ISLAMISK TERROR ER IKKE EN NATURLOV

muslim militants
Del artiklen her:

Europa er blevet et venligboerkontinent befolket med blødsødne konfliktsky vælgere. Selv om hovedparten af vælgerkorpset er imod muslimsk indvandring, stemmer de fleste på indvandrervenlige mainstream-partier.

Af André Rossmann

 

Hver gang islamisk terror rammer, bliver der arrangeret kærligheds- og krammedemonstrationer med stearinlys og Lennons ”Imagine”, og vi hører politikernes rutinemæssige snak om, at vi skal rykke sammen, men at vi ikke må ændre vores måde at leve på, for så ”har terroristerne vundet”.

Europæerne har lært at acceptere og leve med terror. Islamistiske terrorangreb er blevet integreret i den vesteuropæiske dagligdag og livsform. Londons muslimske borgmester Sadiq Khan har offentligt udtalt, at terrorangrebene er en uundgåelig del (”part and parcel”) af storbylivet. Og Løkkes lommefilosofiske kommentar til terrorangrebet i London forleden var, at ”livet går jo videre på godt og ondt”, og at ”hvis vi gik triste i seng hver aften, fordi der var en dårlig nyhed, så ville vi jo gå triste i seng hver aften”. Ikke engang finansmarkederne har rykket sig efter det sidste terrorangreb i London. Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, er ”investorerne blevet så vant til terrorhændelser, at det preller af på dem”.

I stedet for at udrydde terror, sidestiller eliten terrorhandlinger med andre samfundsplager som f.eks. forurening.

Europa er blevet et venligboerkontinent befolket med blødsødne multikulturalister, værdipluralister og relativister, som har det med at søge konsensus, gøre indrømmelser, finde mellemveje og undgå konflikter. Det har derfor ikke været svært for den empatiske og feminine politiske elite at overbevise vælgerne om, at islamisk terror er en naturlov, som europæerne er nødt til at leve med. Vi skal bøje nakken, gøre knæfald for islam og håbe, at med tiden bliver alt godt.

Elitens påstand om, at terror er en ”uundgåelig del af” vores liv, er imidlertid både horribel, forkastelig og helt hen i vejret. I stedet for at udrydde terror, sidestiller eliten terrorhandlinger med andre samfundsplager som f. eks. forurening. Både forurening og terror er imidlertid skabt af mennesker og kan som sådan udryddes, hvis der er vilje til stede.

Terror kan udryddes, men det kræver handlekraftige politiske ledere, der ikke stikker hovedet i busken, men som tør tage tyren ved hornene. Tyren er det muslimske mindretal med dets had til europæisk livsførelse og værdier. Uanset hvordan man vender og drejer det er det en ubestridelig kendsgerning, at 99 pct. af terrorangrebene i Europa begås af personer med muslimsk baggrund. Ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt udgør muslimerne terroristernes sympatisørsump og rekrutteringsbase og dermed den femte kolonne i Europa. Selv om det ikke er alle muslimer, der er islamistiske ekstremister, er enhver muslim reelt en potentiel sovende celle, som pludselig kan blive radikaliseret, se lyset og gribe til terror.

Selv om måling efter måling viser, at mange er alvorligt bekymrede over særligt den ikke-vestlige indvandring, og at de gerne vil have stramninger på udlændingeområdet, stemmer de fleste vælgere alligevel på mainstream-partierne og deres taktiske symbolpolitik. I Danmark er 65 pct. af vælgerne således imod muslimsk indvandring, men kun 17 pct. af vælgerkorpset vil stemme på DF og Nye Borgerlige.

Det seneste terrorangreb var lige ved at gå ud over en københavnsk skoleklasse på udflugt i London. Bare 20 minutter efter angrebet havde klassen fra Ørestad Skole en forhåndsreserveret tid i London Eye, fortalte klasselærer Steven Stewart til Berlingske. Næste gang kan det blive dine børn. Tænk på det, når du afgiver din stemme i stemmeboksen.

Del artiklen her: