MARTIN LUTHER – EN IKKE-REVOLUTIONÆR REBEL

Af Lone Nørgaard

LoneNoergaard.png

2017 er som bekendt 500-året for den lutherske reformation. D. 31. oktober 1517 slog Luther (1483-1546) på døren til Slotskirken i Wittenberg sine 95 teser op, der skulle ændre verden. Det vil sige, det er nok ikke professoren, der selv har grebet til hammeren – det var pedellens opgave – og OM teserne blev slået op, har der været strid om. Selv om de nyeste kilder gør det sandsynligt.

Den afbalancerede og grundige kildebrug her eksemplificeret med uenighed om, hvordan og hvorvidt teseopslaget har fundet sted, er karakteristisk for Heinz Schillings værk om Martin Luther. Noterne alene fylder 46 sider, bibliografien 34.

Bogen er en mursten, men længden skal ikke afskrække. Schillings historieskrivning er nemlig elementært spændende, fordi den bevæger sig i krydsfeltet mellem den private og politiske Luther og får givet et mangefacetteret portræt af ikke bare Luthers liv og hans gigantiske reformprojekt, men også af hans familie(baggrund), venner og fjender.

Luther udfordrer kejser, kirke og pave

Som ung munk går Luther i clinch med tiden største magthavere: Kejseren, kirken og paven.
Han underviser i teologi på universitetet i Wittenberg, og på grundlag af dybtgående studier når han frem til, at kirken i dens teologi og praksis er meget langt fra Biblens budskab. Han ønsker derfor en ændring af kristendommen, der på sigt gerne skulle komme til at omfatte alle.

Hovedanstødsstenen er afladstanken og præstevældet.

Afladstanken

Aflad er forestillingen om, at mennesket kan afkorte sit eget og afdøde familiemedlemmers ophold i skærsilden ved at købe afladsbreve. Men, siger Luther, så glemmer man, at Kristus ved sin død og opstandelse allerede har frelst alle mennesker.

Kritikken af afladstanken er hovedbudskabet i de 95 teser, som Luther slår op på kirkedøren i Wittenberg i oktober 1517.

De følgende år kaster Luther sig ud i en intens reformationskamp, hvor det sprøjter ud med skrifter fra hans hånd. Han viser sig at have en sjælden evne til at trykke på de rigtige knapper i datidens medielandskab og til at indgå effektive alliancer.

Tillige er han udstyret med en polemisk formuleringsevne, der får hamret pointerne fast. Det sproglige talent parret med stor flid kommer bl.a. til udtryk i, at han egenhændigt oversætter hele Bibelen.

Uden gode venners bestand og diverse magthaveres beskyttelse er det imidlertid ikke sikkert, at Luther havde fået så stor succes med sin reformation. Han har en uvurderlig hjælp i den loyale ven og arbejdskollega, teologen og humanisten Melanchton, og siden i sin kone, den tidligere nonne, Katharina von Bora. Ægteskabet, som Luther indgår i høj alder, udvikler sig i øvrigt meget lykkeligt og styrker ham i de mange kampe.

Et mesterværk

”Martin Luther – en rebel i en opbrudstid” er ikke bare et mammutværk. Det er et mesterværk, der rækker ud til enhver, der kan læse indenad, og som interesserer sig for en af de vigtigste personer i den vestlige civilisations historie.

Heinz Schilling er som mangeårig professor ved Humboldt-Universität i Berlin særdeles godt inde i sit stof. Og selv om der er tale om en ikke-teologisk bog, redegør teksten grundigt og oplysende for teologiske problemstillinger og forklarer, hvor fronterne går.

Luther er ikke revolutionær

Interessant er det, at Luther ikke kan karakteriseres som revolutionær. Han støtter således sin saksiske landsherre og fyrsterne i at gribe ind over for det kaos og anarki, en række bondeopstande fører med sig, i skriftet ”Mod bøndernes røveriske og morderiske horder”:

”Så beder jeg nu alle, der kan, om at undfly bønderne som Djævelen selv (…) Men hvis de ikke lader sig omvende, da give Gud, at de ikke må få held og lykke… Mener nogen, det er for hårdt, så kom i hu, at oprør er utilstedeligt (…)” (s. 290)

Resultatet i det største slag: 5000 døde i bondehæren, mens fyrsternes hær bestående af velpansrede og velbevæbnede ryttere og fodfolk kunne opgøre dødstallet til 6.

At Luther kan kritiseres for sin legitimation af nedslagtningen står uden for diskussion. Men hans ubønhørlige holdning i handling og skrifter om bønderne skal iflg. Schilling forstås i den specifikke historiske og reformatoriske sammenhæng:

”Og faktisk betød Luthers venden sig mod de oprørske bønder, at vinden blev taget ud af sejlene på fyrsternes udbredte beskyldning om, at reformationen var lig med oprør.” (s. 294).

For Luther er det afgørende, at Gud aldrig må tages til indtægt for en sag. Det er det enkelte individ, der skal stå til ansvar. Udtrykt i sloganet: Vi går ikke på korstog. Vi går på felttog.

Hans kompromisløshed – eller fanatisme? – har ikke bare ført til en ny forståelse af kirke og kristendom, men også af samfundets indretning, herunder ægteskabsinstitutionen.

Med Schilling som vejviser

Sprog og stilistiske virkemidler smyger sig elegant om det vidensbelæssede indhold, og Schilling evner at indføre også den læser, der ved lidt eller intet om Luther, i dennes forestillingsverden og samtid. Ikke-teologer kan med den pædagogiske og kyndige Schilling som vejviser få en klar forståelse af grundpillerne i Luthers program og de religiøse kamppladser i en opbrudstid.

Nok et aktiv er, at en række centrale personer i den turbulente reformations-periode fra 1517 til Luthers død træder frem som levende mennesker i kød og blod: Udover Luther og hans kone, vennen Melanchton, modstanderen Erasmus af Rotterdam og Georg Spalatin, den vigtigste forbindelsesperson mellem kurfyrsten og reformatoren.

Bogen er dyr, men ikke for dyr, da den langt fra er udtømt med én læsning, men fungerer som et opslagsværk, der har mange gode år for sig i bogreolen.

Hermed min varmeste anbefaling.

***

Heinz Schilling: MARTIN LUTHER – rebel i en opbrudstid. Indb. med omslag. Ill. 692 sider. 349,95kr. Gyldendals Forlag (2016).

Mere om Martin Luther her.

***

Eksempler på teser (oversættelse Niels Nøjgaard)

39. Det er overmåde vanskeligt, også for de lærdeste teologer, overfor folket samtidig at prise afladens rige gave og pligten til sand anger.

45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i stedet at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, men Guds vrede.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer, frem for at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.

Comments

comments