Af Jens Ellekær.
De fleste har sikkert bemærket, at udenrigsminister Jeppe Kofod er kommet under angreb fra #MeToo-aktivister, der betvivler, at Kofod er i besiddelse af den moralske habitus, der er en forudsætning for at fremføre danske værdier i en kaotisk og uordentlig verden.
Årsagen hertil skal findes tolv år tilbage i et møde i Esbjergafdelingen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor Jeppe Kofod var gæst. Det seriøse kammeratlige samvær antog senere på aften mere festlige former, og – ja, det korte af det lange er, at Kofod og en unge kvindelig DSU’er fortsatte natten med noget, der var andet og mere end netop kammeratligt samvær.
Imidlertid var den unge pige blot 15 år, og nogen i Esbjerg mente åbenbart, at affæren derfor ikke burde gå upåagtet hen. Stor blev opstandelsen; Kofod måtte gå bodsgang og lide den tort(?) at blive eksileret til Bruxelles. Siden er græsset vokset hen over affæren.
Nu er en bølge af#MeToo’er skyllet hen over landet
Men nu er en bølge af puritanske #MeToo’ere skyllet hen over landet. De kræver samtykke, og måske hvisker de også internt frygtsomt om en skæbne værre end døden. For her tolv år efter at Jeppe Kofod kom til Esbjerg, så og sejrede – og derpå måtte erkende, at sejren var en pyrrhussejr -, står det åbenbart klart, at det, der overgik den dengang femtenårige pige måske ikke var værre end døden, men slemt nok endda.
Hvad nu end den nypuritanske moral måtte kræve af tidens mænd, så står det dog klart. at Kofod intet ulovligt foretog sig hin nat i Esbjerg, og allerede dengang mente jeg, at historien kunne tåle en modererende betragtning (27.03.08). Bevidst om risikoen for at udsætte mig for #MeToo-raseri vil jeg tillade mig at gentage den her:
I stedet for at …
Unge piger er per tradition vanskelige at styre. Det må en fortørnet Jonathan Peachum sande i Bertolt Brechts ”Dreigroschenoper”, hvor hans datter Polly involverer sig med stratenrøveren Captain Macheath (Mack the Knife), hvad der får fader Peachum til frustreret at synge ”Das Anstatt Daß Song”.
Jeg er ikke lyriker, så det må blive en prosaisk oversættelse af de indledende linier: ”I stedet for /at de bliver hjemme i den varme seng,/har de brug for sjov.” Og så følger snart ”den forbandede ’Føler du mit hjerte slå’-tekst”. Det kan kun gå galt – profylaktiske foranstaltninger eller ej.
Nu er Jeppe Kofod gudskelov ingen Mack the Knife (og de socialdemokratiske mødelokaler i Esbjerg ligner vel heller ikke horehuset i Turnbridge), men alligevel er der nogle socialdemokrater, som påtager sig Peachums rolle og udleverer ham – ikke til politiet, men til folkefordømmelsen.
Det hele er til skade for folkestyret i almindelighed og socialdemokratiet i særdeleshed. Morale: Socialdemokratiske mødre bør holde deres pigebørn hjemme i den varme seng.