Af Lars Hedegaard.
Det moderne vestlige menneske er opdraget til at tro, at vi lever i fornuftens tidsalder, og at vore synspunkter og beslutninger udspringer af rationelle overvejelser. Det forholder sig imidlertid omvendt, som det altid har gjort: Først kommer synspunktet, og derefter finder vi fornuftsgrunde til at underbygge det.
Der er selvfølgelig sjældne undtagelser i skikkelse af mennesker, som lader sig overbevise af fakta og argumenter, men ellers styres vi af de samme følelser, som har hersket i hundredtusinder af år: kærlighed, had, frygt, begær, herskesyge, hævntørst, misundelse, skadefryd med flere. Hvis der er noget nyt i vores tid, er det den overbevisning, at vi er ganske enestående og har lagt fortidens galskab bag os. Intet kunne være mere forkert.
Millioner, der aldrig har læst en linje om klimaets udvikling gennem tiderne, er parate til at rykke hele den vestlige civilisation op med rode, fordi kyniske ideologer har bildt dem ind, at verden ellers vil gå under. Store folkeskarer, der påstås at have haft historie i skolen, går ind for at gentage verdenshistoriens mest mislykkede eksperiment, nemlig socialismen. Trekvart århundrede efter de nazistiske jødeudryddelser vinder antisemitismen frem i det britiske Labour og USA’s demokratiske parti. Venstreorienterede dydsmønstre, der hævder at gå ind for folkestyre, sætter alt til side for at annullere udfaldet af det amerikanske præsidentvalg.
Hadet og dumheden har aldrig haft det bedre.
Nå, men i grunden kan disse overvejelser være ligegyldige, for de dumme vil alligevel ikke kunne forstå dem.