NewSpeek

MÆND DER BEGÅR SELVMORD EFTER FALSKE ANKLAGER OM SEX-OVERGREB

Despair
Del artiklen her:

Af Kåre Fog, biolog og forfatter. Han er indehaver af bloggen kønsdebat.dk.

I forrige opslag blev det nævnt, at mænd som bliver udsat for en falsk anklage om voldtægt, kan blive meget hårdt ramt. I mange tilfælde ændres deres personlighed, de mister deres livslyst, og i en del tilfælde bliver hele deres tilværelse smadret. Derfor bør det ikke undre, at i en del tilfælde fører falske anklager om sex-overgreb til at den anklagede begår selvmord.

Man kan måske forstå, at hvis en mand bliver grebet i faktisk at have begået sex-overgreb, så lider han så stor skade på sin anseelse, at han begår selvmord. Det kan være sværere at forstå, at hvis en mand anklages for noget han IKKE har gjort, er han i mindst lige så stor risiko for at begå selvmord. Han føler sig i en desperat og håbløs situation. Politiet tror ikke uden videre på, at an er uskyldig, og de sociale omgivelser er ofte hurtige til at reagere, som om han faktisk er skyldig, f.eks. ved at hans venner slår hånden af ham, eller at han bliver fyret fra sit job. En sådan mand står således alene, uden ret meget social støtte, og han har sjældent adgang til psykologisk støtte.

I linket her omtales bl.a. en tragisk sag, hvor en 17-årig engelsk dreng blev anklaget af en jævnaldrende pige for voldtægt. Han kunne ikke udholde politiets forhør, og hængte sig selv. 14 dage senere indrømmede pigen, at anklagen var falsk; men da var det jo for sent. Moderen sørgede så meget over tabet af sin søn, at hun på årsdagen for sønnens selvmord også hængte sig selv.

Nogle britiske medier omtalte sagen, men to af de største medier – The Guardian og BBC – ville ikke omtale den. Det hænger sammen med, at disse medier har redaktioner med feministisk sindelag. For feminister er det vigtigt, at kvinder ikke skræmmes fra at anmelde voldtægter. Hvis der kommer fokus på falske anmeldelser, så vil det skræmme nogle kvinder fra at anmelde, og det vil disse medier for alt i verden undgå. Det er vigtigere for dem, end at omtale mænd, der begår selvmord på grund af falske anklager.

Den bevidste linje som sådanne medier anlægger, bidrager til at den brede offentlighed tror, at falske anmeldelser er meget sjældne. Hvis man bringer emnet falske anmeldelser på banen, så vil man ofte slet ikke blive troet, og feminister vil anklage en for sexisme og for at man skaber en fjendtlig stemning mod kvinder. Det vides ikke, hvor mange anmeldelser, der er falske – de forskellige skøn over det varierer enormt. Man kan dog roligt sige, at der er en betydelig risiko for at en given anmeldelse er falsk; men det holdes i ret høj grad skjult i medierne.

http://kønsdebat.dk/blog/?p=249

Del artiklen her:
Exit mobile version