Af Jette Anne-Marie Hansen, mag.art, forfatter.
[NewSpeek har fået tilladelse til at bringe nedenstående tekst tidligere bragt på Facebook. NewSpeek har indsat mellemrubrikker og afsnit for at lette læsningen på skærmen]
***
Jeg så for nylig denne dokumentarfilm om coronabedraget. Der bliver i begyndelsen klippet imellem en ældre jødisk herre, der holder foredrag om, hvordan det gik til, at jødeforfølgelserne blev installeret i Nazi-tyskland og det, vi har set i Danmark ske i forhold til mennesker, der ikke vil lade sig vaccinere med mRNA-vaccinen.
Nuvel.
Men tilbage til den ældre herre, der holdt foredrag om jødeforfølgelserne: Først blev der sat et skilt på en bænk et sted med mange bænke, hvor der stod, at på netop denne bænk måtte der ikke sidde jøder. … Og så voksede det ellers derfra til det, vi kender i dag som Holocaust.
Godt så, der var jo så mange bænke, man kunne sidde på, ikke sandt? Det var sikkert fristende for enhver jøde at sætte sig på en af de andre for at undgå ballade. Men det, som gik op for mig, var, at det er lige præcis her at slaget slås!
Accepterer man som jøde at sætte sig på en af de andre bænke eller ej? Det er nemt at sætte sig på en af de andre bænke. Men hvis man gør det, har man derved underkastet sig. Man ved jo godt, at man er blevet udsat for en krænkelse og en grænseoverskridelse.
Når man alligevel accepterer at sætte sig på en af de andre bænke, har man i virkeligheden åbnet sig for al den vold, som sidenhen kommer.
Hvad bør ske er, at hver eneste jøde insisterer på at sidde dér
Hvad bør ske, når der sættes et sådant skilt på en bænk, er, at hver eneste jøde insisterer på at sidde dér – og tage slaget med ordensmagten. Fordi kravet er ulovligt og illegitimt og fordi man ikke vil acceptere krænkelsen og overskridelsen af ens grænser. Ingen, der har accepteret at lade sig krænke og tilladt at deres grænser blev overskredet, kan i virkeligheden modsætte sig yderligere krænkelser og grænseoverskridelser. Det er jo den brutale sandhed i dette her.
Hvad gør vi ved os selv, når vi underkaster os åbenlyst irrationelle krav fra magten?
Det fik mig til at tænke på sygeplejerskerne henne på min tidligere arbejdsplads under coronaen. De blev beordret af deres ledelse til at gå med mundbind – når de stod op, men ikke når de sad ned. Og de gjorde det! Voksne, myndige kvinder.
Det absurde mundbind
Når de satte sig i frokoststuen for at spise tog de mundbindet af, hvis de rejste sig for at hente en kop kaffe tog de det på og tog det af igen, når de satte sig. I kid you not. Det er virkelig rigtigt. De gik hen ad gangen med deres mundbind på. Og gik ind på et af kontorerne for at holde møde, hvor de satte sig og tog mundbindet af imens. Hvorpå de rejste sig og tog det på igen.
Det er i virkeligheden en vold udøvet imod voksne og myndige mennesker. En stor ydmygelse af dem.
De forsvarede ikke desto mindre hele rationalet med stor intensitet, hvis man anfægtede det.
Den læge, jeg på tidspunktet arbejdede for som lægesekretær, rendte helt idiotisk rundt med BÅDE mundbind og en åndssvag skærm. SOM OM nogen af delene skulle forhindre virus i at kommer hverken ind i ham eller ud fra ham.
Jeg husker, at jeg en eftermiddag kom til at grine af ham og sagde, “du ved godt, ikke? at når du trækker luft ind kommer den ude fra rummet omkring dig og når du puster luft ud, kan det ikke undgå også at komme ud i rummet omkring dig. Og det gør de virus, der måtte være også, for de er jo meget mindre end hullerne i den maske du ånder igennem”.
Manden stod et øjeblik stiv som en saltstøtte. Så kom han til at grine højt.
Det næste var at han tog mundbindet af og beholdt den åndssvage skærm. Og det siger jo noget om mennesker.
Næste skridt er, at vi skal chippes
Ved vi, hvor meget vold vi i virkeligheden blev udsat for under coronaen? Og hvor meget vi underkastede os? Vi er nøjagtigt ligesom jøderne, der banede deres egen vej til gaskamrene ved at underkaste sig de initiale krænkelser.
Vi skal ikke finde os i den slags! Det er hele pointen.
Næste skridt på vejen er, at vi skal chippes og lukkes inde i et digitalt fængsel, hvor enhver af vores livsytringer er centralt overvågede. Er vi parat til det?
Måske! Bare for husfredens skyld.
Og det er netop tragedien.