Af Lars Tvede.
Jeg er blevet finansminister. Det er spændende, og i dag skal jeg afholde min første pressekonference på Christiansborg.
Ind i mødelokalet træder jeg, flankeret af Mette Frederiksen og min pressechef. Pressechefen stiller sig til siden uden for rampelyset, imens statsministeren følger mig op til de to pulte, der er badet i projektørlys.
Jeg sveder. Foran os er nemlig en hærskare af journalister og fotografer.
Jeg har ikke nået at koordinere med statsministeren og pressechefen, hvad jeg skal sige, men jeg kan jo mit kram, tænker de vel. Det håber jeg i hvert fald. Desuden fik jeg de fleste af ideerne til min tale her til morgen.
”Velkommen alle sammen,” begynder jeg.
Blandt nogen af journalisterne aner jeg forventningsfulde smil. Det her skal nok gå godt, tænker jeg, så jeg retter ryggen og fortsætter:
”Danmarks økonomi er OK, men den kan blive meget bedre.”
De smiler fortsat.
”Lad os begynde med vores udgangssituation. Danmark har et BNP på rundt regnet 2500 milliarder kroner og et statsbudget på ca. 1100 milliarder kroner.”
Jeg skeler til venstre, hvor Mette nikker smilende.
”Men fremover skal vi have mere vækst og velstand. Og vores plan for at opnå det er egentlig ganske simpel. Vi optager nemlig nye statslån svarende til to års BNP, eller 5000 milliarder kroner. Det kan gøres til meget lav rente, så lad os sætte den til 1%.”
Lidt bekymret aner jeg, at nogle forventningsfulde smil blandt journalisterne ændres til udtryk af forbløffelse. Jeg skeler til statsministeren, men hun stirrer nu lige ind i væggen bag fotograferne.
”En af årsagerne til, at denne rente ville være så lav,” fortsætter jeg, ”vil i øvrigt være, at Danmark har sin egen valuta, hvorfor Nationalbanken til enhver tid kan opkøbe statsobligationerne, hvis ingen andre vil på et tidspunkt.”
Jeg bemærker nu, at nogen af fotograferne har vendt deres kameraer imod indgangen. Først forstår jeg ikke hvorfor, men så ser jeg en tynd stribe af gullig væske bevæge sig hen over gulvet. Pressechefen har tisset i bukserne.
”Øh. Øh.”
Pludselig har jeg glemt, hvad jeg nu skal sige. Jeg skeler til Mette, men hun stirrer fortsat ind i væggen. Hun ser bleg ud nu.
Så kommer jeg i tanke om, hvordan jeg skal fortsætte.
”Pengene, altså de 5000 milliarder, skyder vi så ind i en såkaldt sovereign wealth fond, der skal investere i aktier, kapitalfonde og hedge fonde.”
”Bang!” Jeg hører døren smække og opdager, at pressechefen er gået.
”Derudover lemper vi reglerne for pensionsopsparinger, så de i folks første mange opsparingsår ikke behøver allokeres til obligationer overhovedet. Vi vil jo gerne have rige pensionister, ikke? Det bedste vil være, hvis udenlandske investorer opkøber danske statsobligationer, imens danske investorer opkøber danske og udenlandske aktier.”
Journalisterne stirrer nu med åben mund.
”Lad os lidt konservativt antage, at denne investering gennemsnitligt giver 8% afkast årligt. Det ville give 8-1=7% nettogevinst ved balancen årligt, svarende til 350 milliarder kroner i årligt råderum.
”Disse 350 milliarder kroner svarer til 35% af statsbudgettet, så vi kan altså sænke skattetrykket med ca. 1/3.”
Journalisterne skriver noter som vanvittige. Flere af dem tekster ivrigt.
”Her starter vi med at fjerne de mest væksthæmmende skatter. Først fjerner vi aktiegevinstskatten, som rammer iværksættere, angel- og ventureinvestorer samt ansatte med medarbejderaktier meget hårdt. Denne skat bidrager kun cirka 0,5 procent til det danske statsbudget. At fjerne den vil få folk til at spare mere op i aktier, hvilket vil skabe masser af velstand og gang i økonomien.
Derudover fjerner vi selskabsskatten. Den bidrager gennemsnitligt med cirka 5,2 procent. Det vil give meget mere lyst til at skabe nye virksomheder, samt højere vækst i dem, vi allerede har.”
En fotograf taber nu sit kamera på gulvet med et kæmpe brag.
”Topskatten skal også væk. Den bidrager kun med 1,8 procent. Uden topskat vil mange arbejde mere.
Når vi fjerner disse skatter, vil statens indtægter umiddelbart falde med ialt cirka syv procent, svarende til omkring 80 milliarder. Resten af råderummet bruger vi på markante sænkninger i skatterne for de laveste indkomster.”
I dette øjeblik besvimer Mette, og flere styrter til og griber hende heldigvis i faldet.
Jeg står og flagrer lidt. Er det noget, jeg har sagt?
Slutteligt, efter at Mette er båret ud, kommer der atter ro i lokalet, og jeg åbner for spørgsmål.
”Hvem betaler gildet?”, lyder det første.
”Ingen. For det første tjener vi pengene ved at påtage os en risiko, som imidlertid forsvinder over tid. For det andet vil vi skabe meget positive dynamiske effekter. Når Danmark således hverken har selskabsskatter, aktiegevinstskatter eller topskat, vil det blive Europas absolutte vækstkanon. Så i løbet af ganske få år vil den ekstra tilvækst i BNP automatisk give så stort ekstra indtægtsgrundlag, at skattesænkningerne reelt vil forøge skatteprovenuet betydeligt. Samtidig vil den enorme velstandstilvækst reducere behovet for sociale ydelser markant.”
”Kan du uddybe?”, spørger journalisten.
”Når alle danskere bliver rigere, så kan vi nøjes med at betale en mindre andel i skat og alligevel få det samme beløb eller mere ind i statskassen. Og når alle bliver rigere og der skabes flere jobs, skal vi ikke bruge så meget på overførselsindkomster.”
En mappe kommer nu flyvende gennem lokalet med direkte kurs imod mit ansigt. Imens jeg prøver at undvige den, skriger jeg i rædsel.
———————–
”Lars, vågn op!”
ӯh, hvad?
Undskyld, jeg drømte.”
(Indlægget har tidligere været bragt på Lars Tvedes Facebook-side)