Af Lone Nørgaard.
Ifølge en artikel i den venstresnoede tænketank CEVEA dominerer mænd stadigvæk debatten. Og det er ikke godt, for alle skal kunne komme til orde: ”Den offentlige debat skal helst være et slags kompas, der viser, hvad befolkningen er optaget af.”
Og så følger det ulidelige argument, der er ulideligt, fordi det ikke holder vand: Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at afholde sig fra at deltage i debatten, når tonen er hård.
Mon dog?
Det kan godt være, at det er, hvad kvinder bruger som forklaring på manglende debataktivitet. Spørgsmålet er ”bare”, om ikke de fleste kvinder i deres fritid – fuldstændigt forståeligt og legitimt – prioriterer cafébesøg, romaner og veninder over sliddet med at sætte sig ind i sagerne og efterfølgende formulere indlæg?
I øvrigt må det være indholdet og argumentationen, der er afgørende i en tid, hvor ligestillingen har sejret ad helvede til. Ikke om afsenderen er mand eller kvinde.
***
Læserbrevet har været bragt i EkstraBladet d. 15. juni under overskriften: ”Ulideligt argument”.