Af Lone Nørgaard.
På et biologisk fundament undersøger Kenno Simonsen håndteringen af covid såvel nationalt som internationalt.
Kenno Simonsen: VÆRD AT CO-VIDE. Hæftet. Forlag Books on Demand. 140 sider. Vejl. pris 89 kr. Udkommet d. 09.06.21.
***** fem stjerner ud af seks ___________________________________________________________________
Informationsmængden om (håndteringen af) Covid-19 er enorm. Som følgere af NewSpeek ved alt om.
Der er udgivet et utal af bøger, skrevet i tusindvis af artikler og lavet en lind strøm af podcasts og videoer. Er der virkelig plads til nok en publikation i mediehavet?
Svaret er ja, for Kenno Simonsens ”Værd at Co-vide” er for det første en samlet fremstilling på dansk, for det andet er afsættet biologisk, og for det tredje gives det officielle, statsautoriserede narrativ afbalanceret modspil.
Præsentation af bogen
Kenno Simonsen præsenterer selv sin bog således:
”Covid19 har virkelig været en game-changer, der har vendt op og ned på samfundet. Dagligt bombarderes vi med smittetal og foruroligende historier fra den store verden. Men hvad er egentlig op og ned i den ofte uoverskuelige informationsstrøm? VÆRD AT CO-VIDE giver et indblik i, hvad der ligger bag den forvirrende nyhedsstrøm.
Bogen er opdelt i 6 dele, der fokuserer på biologi, herunder cellers og viras opbygning samt vaccineudvikling, anvendte strategier, brug af eksisterende viden om epidemier, krisehåndtering nationalt og internationalt, psykiske, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af håndteringen samt endelig alternativer til den hidtidige håndtering.
Det er forfatterens indtryk, at håndteringen i foråret 2020 var drastisk men forståelig, men at den kørte af sporet i løbet af efteråret.
Endvidere mener han, at vaccinerne bør anvendes. Ikke som nu i et folke-vaccinationsprogram, men langt mere målrettet. De informationer, bogen giver, skal således også sætte læseren i stand til selv at vurdere fordele og ulemper ved at lade sig vaccinere.
Det er således et formål med bogen at bringe håndteringen af covid19 til debat. Den har været sparsom hidtil. Det eneste emne, der for alvor har rejst debat i medierne, har været mink-sagen.
Men et så vigtigt emne, der i den grad har bragt samfundet og verden på den anden ende, burde i langt højere grad være til åben debat i et demokratisk samfund. Forhåbentlig kan denne bog medvirke til, at det sker.”
***
Jeg har det meste ad vejen nikket i takt under læsningen, og hvor forfatterens og mine veje skilles, kommer jeg til.
Citatmosaik I & II
I det følgende vil jeg citere en række passager, hvor jeg i Del I er enig i analysen. I Del 2 følges citaterne op af kommentarer.
”Hvis en epidemi har udviklet sig til en pandemi, er udsigten til at kunne eliminere smitten stort set ikke-eksisterende.
(…)
Derfor er en afbødningsstrategi det eneste, der giver mening (…)”
”(…) udmærket, hvis smitten havde fået lov til at florere blandt børnene
(…) [man] havde besluttet sig for en ensidig satsning på massevaccination.” (s. 51-53)
”(…) mange af de citerede eksperter har valgt helt at se bort fra eksisterende viden om vira og immunsystem (…)” (s. 62)
”Der opstår hele tiden mutationer, sådan er det for alle levende organismer – også vira (…) virus [har] ingen interesse i at slå sin vært ihjel (…) Det er derfor usandsynligt, at covid muterer til en variant, der er farligere end den oprindelige.” (s. 66)
”Der var altså god grobund for frygt i pandemiens første måneder. En frygt, regeringen sidenhen har gjort alt for at vedligeholde.” (s. 71)
”Man kan altså konkludere, at Covid19 primært er livsfarlig for den ældste del af befolkningen, og at langt de fleste har haft underliggende kroniske sygdomme.” (s. 78)
”Eksemplet med Mexico viser noget om, hvor lidt vi er i stand til at påvirke smittetallene med restriktioner.” (s. 85)
”Meget tyder således på, at de afledte effekter af den langvarige corona nedlukning vil kræve flere menneskeliv, end reduktionen af covid smitte redder.” (s. 96)
”Narrativet om den ekstremt farlige sygdom understøttes af restriktionerne. Skulle man et øjeblik have glemt faren, kan man bare bevæge sig ned i Brugsen, hvor alle er iført obligatorisk mundbind, og man ikke er velkommen uden behørig afspritning af hænder ved indgangen.” (s. 100)
”Med indførelsen af jævnlige tests for overhovedet at få adgang til sin uddannelse og deltagelse i samfundet i øvrigt, er jorden gødet for, at også de unge skal tage imod en vaccine mod en sygdom, der ikke er alvorlig for dem. Vel at mærke en vaccine, som er udviklet på rekordtid, og hvor man intet kender til langtidseffekterne.” (s. 106)
”Årsagen til, at vi her et år efter pandemiens indtog står med det mest opsplittede samfund, jeg har oplevet i min levetid, er angst.” (s. 109)
”Sammenlagt virker det som om hele cirkusset med coronapas og intensiveret testning på sigt tjener det overordnede formål at presse danskerne til at lade sig vaccinere.” (s. 110)
II
Så kommer jeg til Del 2 i citatmosaikken:
”Teorien har gået på, at virus her er sprunget fra dyr til menneske, en såkaldt zoonose (…) de fleste forskere er tilhængere af zoonose-teorien, og det er også tilfældet for mit eget vedkommende. ” (s. 59-61)
Kommentar: Kenno Simonsen konklusion forbløffer mig, på baggrund af de mange oplysninger, der er kommet frem om Faucis løgne og Wuhan-laboratoriet. Jf. også her.
”(…) hvis man har høj alder eller lider af særlige sygdomme, vil en cost/benefit analyse for en del mennesker falde ud til vaccinens fordel (…)” (s. 130)
Kommentar: Igen er jeg forbløffet med afsæt i fx Dr. Zelenko, Michael Yeadon, Peter McCullough og Geert Vanden Bossche’s argumentation for, at ’vaccinerne’ er alt andet end ufarlige.
Ret skal være ret. Bogen er udgivet d. 9. juni 2021, og der går noget tid fra aflevering af manus, til det færdige værk foreligger. Siden maj er der kommet masser af nye informationer frem – informationer, som Kenno Simonsen i sagens natur ikke har haft kendskab til.
”Værd at co-vide” har fortjent sine 5 stjerner
Et skrift skal vurderes på, om dets formulerede ærinde og formål bliver ført ud i livet, og her har ”Værd at co-vide” fortjent sine 5 stjerner. Forfatteren er en god formidler, hvilket især ses i 1. kapitels gennemgang af, hvad er en celle? – hvad er en virus – hvad er en pandemi mv.
Jeg kan måske godt ærgre mig lidt over, at han ikke stiller spørgsmålene: Hvorfor skal alle danskere presses til at tage de nødgodkendte, eksperimentelle injektioner? Hvilken dagsorden ligger bag? – men det har han altså valgt ikke at gøre.
OM FORFATTEREN
Kenno Simonsen er psykolog, men har også studeret naturvidenskab. Han har undervist sundhedspersonale, skrevet bøger og artikler og været oplægsholder på både nationale og internationale konferencer.