Af Peter Krogsten.
’Krigen i Ukraine’ er besynderlig. Der har ikke været krig i størstedelen af Ukraine, og den kunne nemt være undgået. Få taler om fred, mens de mange taler om flere våben og mere krig.
Det gælder ikke mindst krigshysteriske ledere, primært kvinder der tænker som i stenalderen, hvor de passer hjem og børn og sender manden i krig. Denne gang ikke med køller og kæppe – det gemmer vi til 4. Verdenskrig – men med højmoderne våben, der tildeles i millionvis: Flere kanoner, flere kampvogne, flere fly, flere missiler, som sikrer våbenindustrien store fortjenester.
Alt samme skal affyres af unge, ukrainske mænd, med det formål at sende glødende metalstykker ind i unge, russiske mænd, der så gør det samme mod de ukrainske, unge mænd. Med totalmobilisering i Ukraine – Wolt Ihr den Totalen Krieg – er alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 indkaldt. Man kan nu slippe ud af fængslet, hvis man går ind i militæret, så vi kan heller ikke tale om unge mænd mere.
På det seneste har USA i al hemmelighed forsynet Ukraine med langtrækkende missiler. En naiv kvindelig minister i Baltikum foreslår i fuldt alvor, at der skal sendes franske og tyske soldater ind i Ukraine og deltage i kampene, hvilket gør den lokale grænsekonflikt til et full scale opgør mellem NATO og Rusland.
USA får så endelig det længe ønskede opgør med ”The Commies” – og som sædvanligt uden for USA, denne gang i Europa.
Hvis man tror, at USA – det militær-industrielle kompleks – ikke er part i det her, skal man undersøge lidt om Victoria Nulands færden. Vi skal erindre, at hun og Joe Biden begge sagde lige inden, at ”et mindre russisk indfald i Ukraine” ikke var så vigtigt, men også at hvis Rusland gik ind i Ukraine, ville der ikke være nogen Nordstream2 rørledning.
Oplysningerne findes, hvis man gider lede lidt efter dem, og det gider medierne ikke. De trykker bare pressemeddelelserne.
BAGGRUNDEN ER LIDT MERE KOMPLICERET
Baggrunden er lidt mere kompliceret, end den fremstilles i medierne, og NewSpeek har behandlet det tidligere. Det er resultatet af langvarig strid om Donbass i mindst 100 år, og sprog og kultur fylder meget. Reelt handler det om, at befolkningen i Donbass ikke vil være ukrainsk, hvilket Ukraine forsøgte at forhindre i 2010-2014, da man blodigt nedkæmpede en opstand. En frihedskamp, der ifølge FN kostede 20.000 civile livet, og mindst 800.000 flygtede.
Ikke ind i Ukraine, men ind i Rusland.
I februar 2022 udråbte Donbass og Lugansk igen selvstændighed, hvilket Rusland anerkendte, og resten af verden fordømte. Der var interne troppebevægelser mod øst, Donbass, i Ukraine, og man kunne med rette frygte en gentagelse af 2010-14.
Hvad blev der af skåltalerne om Folkenes Selvbestemmelsesret? Fastslået og respekteret siden Wienerkongressen efter Napoleonskrigene? Hvis de nu gerne vil have deres eget land, skal vi så forhindre det? Hvis de hellere vil være russere – 85% taler russisk som dagligsprog i Donbass – skal vi så forhindre det?
Er det kun mellemøstlige terrorister, der kan påberåbe sig selvstændighed og eget land?
DE ENESTE, DER HAR TALT OM FRED, ER ZELINSKIJ OG PUTIN
De eneste, der har talt om fred, er Zelenskij og Putin, som sammen med Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier i november 2019 enedes om en aftale, Steinmeier- metoden, der skulle sikre en varig løsning i Donbass.
Som bekendt et af Zelinskijs to valgløfter.
Aftalen indeholdt blandt andet, at Ukraine skulle være en forbundsstat, at alle militser skulle afvæbnes, og at man skulle spørge befolkningen i Donbass, om de ville være selvstændige, russere eller ukrainere?
Donbass og Lugansk kunne så opnå samme status som Kansas i USA eller Hessen i Tyskland, bortset fra at man i Kansas og Hessen taler samme sprog som i resten af forbundsstaten.
Det forpurrede gale ukrainske nationalister med Andrej Biletsky i spidsen ved at råbe om blod, ære og veteranernes minde og ved at foranstalte voldelige optøjer i ukrainske byer. De mente også, at Zelenskij var Putins mand ved at søge en fredelig løsning.
Så røg den aftale i skuffen, sammen med de mindst tre andre, der lå der i forvejen.
Da der var optræk til fred i april 2022, sendte man Boris Johnson til Kiev for at tale Zelenskij fra det, samtidigt med at man påbegyndte en kampagne i vestlige medier om russiske krigsforbrydelser i stor målestok.
Det har vi så ikke hørt noget om siden. Måske fordi Ukraine og ukrainske militser ikke opførte sig pænt under borgerkrigen 2010-14, blandt andet med massakren i Odessa?
LAD BEFOLKNINGEN I DE BERØRTE OMRÅDER BESTEMME SELV
Den eneste løsning er Steinmeier-metoden: Lad befolkningen i de berørte områder bestemme selv. Det er den civiliserede metode. Vi brugte den i Sønderjylland, og Tjekkiet og Slovakiet brugte den. Det er den eneste metode, der skaber stabile grænser. Grænser trukket militært holder ikke.
Mange siger situationen nu, minder om situationen før Anden Verdenskrig. Det gør den ikke. Den minder om situationen før Første Verdenskrig, hvor man higede efter krig og bare skulle bruge en anledning til at begynde den.
Efter første Verdenskrig gav man Tyskland hele skylden og søgte at gøre Tyskland fattigt og tilbagestående. Alle, der har læst lidt historie, ved hvordan det gik: Der kom en ilter østrigsk herre med moustache, der lovede at genskabe Tysklands fordums storhed.
Det er beskæmmende, at også DR’s analytiker taler for at gøre det samme med Rusland.
HAR DE DA INTET LÆRT?