”Kontra” er en film, som mange unge – og (deres for)ældre – forhåbentligt vil gå kontra på

Kontra
Del artiklen her:

Af Lone Nørgaard

** 2 stjerner ud af 6

———————————————————————————————–

Jonas Risvig (født 1993) har både skrevet manuskript til og instrueret KONTRA. Han debuterede i 2015 og står bag ungdomsserierne ”Grænser”, ”Salsa”, ”Drenge” og ”Centrum”.

”Kontra” er hans første spillefilm.

Handling
Rammen er en gruppe unge, privilegerede elever på et gymnasium nord for København – børn af velstående forældre, heraf flere tilsyneladende superrige med Strandvejsvillaer og de rigtige forbindelser.

Fanny (Andrea Ølbye Hjejle) er ny elev i 2. g og tilflytter fra Lolland. Forældrene er blevet skilt med den konsekvens, at Fanny og hendes lillesøster er flyttet med moderen og hendes nye mand til Nordsjælland.

Fanny har problemer med at passe ind, selv om hun ihærdigt forsøger. Skolen domineres af en nådesløs pigeklike i hendes klasse, der bestemt ikke har tænkt sig at lukke hende ind i kredsen.

Fanny er ikke den eneste, der bliver mobbet og kørt ud på sidelinjen. Det samme gør Lilja (Anna Lehrmann), der paradoksalt nok tidligere har være gruppens leder, men nu er helt udgrænset.

Fanny tager initiativ til, at de to sammen skal gå imod de paria-roller, de er blevet tildelt, ved at se stort på gældende spilleregler for fester og diverse arrangementer. Denne kontra-strategi krones i begyndelsen med succes, men at sætte sig op imod magthierarkiet skal vise sig at komme med en pris.

Mere skal ikke afsløres her.

Vurdering
Temaer og fokus kan der ikke sættes en finger på: Mobning, venskaber, magt-hierarkier, rænkespil, skønhedsidealer, anoreksi / bulimi, sorg mv. er alle yderst relevante og interessante emner. Også optakten er meget lovende – med associationer til Nils Malmros’ mesterværk ”Kundskabens træ” (1981).

Fanny og Lilja spiller fint i de to hovedroller, og et par scener sidder i skabet.

Eller er der flere, der gør, og mig der bare har svært ved at fatte, at det kan stå SÅ galt til med nutidens ungdom i whisky-bæltet? At pigerne kan være SÅ nederdrægtige, SÅ ondskabsfulde, SÅ intrigante, SÅ grænseoverskridende, SÅ dekadente, SÅ uskønne – desuagtet de piger, instruktøren har valgt at caste for det store flertals vedkommende udseendemæssigt ligger langt over gennemsnittet på den seksuelle markedsværdiskala?   

Ifølge pressematerialet har Jonas Risvig hentet inspiration til filmen gennem workshops, research og samtaler med over 100 unge, så ER det ham, der har fat i den lange ende med portrættet af de 16-19-årige overklasse-gymnasieelever? Og mig, der årgang 1952 skal forholde mig i ro i min montre i Nationalmuseets kælder? Hvor jeg i ophøjet ensomhed kan fastholde den opfattelse, at unge piger går helt galt i byen, når de kaster sig i grams seksuelt, og at et blowjob som prisen for at få adgang til en lukket klub burde være et absolut no go for Fanny. Hun ydmyger sig selv og burde skamme sig. Det samme burde drengen for at iværksætte akten.

Feminismen har været en katastrofe med dens abstrakte ligestilling af de to køn og uhæmmet seksuel frigørelse for kvinder. Hvorfor fatter unge kvinder ikke, at deres vigtigste aktiv i forhold til (unge) mænd sidder de på, og derfor er det måske en rigtig god idé at forvalte dette aktiv med en vis omtanke?

Hvis instruktøren har mere generel, national dækning for sit manus og sin fremstilling af, hvordan unge gymnasiaster m/k omgås og fester og drikker sig i hegnet og boller til højre og venstre, står det værre til,  end jeg antog.    

Sådan som de fleste af de unge mennesker er skildret i filmen, har jeg inderligt ondt af dem. Deres mangel på dannelse, pli, hensynsfuldhed, høflighed og respekt for hinanden skriger til himlen. Deres samvær signalerer rungende tomhed, og hvornår og hvordan de fagligt skal dygtiggøre sig i lommerne mellem abefesterne, beretter historien ikke noget om.

Mit håb er, at instruktøren har skæv- og skarpvinklet, hvilket rejser spørgsmålet, om han har fået støtte til sin film af bl.a. DR, fordi filmen på lange stræk er propaganda for uhæmmet opførsel eksekveret under mottoet: ’Hvis jeg har lyst, har jeg også lov’? Et slogan, som DR med mange af sine øvrige programmer allerede flittigt bidrager til.

Hele vejen igennem lader laveste fællesnævner til at være styrende princip: Næppe en sætning uden bandeord, og dialogen / sproget nærmer sig det evnesvage. Fx at hvis noget er skønt, smukt, dejligt, fantastisk, vidunderligt, gribende, fabelagtigt – fortsæt selv, synonymerne står i kø ….. så skal dette noget så sikkert som amen i kirken reduceres til ’fucking fedt’.

Som altid: Tag ikke mine ord for det og gå ind og se filmen – eller nøjes evt. med traileren?   Jeg erkender i stigende grad at være Palla-alene-i-verden, i hvert fald i Københavnstrup, med såvel mine værdier som min moral.  Med samt mine spørgsmål i hver ende af væsentlighedsskalaen: Hvor er forældrene henne i dette nihilistiske univers, og hvordan kan unge, kønne piger – og drenge – finde på at deformere deres lydefri kroppe med tatoveringer? Jf. divaen Joan Collins med svaret på, om hun har nogle tatoveringer?: ”Man sætter da ikke ridser i en Cadillac.”

————————————————————————————————–

Længde:  95 minutter

  • Medvirkende:  Andrea Ølbye Hjejle, Anna Lehrmann, Nikoline Mejnert Smith m.fl.
  • Instruktør: Jonas Risvig
  • Manus:  Jonas Risvig
  • Premieredato: torsdag d. 19. september 2024

(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis).

Del artiklen her: