Af Bitten-Kirsti Nielsen.
Det udsagn kan man læse bl.a. i netavisen Riposte Laïque i disse dage. Og tydeligt er det, at krigen skal få Rusland til at bryde sammen. Sådan skal det åbenbart være, hvis det står til USA og EU – nu i forening – og ikke mindst WEF i Davos, en organisation med Schwab i spidsen, som dukker op igen og igen på den geopolitiske scene, og som i disse tider får plantet både arme og ben i hvad som helst, der kunne føre til den globale totalitærstat, han arbejder på.
Her er Rusland i øvrigt blevet en kæp i hjulet, for Putin vil ikke være med. Ja, dette spil er umådelig klamt, men europæerne ser det åbenbart ikke. Nej, europæerne ser ingen ting, for vi er styret af en dybt misvisende presse, så medmindre vi insisterer på selv at grave info frem – og det kræver energi, tid og besvær – står vi på det sted, andre vælger for os.
Nu har krigen i Ukraine varet i tre måneder, og Washington kan være tilfreds med den drejning, tingene har taget – mener de selv. Og så er det godt for våbenindustrien.
En undersøgelse for den amerikanske administration med titlen “Overextending and Unbalancing Russia” foreslår forskellige aktioner for at kunne “klare” en magtfuld fjende, Rusland, med tætte handelsforbindelser til de europæiske lande. Men en krig i hjertet af Europa vil kunne bryde disse bånd og styrke EU’s afhængighed af USA og undergrave europæernes økonomi. Det ser vi nu de første tegn på i Europa.
https://www.rand.org/pubs/research_briefs/RB10014.html
Nato har allerede længe været til stede
Nato har allerede længe været til stede i Ukraine langs Ruslands grænser. Putin skulle tvinges til handling – det er lykkedes – og Europas politiske og økonomiske forbindelser til Moskva brydes. Og så skulle Rusland – som USA og Europa siden den kolde krigs afslutning har set på med foragt – isoleres totalt. (Jeg husker tidsånden).
Straks fra begyndelsen af fjendtlighederne i Ukraine gik den magtfulde propagandamaskine i gang, og Putin blev kriminaliseret og udpeget som aggressoren og den eneste skyldige for krisen, mens en positiv fortælling blev vævet omkring Zelensky. Alle skulle stille op for Ukraine og ingen talte om den historie, der var gået forud for den åbne konflikt.
Mediernes fremstilling af Rusland som fuldstændig isoleret i verden er også misvisende. I hele verden er der kun 37 lande, som har besluttet sig for at sanktionere mod Moskva. Men det omfatter ikke de afrikanske lande, Sydamerika, Kina eller Indien. Heller ikke 90% af den islamiske verden eller Sydøstasien. Også i Europa er holdningerne forskellige. Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet fortsætter med at have handelsrelationer med Moskva, mens Tyskland og Frankrig kvier sig ved afbrydelsen af gasleverancer.
Til gengæld er det efterhånden blevet farligt for Europa – især med den emsige Ursula von der Leyen i Bruxelles, som ikke synes at være den skarpeste kniv i skuffen. Dertil behøves ikke links som dokumentation.
Ingen kan benægte, at der blev afgivet løfte til Gorbatchev i 1991 om ikke at udvide Nato, og det kan ikke benægtes, at Gorbatchev accepterede en genforening af Tyskland på betingelse af, at Nato ikke blev udvidet,
Det kan heller ikke benægtes, at Minsk aftalerne med henblik på at skabe fred i Donbass blev krænket, og at der siden 2014 døde en masse mennesker i Donbass under Azovs angreb, hvilket i øvrigt blev fordømt af Amnesty International.
Endelig kan det ikke afvises, at det, Putin gør nu, er det samme, som Kennedy gjorde med Cuba i 1962.
Zelensky har ladet sit land smadre
Jeg har ingen respekt for Zelensky. Han har ladet sit land smadre for at adlyde Biden, som fører sin helt egen krig mod Rusland hjulpet af Nato, som endnu en gang har rodet sig ind i noget, som aldrig kan være deres opgave, men det har vi jo set igen og igen.
Til gengæld føler jeg dyb respekt for soldaterne, både de russiske og for soldaterne i den ukrainske hær – og her ser jeg bort fra det blandingsgods af kriminelle, som er kommet til som lejesoldater.
Det er dybt tragisk og utilgiveligt for dem, som har ansvaret for denne krig. På hver sin side af fronten kæmper unge mennesker, som burde have livet for sig, men hvad er det egentligt, de kæmper for?
De kæmper, fordi andre spiller skak med deres liv, og for personlige interesser, hvilket åbner for en problemstilling, der er så forviklet og fordrejet og rædselsfuld, at det bliver en sag for ærlige, ledende militæreksperter med en god hukommelse at gøre rede for enkelthederne til eftertiden.