NÅR DEMOKRATIET BLIVER DEMOKRATIETS FJENDE

Grundloven
Del artiklen her:

Af Marianne Wagner. 

Demokrati er et plusord, og det er der gode grunde til: Det er gennem demokratiet, borgerne har mulighed for at få indflydelse på egen hverdag. 

I Danmark har vi valgt det repræsentative demokrati som model, og det kan der være meget godt at sige om, men det har de seneste mange år vist sine svagheder. Flertal efter flertal har således valgt at ændre Danmarks befolkningssammensætning ved en hovedløs indvandringspolitik, og EU-politikken lever sit eget stille liv ved siden af de få folkeafstemninger, vi har haft, som har vist en stigende, folkelig skepsis mod foretagendet.

Imidlertid har vi vælgere stort set haft muligheden for at stemme på partier, der kunne repræsentere vore holdninger, men for kritikere af corona-håndteringen er den mulighed er forsvundet, fordi alle partier i de bevægede marts-dage i fjor underkendte grundlovens §79 om forsamlingsfriheden og indførte hastelove, hvis karakter var ude af proportioner i forhold til nedlukningens formål: At bevare hospitalernes kapacitet med en – grundet corona – øget belægning. 

Der skal være grænser for, hvad de folkevalgte kan gøre

Hvis et repræsentativt demokrati skal fungere, så skal der være grænser for, hvad de folkevalgte kan gøre; de grænser sætter grundloven, men jeg er i den seneste tid i forskellige diskussioner blevet mødt med en påstand om, at grundloven ikke er sakrosankt, og hvis et folketingsflertal ikke ønsker at følge den, så er det bare sådan, demokratiet fungerer. 

Selv om jeg ikke bryder mig om at drage historiske paralleller til en ikke så fjern fortid hos den sydlige nabo, så kan der næppe herske tvivl om, at den måde, det tyske demokrati fungerede på i trediverne, næppe kan regnes som forbillede, og dog var det er demokrati indtil et vist punkt. 

Det er vel ikke der, vi skal hen? 

Vi har en grundlov, fordi den skal følges, den er endvidere meget vanskelig at ændre, og det er der en grund til, nemlig den, at et folketingsflertal ikke bare skal kunne skalte og valte med rammerne for deres egen udfoldelse. 

En række rettigheder er blevet udfordret under corona-krisen

Et velfungerende demokrati kræver, at folk kan ytre sig frit, samle sig frit, være sikre på, at deres private ejendomsret respekteres samt få en retfærdig rettergang, hvis de anklages for noget. Alle disse rettigheder er blevet udfordret under corona-krisen. 

Krisen har også vist os, hvor sårbart folket er, hvis et flertal i folketinget sætter sig for at lade hånt om grundloven, for nok kan man rejse sag, men man skal være part i sagen. Hvordan bliver man det? Og kan man bare få fri proces, hvis man ønsker at rejse sag? Det er spørgsmål, jeg går og tumler med for tiden. Men lad os se på det praktiske:

Hvordan skal vi forholde os til, at et folketingsflertal »glemmer« §77 (Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres)? 

I dag kan man blokere hjemmesider, der spreder såkaldt misinformation om f.eks. covid-19. Må corona og håndteringen af den ikke diskuteres som enhver anden sag? 

Det bliver den heldigvis, men loven er der altså og kan bruges. 

Så er der §79 (forsamlingsfriheden) som hævdes overholdt, fordi vi under hele krisen har haft retten til at demonstrere. Jeg har aldrig deltaget i en demonstration, men jeg kan lide at gå til møder både indendørs og udendørs.
Jeg må altså demonstrere, men jeg må ikke gå til udendørs møder? §79 taler netop IKKE om demonstrationer, men om borgernes generelle ret til at forsamle sig fredeligt under åben himmel. Både §77 og §79 er derfor vigtige for, at et folkestyre kan fungere. Hvordan skal jeg kunne vise, at jeg er part i forhold til f.eks. §79, hvis jeg ønsker at rejse sag?

Endelig er der §73 (ejendomsrettens ukrænkelighed). Der er ingen tvivl om, at denne ret blev krænket i minksagen. Der er næppe heller tvivl om, at der i virkeligheden var tale om en opstået mulighed for at nedlægge et i vide kredse forhadt erhverv.
   Som holdkæft-bolche gav man minkavlerne en flot erstatning, der svarede til den ekspropriering, de reelt blev udsat for. Minkavlerne lægger derfor sandsynligvis ikke sag an mod staten, og hvis andre ikke kan gøre det, fordi de ikke er part i sagen, har vi et gedigent problem, for så er alle jaget vildt næste gang, nogen ser sig ond på et erhverv. Der er jo noget i dansk retstradition, der hedder præcedens og sædvaneret. 

Bliver brud på grundloven en sædvane sættes den reelt ud af kraft 

Bliver brud på grundloven sædvane, så sættes den reelt ud af kraft, og vi står nu med spørgsmålet om, hvilken paragraf flertallet næste gang vil lovgive imod. 

Bliver der ikke sat en effektiv stopper for dette, bliver demokratiet demokratiets fjender.  

Del artiklen her: