Af Bruno Bertez – oversat og let forkortet af Bitten-Kirsti Nielsen – bragt af Le Journal du dimanche.
Indledende kommentarer ved Bitten-Kirsti Nielsen:
Det har været nødvendigt at udskifte nogle enkelte ord, som var for grove at bringe, og derfor har jeg måttet ændre lidt på teksten, uden at det forhåbentligt har ændret på budskabet. Vreden fornemmes dog let i teksten.
Nej, naturligvis er dette ikke en statschefs erklæring, men en erklæring fra en “vulgær slyngel af en bandeleder eller lederen af en klike”, skriver Bertez.
***
Det er længe siden, at en naturlig opfattelse af den 5. Republik var at samle om ikke alle franskmænd så dog to ud af tre! I dag drejer det sig for de politiske ledere om at samle et hold, der ved hjælp af frygt, trusler og prygl [her henvises til politivold i gaderne] arbejder på at få deres politik igennem og holde folk i skak.
Macron har siden sit valg til præsident uden tøven ønsket at bevise, at han ikke har løjet om sine hensigter, at han har nosser, og at det vil kunne koste menneskeliv. [Der er brugt skarpere vendinger her, og der henvises til politivold, hvis adfærd i øvrigt vækker stærk bekymring hos befolkningen]. Her opmuntrer og forsvarer Macron endda politiets fremfærd, mener forfatteren.
Le Figaro i rollen som eftersnakker [erstatning for et kraftigt udtryk] stiller spørgsmålet: “Kan Macron på baggrund af sin grad af upopularitet stadig reformere? Ja naturligvis, eftersom han ikke behøver støtte fra franskmændene for at gøre det. Han har brug for militærpolitiet, dommerne og medierne. Det er alt!”
Bertez giver derefter ordet til Maxime Tandonnet, fransk essayist, da hans ord er vigtige og kommer fra en fornuftig og moderat mand, mener han:
***
“Middelmådighedens tåge
Vi har haft en større diskussion om at komme videre fra de gule veste og derefter fra en verden under [corona] indespærring, og nu har vi så 100 dage* til at forsøge at løse den sociale krise.
Klicheerne tjener til at dække katastroferne
Der diskuteres ihærdigt [om den sociale krise], men ingen tror på det længere, og klicheerne virker mere og mere hule og absurde (i filosofisk forstand).
Marine le Pen har meldt sit kandidatur for 2027 og bemærker, at hun er den naturlige kandidat i sin lejr. Hun forbereder sig derfor mindst fire år i forvejen på sit formodentlige fjerde tab i træk. Fire år i forvejen! Man skulle tro, at en sådan elysisk besættelse ville kunne frembringe personer som var det værd med høj moral og intelligens. Men fransk politik er plaget af en narcissisme, der grænser til mental patologi.
Hvad angår statsoverhovedets hoffolk var de naturligvis tilfredse med hans præstation i aftes. [Macron har lige været på tv ifm. urolighederne]. Det skal bemærkes, at de mest krybende eller begejstrede erklæringer – såsom at statschefen havde åbnet en ny etape i transformationen af Frankrig – i væsentlig grad kom fra højreorienterede afhoppere, for hvem det åbenbart havde været nødvendigt at berolige sig selv som opportunister. [Her gør forfatteren i parentes opmærksom på, at han undgår at bruge stærkere ord].
Hvad angår de halvt allierede fra højre, som brændende og storskrydende havde støttet pensionsreformen, og gladeligt tog løgnen på deres kappe – løgnen om en nyttig reform ja endda en uundværlig reform – flyder disse nu over med kritik af Macron (…) for at få folk til at glemme deres ynkelige troskab til det, de ikke engang tør referere til nu. Som om talen i går aftes ikke var en direkte forlængelse af denne famøse reform, som de – de halvt allierede – har støttet hele vejen … Klamt!
Intet, nej ikke det mindste lys i horisonten skimtes gennem denne tykke tåge af politisk middelmådighed, som kun bliver tættere dag for dag”.
source: Bruno Bertez
***