Af Jens Ellekær.
Oh at være racist
og i sin fordom sig vælte,
at tale grimt til en fremmed,
hylde Holger og andre danske helte.
For et menneske som undertegnede, er det ikke et valg at være racist; som hvid mand lidt over min bedste alder er jeg per definition racist. Jeg kan kun vælge mellem at udøve min racisme aktivt eller blot passivt at vedligeholde den.
Til gengæld behøver jeg jo ikke at føle mig beskæmmet som en eksklusiv inhuman ekstremist; for vi er, som det indledningsvis hedder i mange læserbreve, ”mange, der …”
Senest har ’vi mange’ fået tilslutning af den venstredrejede danske forsker Ole Wæver – eller rettere, han er lidt ufrivilligt blevet tilsluttet – til den voksende gruppe af racister. Så vi er alt i alt i godt selskab.
Man kan selvfølgelig prøve at stritte imod
Man kan selvfølgelig prøve at stritte imod at være racist og i den forbindelse mobilisere de mest selvudslettende gestus og demonstrere de mest menneskeelskende sider af sin karakter – men det vil formentlig være resultatløst og blot føre til anger og uendelig selvpineri.
For egen sjælefreds skyld bør man derfor nok snarere hoppe på identitetsvognen og i stedet nyde sin identitet som racist. Det giver virkelig en eksistentiel ro, og jeg for mit vedkommende har aldrig tidligere nydt mine negerboller så meget som nu, og for et par uger siden glædede jeg mig over at gense Alfred Hitchcocks meget charmerende ”Young and Innocent” fra 1937. De ved den, hvor de sidste nervepirrende minutter viser morderen, der er trommeslager, som medlem af et band, hvor alle er blackfaced.
Racisme er et mærkeligt begreb
Racisme er i øvrigt et mærkeligt begreb, og selv vi racister ved ikke rigtigt, hvordan vi skal forholde os til det. I nu ganske mange år har seriøse forskere overbevist os om, at der ikke eksisterer racer. Så vi racister forholder os i grunden til noget ikke-eksisterende. Det gør os til en form for absurde mennesker, til en flok sisyfos’er (i Camus’ betydning), og det er måske i virkeligheden grundlaget for den lykkelige racist.
På den anden side er racer, får vi at vide, sociale konstruktioner. Det vil så igen sige, at de er dynamiske, at mennesker kan bevæge sig ind og ud af raceidentiteten, lige som de kan bevæge sig ind og ud af køns- og klasseidentiteten.
De, kære læser, er formentlig som jeg selv bekendt med mennesker, som ud fra en objektiv pekuniær betragtning ikke er proletarer, men som gennem en identitetsvilje er proletarer. Lige som De muligvis kender mennesker, som objektivt har ét køn, men identitetsmæssigt har et andet.
Som vi har oplevet det tidligere, amalgamerer forskellige identiteter sig ofte til nye enheder: ”Klassekamp er kvindekamp, kvindekamp er klassekamp”. Vi kan derfor forvente, at også raceidentiteten og klasseidentiteten (og vi husker fortsat, at begge er sociale konstruktioner) amalgameres til: ”Klassekamp er racekamp, racekamp er klassekamp”. For os racister er det på ingen måde nogen ulempe, for det skaber en klarhed.
For mit eget vedkommende er jeg så decideret borgerlig og altså i henhold til den venstreorienterede kampopfattelse i kamp mod proletariatet. Jeg kan videre udlede, at jeg som racist er i kamp mod de ”undertrykte racer”. Jeg ved altså, hvad min position er.
”Racekampen” er kommet til Danmark
Racismen – eller ”racekampen” om man vil – er kommet til Danmark i den sidste uge, om end det er i den noget reaktionære forståelse af race, der repræsenteres af Bwalya Sørensen. Sørensen hænger tilsyneladende fast i den misforståelse, at race er en objektiv, uforanderlig egenskab. Det er lidt synd med denne konservative forståelse af begrebet race, for Sørensen er på næsten alle andre områder et umådeligt eksotisk indslag i dansk gadekultur. Hun ligner, helt åbenhjertigt, en negerkvinde, der er trådt ud af min barndoms tegneserie ”Knold og Tot”.
Det eneste, der ikke er eksotisk ved Bwalya Sørensen, er selvfølgelig efternavnet Sørensen, og jeg har spekuleret en del over, hvorfra det hidrører.
Jeg husker, at den danske kunstner Kristian von Hornsleth i 2006 skabte stor kunst ved at bestikke familier i en hel landsby i Uganda med en ged til at antage sit efternavn. Jeg spekulerer på, om en ukendt kunstner ved navn Sørensen har gjort von Hornsleth kunsten efter ved at bestikke en landsby ved den øvre Congo – helt deroppe, hvortil end ikke Joseph Conrads fortæller kaptajn Marlow nåede – med en gris eller en ged til at blive til Sørensen. Alternativt må der findes en virkelig hr. Sørensen, som nu formentlig er bukket under for byrden.
Racekampen gør sig ikke kun gældende i Danmark
Racekampen har på det seneste ikke blot gjort sig gældende i Danmark, men også i nærliggende lande. I Norge protesterer folk mod statuer af Winston Churchill og Ludvig Holberg. Det viser atter det dynamiske i racebegrebet, for protesterne mod Churchill må jo komme fra norske nazister, som ville ønske, at Vidkun Quisling og hans Nasjonal Samling havde fortsat med at regere Norge – og at Knut Hamsuns forfatterskab ikke var blevet belastet ved den såkaldte befrielse i 1945. Så man kunne jo stille Hamsun-statuer op dér, hvor Churchill og Holberg kommer til at mangle
I London antager racekampen endog endnu mere bizarre former. Londons muslimske borgmester, Sadiq Khan, meddeler, at han vil tage mindesmærker og gadenavne, der refererer til slavehandlere, op til overvejelse.
Men som muslim hylder Khan den slaveholdende Muhammed, der i islam anses for det ufejlbarlige og efterlignelsesværdige menneske. Og i den tekst, som Allah angiveligt åbenbarede Muhammed, indstifter Allah såvel slaveri som muslimers voldtægt af slavinder.
Hvad kan man konkludere andet, end at muslimer nødvendigvis må blive skizofrene, og at det kommer fuldt ud til udtryk hos borgmester Khan.