INDVANDRERDRENGE BLIVER GODE SAMFUNDSBORGERE – NÅR MOR GÅR DERHJEMME

Kommentar af Peter Qvistgaard, journalist

For et stykke tid siden læste jeg i en eller anden avis, som havde interviewet nogle indvandrerkvinder fra Odense, der via såkaldte ”sygemeldinger” ikke havde arbejdet i op til tyve år – denne her pointe fra dem:

“Netop fordi vi kan gå hjemme, er vi i stand til at opdrage især vore drenge til at blive gode samfundsborgere i jeres land.”

Et er, at dette udsagn skriger til himlen, et andet er, at disse kvinder åbenbart ikke er klar over, at netop deres drenge ligger i toppen af kriminalstatistikkerne. Og alt for mange af dem, der endnu ikke er blevet dømt, har i hvert fald en tolerancetærskel, der ligger milevidt fra en ung, dansk piges optik.

Det er jo ikke alle indvandrerdrenge, der er sådan. Jeg har bare ikke mødt dem endnu. Selv om jeg er far til fire piger – og derfor ofte har måttet lægge fester til – har jeg aldrig set nogle af indvandrervennerne tage sine søstre med. Og i ”nattelivet”, når jeg og et par gamle venner kommer i snak med nogle søde, unge drenge af etnisk herkomst, har jeg heller aldrig set deres kvindelige kærester. Til gengæld har jeg ofte måtte lægge øre til deres moralprædiken om, hvorledes ”ærbare” danske piger skal forholde sig. Det samme siger deres fædre, som i øvrigt heller aldrig har konerne med, når der skal festes igennem.

Jeg undskylder drengene – fordi deres mødre er præget af en grusom og mandsdominerende religion. Deres fædre har jeg opgivet.

CHOK-RAPPORT: IKKE-VESTLIGE INDVANDRERE DÅRLIGERE INTEGRERET, JO LÆNGERE DE ER I DANMARK

Men tilbage til de indvandrerkvinderne, der i modsætning til de danske, i årevis har fået lov til at gå hjemme – med alt betalt af de danske skatteydere.

Egentlig kan jeg godt forstå disse kvinder.

For der stilles jo ingen krav fra det offentlige. For her er (de kvindelige) sagsbehandlerne jo ofte bange for at stille betingelser til dem eller uh-hadada – besøge dem fysisk på deres bopæl. Selv job-centrene freder gerne etniske kvinder på bekostning af de danske, som dagen efter registrering straks bliver sat i arbejde – ellers bliver de trukket i deres kontanthjælp.

Det er jo i øvrigt første gang i vor historie, at en selvstændig stat som vores undlader at stille de samme krav til fremmede som til etniske danskere – alene af frygt for sine undersåtters personlige sikkerhed.

Så langt eller nede, er vi her i landet kommet.

SHARIALOV OG INDAVL: DERFOR ER INTEGRATION AF MUSLIMER ALDRIG LYKKEDES

Derfor kan disse indvandrerkvinder tage det helt rolige – og fortsat blive derhjemme.

For uagtet, at der straks kommer en ”shit-storm”, hvis en dansk kvinde sidder derhjemme og ”feder” den af på skatteydernes regning, sker det aldrig, når det gælder en muslimsk. For næsten halvdelen af den danske befolkning er så naiv, at den stadigt tror, at man via tolerance og ingen krav kan assimilere fremmede i vort land. Godt støttet af Venstrefløjen, og især vore såkaldte feminister.

Lige nu sidder der her i Danmark kvinder, der lever som for tusinde år siden. Men kvindeorganisationerne tier. For det er jo åbenbart ikke et problem for dem. Her har kvinderne qua deres kultur jo magten i familien, påstår feministerne. For det siger jo både de mandlige og kvindelige familiemedlemmer. Og tørklæderne er jo heller ikke er tegn på undertrykkelse, uagtet, at denne ”hijab” på arabisk betyder beskyttelse. Altså beskyttelse mod liderlige mænd.

For vore feminister tænker åbenbart med følelserne og ikke med hjernen. Ellers havde de eksempelvis opdaget, at hovedparten af de kvinder, der optager vore krisecentre er – muslimske. Hallo, de får med andre ord tæsk af deres dominerende mænd.

Alligevel synes feministerne ikke, at man skal blande sig i de fremmedes kultur, selv om den betyder vold og undertrykkelse.

For i vore feministers optik beskyttelse imod kulturkritik foran humanisme.

FEMINISTER IMOD TRUMP: “ALLAH AKBAR” OG “I LOVE ISLAM”

Er nogen uenig med mig, så dokumentér venligst, hvornår en kommunal socialchef nogensinde er blevet trukket i retten for at favorisere indvandrerkvinder? Eller hvornår en feminist eller såkaldte kvindeorganisationer nogensinde har skrevet et læserbrev og udtryk deres bekymring for volden over for muslimske medsøstre?

Tilbage sidder nogle små muslimske drenge, der er delt mellem to kulturer. Den ene kultur er overbærende via en ældgammel, religiøs moderrolle, og den anden siger: Selv om du er en fremmed, kan du hos os begå dig lige som du vil. Vi betaler dig, uanset, om du hader vort samfund.

Altså to overbærende ideologier.

Så når mor ikke gider lære det danske sprog grundet dovenskab, religion – og ligegyldighed over for de skatteydere, der forsøger hende. Og når omvendt det danske samfund vælger at bøje sig for hendes kultur, er der kun en tredje vej, drengene kan følge: Altså den, der udtrykker deres fortvivlelse og nederlag, nemlig voldens.

Det forstår deres mødre ikke. For de kender ikke til den, da de jo ikke kan læse danske aviser. Så når den voldelige søn kommer hjem midt om natten, er han stadig familiens stolthed.

Så lægger mor sig trygt til igen at sove. For i hendes optik er hun i gang med at opdrage en god dansk samfundsborger.

Comments

comments