NÅR MAN RAMMES AF EN KRISE

mask
Del artiklen her:

Af Peter Krogsten.

Når man rammes af en krise, eller tror man er ramt af en, er det bedste handlingsmønster først at skaffe sig faktuel viden. Derefter at evaluere risikoen baseret på den og skrive den højt elskede handlingsplan, af pædagoger benævnt handleplan, som om det var en tur i Bilka.

Det næstbedste er at basere sine handlinger på følelser, og de mange skilsmisser efter tre år tyder på, at det heller ikke er en god metode. Den værste handling er at trykke på panikknappen, for lader man sig styre af angst – som anbefalet af Greta Thunberg, der nu er Corona-ekspert hos CNN – kommer man til at foretage dårlige og ofte direkte skadelige handlinger.
   Nedenstående er ikke skrevet i bagklogskabens klare lys, for samtlige tendenser var tilgængelige inden Corona kom til Europa. Derfor er man nødt til at finde lidt tal, og de er heldigvis frit tilgængelige for alle andre end journalister. Tal er dejlige, de har ikke følelser og er derfor gode til at træffe beslutninger ud fra, specielt når det gælder store samfundsmæssige indgreb.

Danmark havde ved nyeste kvartalsoptælling 2. kvartal 2020 5.824.857 indbyggere, hvilket kan findes på Danmarks Statistik (DST). Man kan også let finde den aldersmæssige fordeling, fordi DST optæller, hvor mange personer der er i hver 10-års gruppe, faktisk helt ned på enkelte årgange. Siden 8/3 2020, hvor man begyndte at opgøre coronasmittede, til nu [30.5.20] – 84 dage – er der registreret 568 døde coronasmittede.  Normalt dør der 147 mennesker i døgnet i Danmark, så i samme periode er der 84*147=12.348 døde af alt muligt andet. Sundhedsstyrelsen (SST) oplyser selv, at af de coronasmittede døde er 83% i forvejen syge af ”underliggende sygdomme”:

”Underliggende sygdom er defineret som indlæggelse indenfor de sidste 5 år med bl.a. følgende diagnoser diabetes, cancer, kronisk lungesygdom, hjerte-kar sygdomme og hæmatologiske sygdomme”.

Regeringen blev grebet af panik

Det første dødsfald i Danmark var da også en 83-årig mand, der var indlagt på Herlev Sygehus med alvorlige lungeproblemer. Hvis han var død af en ganske almindelig lungebetændelse, ville ingen have været overrasket eller løftet et øjenbryn, men regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, blev grebet af panik. En dugfrisk rapport fra professorerne Lone Schmidt (RUC) og Kim Sneppen (KU) viser da også at smitten ikke er steget efter åbningerne da ”Det er ganske få personer og begivenheder, der står for hovedparten af smitten”. Regeringens handling med at lukke hele samfundet, var ikke baseret på viden, men på frygt, og i øvrigt i modstrid med de oplysninger Mette Frederiksen fik fra SST’s chef Søren Brostrøm, hvilket hun ikke fortalte Folketinget.

Antallet af covid-relaterede dødsfald i Danmark skal altså reduceres med 83%, for at vi kan tale om dødsfald som følge af covid-19, 568/100*17 som bliver 96,5 personer – vi siger 97. 

Der er altså 97 dødsfald i Danmark på 84 dage, vi ikke kan henføre til andet end coronasmitte. Det er 0,0016% af befolkningen, eller 0,788% af samtlige døde i perioden, inklusive trafikofre og gangstermord.

Kigger man på aldersfordelingen, vil man opdage, at tendensen er tindrende klar, og magen til den i Italien og alle andre steder: Corona er farlig for gamle og i forvejen svækkede, men ganske ufarlig for resten af befolkningen. SST oplyser, at i aldersgruppen 0-59 år på 4.318.742 mennesker – som SST siger er slået sammen af diskretionshensyn til patienterne (??!) – er der registreret 16 døde, heraf 11 med underliggende sygdomme. Vi står så med 5 (FEM!) almindelige raske mennesker, der formodes døde af coronasmitte. 5 ud af 4,3 mio. Mortaliteten blandt de 0-59 årige er 5/4318742*100, hvilket beløber sig til 0,00011%, eller modsat at chancen for at overleve er 99,9998%.

De resterende 552 døde findes blandt de 1.506.115 mennesker over 59 år, og der er mortaliteten så 0,036% hvilket stadig ikke er rystende. Det rejser imidlertid en del tvivl om statsministerens valgte strategi var korrekt og baseret på viden, følelser eller panik.

Baseret på dengang kendte tal fra Italien, og altså ikke på bagklogskabens klare lys, havde det være meget bedre at isolere de syge, som man altid før har gjort, når vi rammes af epidemier. At skærme de svage i stedet for at lave en panikopbremsning.

Børn og unge kunne være fortsat i skolerne, det meste erhvervsliv fortsat som normalt, men man burde have lagt en jernring rundt om plejehjemmene og ældreboliger, ligesom man skulle have testet sundhedspersonalet tit, og ikke kun når de udviste klare symptomer og havde smittet patienterne.

Den normale årlige influenza i 2017/18 var medvirkende årsag til, at 1644, flere steder opdateret til over 2000, mennesker mistede livet, og den i 2018/19 tegnede sig for 750 – uden vi foretog os noget som helst. Vi placerede slet ikke en gigantisk regning i børneværelset, som børnenes minister – der modtages med røde roser af børnehavebørn og indstuderede sætninger i bedste Nordkoreanske stil – har gjort.

Dumpekarakter i matematikprøven i 6. klasse

På SST’s hjemmeside, tabel 1.1 opgør man antal testede, smittede og døde. Man regner mortaliteten blandt de smittede ud til 4,9%, hvilket i bedste fald er tegn på logisk nedsmeltning og matematisk analfabetisme, og under alle omstændigheder ville det give dumpekarakter i matematikprøven i 6.klasse.

De 4,9% fremkommer ved, at man tager det totale antal døde på 568 i hele befolkningen og måler det op mod de smittede, man har fundet ved at teste 514.467 personer. Det kan man jo ikke – det kaldes at blande æbler og pærer, og mortaliteten blandt de smittede vil blive mange gange for stor. 

Man kan gøre flere ting. En af dem er at reducere antal døde forholdsmæssigt, så det passer med den andel, som de testede udgør af befolkningen. Så bliver mortaliteten blandt de smittede 0,0097%. Yderligere burde man reducere antal døde til de 17%, der faktuelt døde af Corona, og ikke de der døde af hjerte/kar plus Corona, kræft plus Corona osv. 

Tallet kan ikke bruget til andet end at skræmme

Læserne opfordres til selv af fatte regnemaskinen, de nødvendige tal findes her. Desværre viderebringer medierne ganske ukritisk de 5%. SST gav mig ret i metodefejlen ved beregningen i tabel 1.1 for en måned siden, men den er stadig ikke rettet. Det flytter det fra at være en utilgivelig fejl til at være bevidst vildledning. Johns Hopkins University benytter samme metodefejl og har heller ikke rettet det.

Ingen oplyser om ”ud af hvor mange” tallene er – bortset fra her. Hvis man ikke ved af hvor mange 369.000 er, eller 32.000 i Italien er, kan tallet ikke bruges til andet end at skræmme.

Der bor 60 mio. i Italien hvor 32.000 Coronasmittede er døde på knap 5 måneder. Normalt dør der 1722 i døgnet i Italien, som er speciel ved, at 21% % af befolkningen er 65 eller ældre. Italien er også speciel ved, at der i Norditaliens tekstilindustri arbejder anslået 300.000 kinesere, hvoraf en del havde været Kina for at fejre nytår hjemme, lige inden epidemien brød ud i Norditalien.

Italien udgør 0,7% af verdens befolkning, men har den 3de største guldreserve, og den italienske private opsparing er meget stor. Italien er ikke ramt på en måde, så de skal sige ja til et kæmpelån fra EU, der vil låse Italien, specielt de italienske børn, fast i en gældsklemme de næste 40 år.

De italienske myndigheder oplyser, at medianalderen for de coronasmittede, der døde er 80 år, hvilket skal ses i lyset af, at gennemsnitslevetiden for kvinder er 85 år, og 79 år for mænd. Det oplyses også officielt, at 96% af de døde i forvejen havde alvorlige livstruende sygdomme. Regner man lidt på det, ender man med at 1280 italienere må formodes at være døde af covid-19 på knap 5 måneder, i en befolkning hvor der normalt dør 1722 i døgnet.

Selvom det er svært at tælle, for der fødes over 350.000 i døgnet, er jordens befolkning lige nu  7.788.153.000 og antal covid-9 døde i år er 369.554. I år er der 24,5 mio. døde, og der er født tæt på 58 mio. Hver dag fødes der flere, end der er døde af covid plus andet på 5 måneder, og netto fødselsoverskuddet udligner det totale antal covid-19 døde på 2 dage.

Hvilken lovhjemmel har Mette Frederiksen?

Der er store forskelle globalt, Afrika er næsten gået fri. Det er også svært at forklare hvorfor New York State med 21 mio. indbyggere har 29.000 dødsfald, heraf de 90% på plejehjem, mens Florida, der har en stor del pensionister, kun har 1800 døde, og Texas 1300. Man kan ikke forklare det med befolkningstæthed, for Singapore med 5,7 mio. indbyggere med en befolkningstæthed på næsten 8000 pr km2 (Danmark har 156 pr km2) har kun 24 dødsfald. Kunne det rent akademisk tænkes, at Singapores strategi med at finde de smittede og sætte dem i karantæne, er bedre end den danske, der stadig går ud på at sætte de raske i karantæne? Og hvilken lovhjemmel har Mette Frederiksen til at lukke danskerne inde og forbyde udrejse?

Er coronakrisen århundredets fupnummer?

Kilder:

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/befolkning-og-befolkningsfremskrivning/folketal

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/doedsfald-og-middellevetid/doedsfald

https://healthyjean.com/corona-map/

https://www.sst.dk/da/corona/tal-og-overvaagning

https://www.worldometers.info/world-population/

Del artiklen her: