LEVER VI I EN POLITISTAT?

Mikael Jalving

Af Lone Nørgaard.

Historikeren og bloggeren Mikael Jalving har i et blogindlæg på Jyllands-Posten stillet skarpt på det overgreb, som bloggeren Steen Raaschou (Snaphanen) har været udsat for – og fortsat lider under.

Steen Raaschou er af den opfattelse, at kun offentlighed omkring sagen kan skabe bevægelse i en fastlåst situation, der giver associationer til totalitære styrers vilkårlige behandling af borgerne.

NewSpeek vil gerne være med til at udbrede kendskabet til de metoder, som offentlige myndigheder finder for godt at tage i brug, så vi bringer derfor den tekst, som også er at læse på Snaphanen.

***

Politiet til Jeppe Juhl, 8 maj 2019: “Vi beklager meget, men dette er politisk, du ved”

Dette er nok de centrale ord i alt det her, kan man gribe sig i at frygte. På onsdag den 8 januar er det otte måneder siden, jeg blev arresteret kl 6.30 om morgenen – i Gestapo-timen, som Ulrik Høy skrev, blev lagt i håndjern og fik taget DNA. Det var nøjagtig samtidig med, at den danske valgkamp 2019 startede.  Et tilfælde, der lidt for meget lignede en tanke.

Jeg har i en mail i forgårs lovet politiet offentlighed om dette, og nu kommer den. Efter otte måneder må jeg gøre noget, for at få hul på bylden, Jeg takker enhver, der hjælper mig. Offentlighed er mit eneste våben, jeg er uformuende, men jeg velsignet med mange skrivende venner i otte forskellige lande. Jeg skal sandelig ikke overdrive, hvad der ramte mig, selvom det var unødvendigt dramatisk, men der er bekymrende elementer.

Det værste der kan ske, er at jeg bliver ruineret
Jeg vil ud af dette retslige ingenmandsland, og jeg er i modsætning til [Jaleh] Tavakoli temmelig ligeglad med, om jeg bliver dømt. Vi havde ideelle motiver, og det ville da deprimere mig på retsstatens vegne, men heller ikke mere. Jeg er heldigere stillet end hende, det værste der kan ske, er at jeg bliver ruineret.

Jeg vil tiltales ved en domstol, og jeg vil have mine arbejdsredskaber tilbage.

Politibetjenten uden efternavn, Isabella H.R.  på Bellahøj Politistation, forklarede på min henvendelse den 20 november 2019, at “jeg har forsøgt at få fat på dig i mange mange måneder på det mobilnummer du har oplyst (som du også oplyser i din mail) dog uden held.” Dette skal forklare, at alt har ligget dødt i otte måneder, og at jeg siden den dramatiske arrestation har måttet skrive på en gave fra en læser. (…)”

Melde politiet til politiet for tyveri?
Jeg har tre mails og to telefonnumre, og det er første gang i tyve år, at nogen klager over ikke at kunne få fat på mig indenfor højst 24 timer. Politiet kan have glimrende grunde, men dette er ikke en af dem, for det er løgn. Hvorfor lyver Isabella H.R.?

 Jeg har end ikke en skriftlig kvittering på mine computere og eksterne harddiske, hvorfor min advokat ikke kan foretage sig ret meget, men jeg kunne jo melde politiet til politiet for tyveri, for chikane af en ustraffet borger og for svie og smerte.

Nu får den danske stat i første omgang så meget offentlighed, som jeg overhovedet kan give den. Lars Hedegaard har et bud på denne historie, jeg finder mere og mere sandsynligt, og staten kan ikke vinde noget ved, at den opfattelse breder sig:

Den mest sandsynlige forklaring på hele aktionen er, at politiets politiske ledelse ville statuere et eksempel: Hvis folk som Raaschou og Jeppe Samuel Cholewa Juhl bliver ved med at skrive sandheden om indvandringen og islam, får de med os at gøre.

Min historie er nu sendt til Norge, Sverige, Tyskland, Holland, USA og Canada
Er man ikke helt opdateret på, hvad der er sket siden 8 maj sidste år, summerer Jalving det professionelt op. Her nedenunder vil jeg linke til alle, der omtaler sagen. Mindre fra Facebook, der bliver uoverkommeligt.

Document med en halv million månedlige læsere kører historie[n] i morgen. Jeg har desuden sendt den til store publikationer i Sverige, Tyskland, Holland, USA og Canada. Som jeg lovede politibetjent Isabella H.R. i en mail i går.

Politiet er gidsler fanget imellem danske borgere og en politisk skabt samfundssituation
Jeg agter at dokumentere hver lille detalje i denne pseudosag, indtil den er forbi, og vedkommende, der har startet den, og nu skal til at koste skatteyderne millioner af kroner, skal vide, at jeg er på udkig efter ham. Vedkommende hører ubetinget hjemme på forsiden, og jeg har før fundet en nål i en høstak, f.eks. Lars Hedegaards attentatmands identitet. Jeg er en slags detektiv, ligesom politiet, nemlig “en opdager.”

Politiet har ikke fundet tid til at svare, jeg ved også godt, de har mange rigtig kriminelle, der optager deres tid, og jeg bebrejder stadig ikke politiet noget. De er gidsler fanget imellem danske borgere og en politisk skabt samfundssituation.

Jeg har intet udestående med politiet, hvad jeg ved af, selvom jeg har skrevet et par lidt for vrede mails. Min vrede retter sig længere op i systemet, mod personer, jeg ikke kan se eller få kontakt med. Tilsat lidt affekt, kan det gå ud over de forkerte, og jeg skal beklage det.

Mikael Jalving Befri Steen Raaschous computere, fotografier og SD-kort.

I Jyllands Postens kommentarspor har jeg disse to replikker, jeg synes er vigtige:

@ Per Gren: Du overser, at der var tre hidtil motiver for at gøre opmærksom på, hvad der virkelig skete i Marokko. 1) Sensationslyst, 2) Jihadisme og 3) Tavakoli og jeg, der var blevet trætte af 1400 danske artikler, der skjulte sandheden. Vi gjorde det af ideelle grunde, og vi gjorde det meget skånsomt, for at familien ikke skulle lide unødigt. Derfor mener jeg, at for hende og mig bør vores ytringsfrihed og almenvellet trumfe paragraf 264. Det er noget søgt at bruge den imod os, for ikke at sige “ond vilje.” Juridisk er vi antagelig i et grænseland for paragraffens anvendelse, men læs den selv https://danskelove.dk/straffeloven/264d

@Søren Agersnap Jeg kender pressens retningslinjer, og jeg vil ikke specielt bebrejde dem. Enhver der kunne nogle fremmede sprog, kunne se sandheden overalt på nettet. Tavakoli og jeg prøvede at løse et problem: At verificere et jihadistisk dobbeltmord så nænsomt som muligt. Det forsøgte vi at løse, ved at linke til nogen der linkede videre til den stærkt ubehagelig video (jeg kun udholdt med lyden skruet ned). Sjovt nok har mine mellemlinkere aldrig haft besøg af politiet, og de var i sagens natur ude med dokumentation før mig. Var nogen specielt ude efter at ramme mig? Det er en mistanke, jeg må få, selv uden at være særlig paranoid.