Af Jens Ellekær.
I en kommentar 14. oktober [i Berlingske] beretter Mogens Lykketoft om sin prisværdige kamp for FN’s verdensmål og for klimaet. Jeg noterer mig til min glæde den optimistiske tone i kommentaren fra den nyudnævnte bestyrelsesformand for Energinet Danmark.
Jeg bemærker også fraværet af atomkraft som en mulig teknologi i Danmarks energiforsyning på kort eller mellemlang sigt. Lykketoft ønsker så at sige at dele sol og vind lige forstået således, at når solen ikke skinner, så blæser det forhåbentligt, således at Danmark vil være sikret ikke blot vedvarende, men også konstant energi.
Men jeg har ikke mindst hæftet mig ved overskriften for kommentaren: ”Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere.” Umiddelbart kunne man heraf udlede, at Danmark ville gøre klimaet og dermed verden en bjørnetjeneste, hvis vi indbød flere afrikanere – det være sig afro-afrikanere, arabere eller berbere – til vort lille land: Deres ”klimaaftryk” vil vokse med en faktor 17 i det øjeblik, de sætter fod på dansk jord.
Danmark og Tyskland er overbefolket i forhold til Afrika
Noget andet er, at Danmark er overbefolket i forhold til Afrika. Afrika har en befolkningstæthed på 37 per kvadratkilometer, Danmark har 130 – altså 3,5 gang så høj.
Betragter vi Tyskland, vil vi se en endnu mere markant forskel: Den tyske befolkningstæthed er 6,3 gange større end den afrikanske. Det er således absurd at mene, at Europa skulle tage imod befolkningsoverskuddet fra andre verdensdele. Man kunne endog mene, at folkeforskydningerne snarere burde gå den modsatte vej.
I det hele taget forekommer den udbredte bekymring for den danske befolknings demografiske udvikling mig at være forkert anbragt. Jo, på kort sigt er der selvfølgelig den evige bekymring for de offentlige budgetter: Hvem skal betale for velfærdssamfundets stadig stigende ressourceforbrug (idet vi jo netop relaterer velfærd – altså lykke og trivsel – til især ressourceforbrug)?
Men med vor befolkningsstørrelse og med den private og offentlige produktion, som skal til for at opretholde den ressourcekrævende del af denne befolknings velfærd, ødelægger vi vort eget habitat. Vi begrænser naturen omkring os; vi reducerer kraftigt mangfoldigheden i den fauna og flora, som omgav vore forfædre. Nogle vil mene at det er ligegyldigt, at vi for længst burde have lagt de rousseau’ske tanker bag os, at det moderne menneske hverken kan eller skal leve i pagt med naturen. Og når alt kommer til alt har ingen jo fundet grænsen for, hvor højt man kan stable mennesker i metropolernes beboelsessiloer.
Sådan genopretter vi vores smukke, unikke natur
Min personlige – og naturligvis dybt konservative – opfattelse er, at vi gennem en glidende reduktion af den danske befolkning til en størrelsesorden på 3-4 millioner vil have skabt grundlag for en genoprettelse af vores smukke, unikke natur og for det danske folks velfærd i begrebets mest omfattende betydning. Og vi vil – alt andet lige – have ydet verden en tjeneste ved at reducere danskernes samlede ”klimaaftryk”.