Af Jens Ellekær.
Birthe Bune Smiths kritik af artiklen APROPOS INTERNATIONAL SOLIDARITETSDAG FOR DET PALÆSTINENSISKE FOLK –
bl.a. ” fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning” – virker noget overdreven. Det er tilsyneladende begrebet Palæstina, der udæsker hende.
Palæstina betegner i dag det område der udgøres af Israel, Vestbredden, Gazastriben samt venstre del af Jordandalen. Romerne kaldte deres provins i området for Palæstina, men navnet rækker endnu længere tilbage. Da den region, der historisk betegnes Palæstina i et vist omfang er sammenfaldende med kong Davids rige, har begrebet opnået en særlig betydning i den kristne verden. Man kunne jo ikke betegne området som Israel, da det ville have været en henvisning til en stat, som ikke eksisterede i knap to årtusinder. Med opløsningen af Det Osmanniske Rige fik begrebet Palæstina på ny en særlig betydning: Begrebet anvendes i Balfourdeklarationen fra 1917, hvori den britiske regering erklærer at ville ”se med velvilje på” og ”fremme oprettelsen” af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.
Frem til Yasser Arafats udråbelse af en palæstinensisk stat i 1988 har der aldrig eksisteret en staten Palæstina, og i betragtning af forholdene i de såkaldte palæstinensiske selvtyreområder, kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved statsligheden. Staten Palæstina er p.t. anerkendt af 137 af FN’s medlemsstater.
Frem til 1988 har der i hvert fald ikke kunnet eksistere palæstinensiske statsborgere. Der er endvidere næppe noget som helst grundlag for at antage eksistensen af en palæstinensisk etnicitet. Begrebet ”palæstinenser” må derfor logisk betegne mennesker, der bor i regionen Palæstina – hvad enten de er jøder, arabere, muslimer eller kristne.
Smith hænger sig i, at artiklen ikke nævner, at Jordan som britisk mandat og frem til tre år efter selvstændigheden i 1946 hed Transjordanien. Denne kritik betragter jeg som en sofisme: De fleste har i dag glemt, at Jordan oprindeligt hed Transjordanien – altså landet på den anden side af Jordanfloden, hvilket landet i øvrigt atter er i dag.
Endelig er Smiths fremstilling af, at Jordan i 1948 erobrede Vestbredden ikke helt i overensstemmelse med det reelle forløb: Det område, som Jordan ved våbenstilstanden i 1949 efter den Arabisk-israelske Krig holdt besat, skulle i henhold til FN’s delingsplan have været en del af det arabiske Palæstina. Det lykkedes således blot for Jordan at fastholde arabisk territorium – ikke at erobre israelsk territorium.