Af Lone Nørgaard.
*** tre stjerner ud af seks.
Ole Christian Madsen (født 1966) er uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 1993. I 2000 instruerede han DR-tv-serien ”Edderkoppen”, og så er han ellers nok især kendt for spillefilmen ”Flammen & Citronen”.
Hans nye værk KRUDTTØNDEN tager afsæt i virkelige begivenheder i februar 2015 og i faktiske personer, og så er der tilsat en ordentlig dosis fiktion. Derfor er det nok mest korrekt at sige, at ”Krudttønden” har fungeret som inspiration til det manus, der ligger til grund for filmen.
Først det positive
Først det positive. Fire aktørers historier er vævet sammen: Finn Nørgaard (Lars Brygmann), Dan Uzan (Adam Buschard), Omar el-Hussein (Albert Arthur Amiryan) og AKS-betjenten Rico (Nikolaj Coster-Waldau) (AKS – Politiets Aktionsstyrke).
Fortælleteknikken med klip mellem de fire handlingsstrenge fungerer (da seeren først finder ud af, hvem Rico er!), og det samme gør de indlagte klip fra diverse overvågningskameraer, hvis dato og tidsangivelse gør det muligt at holde styr på tid, sted og rum. Tillige bliver der spillet godt i alle roller, og meget lidt skurrer i dialogen.
Hvad skal vi med denne film?
Så kommer den negative kritik. Hvad skal vi med denne her film, der intet nyt føjer til terrorangrebet? Absolut intet.
Indtil slutningen, der desværre så kommer til at kaste et bestemt lys over resten af filmen, var de fire livshistorier bestemt ikke uinteressante – også selv om fiktionen fylder langt mere end fakta. Endskønt personerne ikke har ret meget med Krudttønden at gøre – fx en ambitiøs filmklipper, der bliver disset af DR, og en AKS-betjent, der kæmper med en nedbrudt krop og en skilsmisse – kan fortællingerne sagtens være vedkommende. Og det ER de faktisk.
Men i slutningen er det så, at instruktøren løfter den moralske pegefinger med anvisninger på, hvordan vi skal lære af terrorangrebene i København og bevare vores menneskelighed frem for at hade. Ole Christian Madsen viser sig altså at være på Imagine-bølgen ligesom majoriteten af den såkaldte (kultur)elite og dens naive følgere, der marcherer under banneret: Hvis vi bare alle sammen går i samlet flok med fakler og synger om verdensfreden, så skal det nok gå alt sammen. Bare vi bevarer vores humanisme og forståelse for, at vi er alle mennesker.
I pressematerialet udtaler instruktøren bl.a. følgende om terrorangrebet på kulturhuset, der jo altså kostede filmmanden Finn Nørgaard livet, og siden vagten ved den jødiske synagoge Dan Uzan: ”Det var et uskyldstab. Det ændrede landet (…) Vi er forpligtet til at huske for at undgå, at det sker igen (…) Jeg ser KRUDTTØNDEN som en historisk film om et angreb, som vi slet ikke er færdige med at forstå”.
Suk!
Ole Christian Madsen har ligesom alle os andre (lidt endnu, men hvor længe?) selvklart ret til sine holdninger og synspunkter, men i min optik afslører citaterne en rystende uvidenhed om islam.
For nej, det var ikke et uskyldstab for dem, der brugte årene siden 9/11 på at sætte sig ind i ideologien / religionen. Islamkritikerne ventede før angrebet på Krudttønden kun på, at det også skulle ske i Danmark.
Og jo – beklager selvfedmen! – jeg har forstået angrebet på Krudttønden. Den forståelse har ikke mindst en række indvandrerforfattere bidraget til, og nogle af de bøger skulle Ole Christian Madsen måske læse? Suppleret med Ibn Warraq: ”Derfor er jeg ikke muslim” og Ahmed Akkari: ”Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark”? ”Koranen” har instruktøren selvfølgelig allerede læst.
At huske på Krudttønden forhindrer ikke, at det sker igen – fordi islamiske helligskrifter legitimerer terror mod de vantro.
Det udsagn har ikke noget med had at gøre: Det er religionskritik og kritik af en totalitær ideologi.
Længde: 106 minutter
- Medvirkende: Lars Brygmann, Nikolaj Coster-Waldau, Adam Buschard m.fl.
- Instruktør: Ole Christian Madsen
- Manus: Ole Christian Madsen & Lars Kristian Andersen
- Censur: 15 år
- Premieredato: torsdag d. 5. marts
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis d. 5. marts)