NewSpeek

JOHANNES KRÜGERS GRUNDLOVSTALE

Johannes Kruger
Del artiklen her:

Nyhedsmediernes mange historier om svigt i sundhedsvæsenet, om misbrug af sociale midler og om milliard-hvidvask er kommet frem i lyset, fordi der var journalister, som havde viljen til at stille de rigtige spørgsmål. Men når det gælder den såkaldte klimakrise, der af mange betragtes som det alvorligste problem, verdenssamfundet står over for, savnes den samme vilje til dybdeborende journalistik.

Såkaldte klimaeksperter

Medierne støtter sig til de samme såkaldte klimaeksperter, som følger FN´s klimapanel IPCC´s påstande og skrækscenarier og som altid efterlader det indtryk, at de udtaler sig på den samlede forskningsverdens vegne. Helt galt går det, når klimaalarmist Sebastian Mernild 23. maj i Go´morgen Danmark slår til lyd for, at man skal sætte sit kryds ved den rigtige politiker – forstået som en grøn politiker. Så forvandles forskeren til politiker. Når det sker, må jeg indrømme, så vælger jeg at se Gurli Gris sammen med mit yngste barnebarn på 2 ½ år.

Der er også flere eksempler på, at medierne i deres formidling fordrejer klimaforskeres resultater til ukendelighed, eller at journalister benytter medierne som platform til kampagnejournalistik og klimaaktivisme. Man får den fornemmelse, at medierne forsøger at styre klimadebatten i en bestemt retning. Tænk, hvis man behandlede kræftforskningen med den samme arrogance.

Men spørgsmålet om årsagen til nutidens klimaforandringer er mere kontroversielt, end det fremstilles af IPCC og nyhedsmedierne, for observationsfakta viser noget andet end de mangelfulde klimamodeller, som IPCC i egne rapporter betegner ”som uegnede til prognoser om fremtidens klima”.

Med baggrund i mit brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre ledende politikere 12. marts 2019 og min bog ”Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik” blev jeg inviteret til at holde tale på et Venstre-grundlovsmøde.

Politikerne har blind tillid til IPCCs autoritet

Det er vore politikere ude af stand til at opfange og reagere rationelt på, for de lukker sig selv ude fra relevant information. Politikerne har blind tillid til IPCCs autoritet. Så tidligt som i 1992 underskrev 154 regeringer Rio-deklarationen, som et spinkelt grundlag fastslog, at CO2 er den store synder.

Men hvad politikerne og den brede offentlighed ikke ved er, at der i dag er tusindvis af videnskabelige artikler, hvis forskningsresultater er direkte ubekvemme for IPCC og derfor ikke optræder i klimapanelets rapporter. De optræder til gengæld i tilsvarende digre 1000siders rapporter, som medierne ikke omtaler.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da en 9.-klasse elev Mathias fortalte mig, at han i skolens klimauge ville skrive en opgave om ensidigheden i klimadebatten. Alle andre i klassen skrev om den ”skadelige” CO2. Mathias havde interviewet en af klimaordførerne på Christiansborg om den globale opvarmning, og han var blevet noget overrasket over, at den pågældende politiker kun var i stand til at fortælle om udledningen af CO2 som det store dyr i åbenbaringen.

Det gjorde også dybt indtryk på mig, da en tidligere kollega til mig fortalte, at han havde skrevet klimakapitlet til en skolebog, men var blevet bedt om, at skrive det om, fordi det ikke levede op til den klimapolitiske agenda.

Derfor er klimadebatten udelukkende blevet en politisk debat om, hvorledes man skal begrænse udledningen af CO2, hvorimod naturvidenskabelige argumenter om CO2´s stærkt begrænsede virkning på klimaet negligeres af politiske grunde.

Påstanden om en kommende klimakatastrofe er gentaget så ofte og i mange år, at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved dens ”sandhed”. Der var en lærer, som ikke ville læse min bog ”Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik” – fordi vedkommende ikke ønskede at ændre sit syn på den såkaldte ”klimakrise”.

Både medier og politikere sætter derfor fokus på ”katastrofen” og taler om at ”redde verden og klimaet”, mens vi sidder tilbage med det indtryk, at vi står overfor en klimakatastrofe, som kræver øjeblikkelig handling.

Det har skabt en folkestemning på grænsen til et massehysteri med religiøse undertoner – et bål, som også mange forskere har bragt ved til. Frygten for en forestående klimakatastrofe har i den grad manifesteret sig, så jeg vil påstå, at det er den mest succesrige, men også den mest kyniske markedsføring, der er gennemført i nyere tid.

Vi er lette ofre

For vi er lette ofre. Der findes intet bedre end en trussel til at forene folk i en fælles kamp og udviske nuancer. Det moderne menneske har på mange måder en narcissistisk tilgang til tilværelsen. Vi dyrker problemer, påtager os skyld, betragter os selv som syndere, og har vanskeligt ved at acceptere, at vi lever i et tilfældigt øjeblik i en lang geologisk udvikling med naturgivne klimaforandringer.

Vi er ved at skabe et samfund af selv-piskere, ligesom middelalderens flagellanter, og vi er villige til alle mulige tænkelige former for klima-aflad. Nu kræves landbruget omlagt, fordi det hævdes, at husdyrene er et problem for klimaet – ”vis at I også er utålmodige på klodens, børnenes og fremtidens vegne” – lød opfordringen på delegeretmødet i Landbrug & Fødevarer i Herning 7.-8. november 2018.

Men landbruget skal ikke hoppe med på klimahysteriet – det er der ikke videnskabeligt belæg for nytter, ligeså lidt som det nytter at være veganer, eller for den sags skyld at plante et træ som aflad for en flyvetur.

Hele klimahysteriet rammer politikerne som en boomerang, så det politiske miljø ligesom medieverdenen er stærkt præget af meningspres og selvcensur. At gennemskue dette er en vigtig samfundsopgave, hvis man ønsker at styrke det oplyste demokrati. Tænk på, hvordan det er gået i de lande, hvor de såkaldte ”rigtige meninger” var enerådende?

Ensidigheden i klimadebatten

Ensidigheden i klimadebatten forstærkes ved den stadige brug af påstanden om, at der blandt forskerne er 97 % enighed om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt, men påstanden er 100 % forkert.

Tallet 97 stammer især fra en artikel, som er baseret på næsten 12.000 artikler om globale klimaforandringer og global opvarmning. Næsten 8.000 artikler udtrykte ingen mening om menneskeskabt global opvarmning. De blev kasseret. Næsten 4.000 tilsluttede sig påstanden, mens 118 forkastede den. På den baggrund konkluderer artiklen, at 97 % af verdens klimaforskere støtter påstanden, om at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt.

Sikke en gang manipulation. Tænk sådan uden videre at kassere 2/3 af undersøgelsens klimaartikler bare fordi de ikke viser det ønskede. Ydermere afslører datamaterialet – som i første omgang nægtedes udleveret med den begrundelse, at computeren var brudt sammen – at der rent faktisk kun var tale om 41 artikler, som ubetinget støttede IPCC´s påstand. For det viste sig, at den tredjedel af artiklerne, som tilsyneladende støttede IPCC´s påstand, også indeholdt de forskere, der mener, mennesket kun bidrager 20-30 % til den globale opvarmning, og hvad værre er – også mange såkaldte skeptikere, der mener, at menneskets bidrag til den globale opvarmning kun er få procent. Artiklen blev med nyhedsmediers hjælp et medie-stunt og er historien om, hvorledes en fjer bliver til 97 høns.

Påstanden om 97 % konsensus hænger stadig i luften og bruges til at affærdige såkaldte skeptikere og afmontere enhver seriøs klimadebat, men også til at skabe videnskabeligt alibi for politiske beslutninger, som griber stadigt stærkere ind i samfundets aktiviteter med store menneskelige og økonomiske omkostninger.

Tvivlen er forskningens adelsmærke

Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland har udtalt: ”I klimasagen er det umoralsk at tvivle”. Men tvivlen er netop forskningens adelsmærke, mens antiskepticisme er pseudovidenskab og udfordrer ytringsfriheden og demokratiet.

Hvis medier og politikere havde været mere åbne overfor de mange forskere verden over, hvis forskningsresultater er ubekvemme for IPCC, ville offentligheden have betragtet nutidens klimaforandringer med begge ben på jorden.

IPCC hævder, at mennesket har sat et kraftigt fingeraftryk på den globale opvarmning. De computer-producerede modeller viser, at hvis den stigende udledning af CO2 er årsagen til den globale opvarmning, vil der ske en opvarmning og dannes en såkaldt hot spot mange kilometer oppe over troperne, fordi luften dér vil varmes dobbelt så hurtigt op som jordoverfladen neden under.

Målinger fra balloner og satellitter kan ikke påvise en hot spot. Så dét, der ifølge IPCC skulle være et klokkeklart signal på den alarmerende effekt af menneskets udledning af CO2, falder dermed til jorden.

Atmosfærefysikere forklarer, at effekten af CO2 som drivhusgas langt overgås af vanddamp og aftager med et stigende indhold af CO2 i atmosfæren. Effekten flader simpelt hen ud. Det kan sammenlignes med at skulle male en sort væg rød. Første gang maling har den største effekt, men dækker ikke helt. Det gør anden gang derimod, mens tredje gang maling blot giver det fuldendte indtryk. Yderligere udledning af CO2 vil blot medføre en klimaeffekt svarende til tredje gang maling – altså ingen nævneværdig virkning. Det kan man vist ikke kalde alarmerende.

Men for at få den globale temperatur til at leve op til den klimapolitiske agenda justeres temperaturmålinger. Målingerne efter 1970 er gjort varmere, mens målingerne før 1970 er gjort koldere.

Dermed har man næsten fordoblet den globale opvarmning. På den måde kan man med god samvittighed sige, at den globale opvarmning er menneskeskabt.

Politikernes forsøg på ”at redde klimaet” er en fejlinvestering

Det er derfor klart, at IPCC´s klimamodeller, der bygger på CO2 som et skadedyr, ikke kan give et realistisk bud på fremtidens klima. Og derfor må man også betragte politikernes forsøg på at ”redde klimaet” som en gedigen fejlinvestering.

Drivhusgassen CO2 er ikke en trussel, men er livets gas. Mere CO2 i atmosfæren vil give en grønnere klode, der kan brødføde en stigende befolkning – det har gartnerne for længst indset og praktiseret i deres drivhuse.

Valgkampen har vist, at hverken politikere, medier eller den brede offentlighed skelner klart mellem miljø og klima, de to begreber rodes sammen i én miskmask. Miljøet kan og skal vi gøre noget ved – men klimaet kan vi trygt overlade til naturen.

Når det ikke er CO2, hvad kan så forklare den globale opvarmning?

Hvad kan forklare den globale opvarmning?

Den varmeperiode, vi lever i, er en del af en 1000-års svingning med middelaldervarmen for 1.000 år siden, den romerske varmetid for 2.000 år siden, og bronzealdervarmen for 3.000 år siden.

Denne 1000-års svingning styres af kosmisk stråling fra verdensrummet, som Solen skruer op og ned for. Laboratorieforsøg og direkte observationer viser, at kosmisk stråling skaber skykim i Jordens atmosfære, som vanddamp kan fortættes på og blive til skyer.

Hele den globale opvarmning i slutningen af 1900-tallet kan forklares ved en reduktion i det globale skydække på 3 %, og de seneste to årtiers pause i den globale opvarmning er sammenfaldende med et stabilt skydække.

Den ekstreme 2018-sommer vil helt givet blive husket som den varmeste og tørreste i ”mands minde”. Ikke bare Danmark, men store dele af Europa blev ramt. Det er forståeligt, at heden og tørken, som har kostet landbruget dyrt, blev opfattet som et udslag af global opvarmning. Medierne berettede om det, og interesseorganisationer udnyttede situationen til endnu en gang at slå et slag for ”kampen mod klimaet”.

Medierne har skræmt børn og unge, så de demonstrerer i gaderne i Europas storbyer. At se 16-årige Greta Thunberg – klimaets Jeanne d´Arc – og mediernes falden på halen er bekymrende og tankevækkende. USA og det centrale Asien oplevede også den hede sommer. Men samtidig var det ualmindelig koldt for årstiden i det østlige Canada, i Grønland, hvor der blev registreret kulderekord, og i det østlige Asien.

Den ekstremt tørre og varme sommer kan forklares ved atmosfærefænomenet den polare jetstrøm, som i perioder slår nogle gevaldige sving og omfordeler varme og kulde og bidrager til at skabe regionale varme- og kulderekorder. Fakta er, at den globale middeltemperatur for månederne juni-juli 2018 lå et stykke under gennemsnittet for de forudgående 10 år; det sidste springer medierne og de såkaldte klimaeksperter let henover, for det harmonerer ikke med den klimapolitiske agenda.

Men vejret er da blevet mere ekstremt – er det ikke? Der er i hvert fald tre væsentlige grunde til, at vi synes det.

Tre væsentlige grunde til, at vi synes, vejret er blevet mere ekstremt

For det første har FN´s klimapanel IPCC, nyhedsmedier, politikere og skolebøger indoktrineret både os og en hel generation af børn og unge med, at nutidens vejr er helt ekstremt, og at det skyldes menneskeskabt global opvarmning og dens skræmmende følgevirkninger. Det har været meget let at gøre CO2-hypotesen til folkeeje.

For det andet har vi indrettet vores hverdag ud fra den opfattelse, at klimaet har været stabilt gennem generationer. Vi har udrettet, udbygget og regeret uhæmmet – og det har bidraget til at forstærke de ulykker, der naturligt følger i kølvandet på det altid omskiftelige klimas ekstremvejr. En stormflod af samme størrelse som Bodil i 2013 ramte også Roskilde Fjord i januar 1921, men uden at anrette skade, for dengang var der ingen sommerhuse i de områder, der blev ramt af stormfloden.

For det tredje er den moderne nyhedsformidling blevet grænseløst effektiv. Fra sofaen hjemme i stuen oplever vi i skræmmende billeder fra nær og fjern det lunefulde vejrs voldsomme kræfter med død og ødelæggelser. Medierne udsætter os for et bombardement”, der får os til at tro, at dommedag er nær. Men de klimaforandringer med ekstremvejr, vi oplever i dag, er set tidligere og meget værre. Tiden med flest landsdækkende storme i Danmark lå i de kolde årtier omkring år 1900. Og i det vestlige middelhavsområde har nedbøren fulgt en naturlig svingning på omkring 200 år fra lange perioder domineret af nedbørsrige år til perioder domineret af regnfattige år og tørke. Man skal blot se tilstrækkelig langt tilbage i tid, så vil man opdage, at historien gentager sig – men det tales der ikke om.

USA’s tidligere præsident Abraham Lincoln skal have sagt: Man kan forføre menneskeheden et vist stykke tid, og man kan forføre nogle mennesker hele tiden, men man kan ikke forføre menneskeheden hele tiden.

Nyd varmen, nyd den så længe den varer, og nyd den med god samvittighed.

Tak for Jeres opmærksomhed.

(Hele Grundlovstalen bringes her med forfatterens tilladelse. Talen blev afholdt på Venstres Grundlovsmøde på Edelgave Gods d. 5. juni 2019)

Del artiklen her:
Exit mobile version