategi har også væsentlige omkostninger. Først og fremmest er det dyrt at indsætte militærstyrker i fjerne dele af verden, uden sikkerhed for at staterne i indsatsområdet bakker op om EU-troppernes tilstedeværelse. Forsyningslinjerne er lange og sårbare, og truslerne mangfoldige. Udsendte soldater skal være trænet til at håndtere enhver form for militær trussel, tåle problemer med klima, sygdomme og andre terræntyper, og kunne omgås fremmede folkeslag.

Ingen respekt for national suveræntitet

Et foruroligende aspekt af EU’s Omfattende Sikkerhedspolitik er, at der ikke angives klare grænser for, hvornår EU kan sætte militær ind rundt omkring i verden. Der er ikke nedskrevet respekt for andre landes suverænitet (som i klassiske Westfalske Principper). Faktisk skal EU-styrkerne være i stand til at arbejde i stater, der ikke kan eller vil støtte deres tilstedeværelse.

I stedet for at beskytte national suverænitet henviser EU til FN-regler. Her træder doktrinen ”Responsibility to Protect” ind som det moderne mål for, hvornår det er legitimt at gå i krig. Det har i praksis vist sig problematisk: Et af de bedst kendte eksempler på brug af princippet var angrebet på Libyen i 2011. Det førte til sammenbrud af Libyens stat og udløste en massiv flygtningestrøm til Europa, og dermed en forværring – ikke en forbedring – af Europas sikkerhed.

PESCO indfører ikke en EU-hær

PESCO-pagten er i sig selv ikke en indførelse af den EU-hær, EU-Kommisionen ønsker. En sådan hær ville være uden tilknytning til Unionens medlemsstater, og fratage nationalstaterne en vigtig del af deres funktion, at organisere sine borgere til forsvar af egne grænser og handelsinteresser. PESCO afløser ikke nationale hære og NATO-medlemsskab, det er blot endnu et instrument til koordination af EU’s militære indsats, og en forpligtelse til at bruge flere penge på dem.

Alligevel er PESCO et historisk skridt. Det er en konkret indførelse af et formaliseret, overstatsligt militært samarbejde i EU, og suppleres med etablering af et begrænset militært hovedkvarter for EU (MPCC). Det vil gøre det nemmere for EU at deltage i krige og konflikter rundt om i verden, i stil med missionerne i Somalia, Mali og den Centralafrikanske Republik. Og i Federica Mogherinis bemærkning om det historiske skridt ligger uden tvivl en forventning om, at EU vil styrke det fælles militær og i fremtiden blive en langt mere fremtrædende ’Global aktør’ i verdens konfliktområder.

Ingen risiko for Danmark

Danmark har som bekendt taget forbehold for EU’s forsvarssamarbejde, og er ikke med i PESCO. Det ville kræve en folkeafstemning at ændre dette. Og så længe EU ikke har vundet denne folkeafstemning, risikerer danske soldater ikke, at EU sender dem på mission til besværlige, tropiske byer som Bamako, Bangui eller Mogadishu.

 

Kilder:

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE10025024/23-eulande-gaar-med-i-udvidet-samarbejde-om-forsvar/

https://www.politico.eu/article/federica-mogherini-defense-hails-historic-eu-defense-pact-as-23-countries-sign-up/

http://www.consilium.europa.eu/media/31511/171113-pesco-notification.pdf

http://europa.eu/rapid/press-release_IP-17-1508_en.htm

http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-17107-2014-INIT/en/pdf

http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-6403-2017-INIT/en/pdf

https://en.wikipedia.org/wiki/Responsibility_to_protect

Comments

comments