Sådan skriver Karine Bechet-Golovko den 21. marts her.
***
Uddrag af artikel med kommentarer af Bitten-Kirsti Nielsen.
“Putin deporterer børn”, lyder overskrifterne i hovedstrømspressen.
Nej, Putin deporterer absolut ikke børn, men trækker dem ud af krigszonerne – og mødrene med. Men hvis den forløjede presse ville bringe virkeligheden, kunne danskerne måske vågne op af dvalen og komme ud af osteklokken.
Vi oplever et globalt magtskifte.
Siden 1945 har USA været den ubestridte hersker i verden, som USA har styret med fast hånd. Det ser nu ud til, at USA’s rolle er ved at glide dem af hænde til fordel for en ny global magtfordeling, og den udvikling kan USA ikke acceptere. Nu kæmper USA for sit hegemoni, og for at gøre en lang historie kort er Ukraine blevet ofret mellem USA og de nye stormagter mod Øst: Rusland og Kina (læs om BRICS landene).
Den 17. marts udstedte Den Internationale Straffedomstol1 (ICC) arrestordre på den russiske præsident Vladimir Putin for udvisning af børn fra Ukraine i henhold til artikel 8 i Rom-statuetten2. Arrestordren var desuden rettet mod den russiske børneombudsmand Maria Lvova-Belova.
Imidlertid kan det få sine vanskeligheder at arrestere de to russere, da Rusland – ligesom USA – ikke deltager i eller anerkender denne internationale institutions jurisdiktion, der således ikke kan tage beslutninger vedrørende de to landes statsborgere.
Jeg skal ikke gå nærmere i detaljer med denne ejendommelige anklage, men kun erindre om, at det til enhver tid og i overensstemmelse med sund fornuft har været fuldt legalt at fjerne børn fra krigsramte zoner – her fra de russisk besatte zoner i Ukraine – og sende dem til et andet land.
I dette tilfælde drejer det sig for en stor del om forældreløse børn, der nu kommer til plejeforældre i Rusland.
Om sagens juridiske detaljer henvises til den fulde artikel.
Det er særdeles ejendommeligt at se denne domstol vedtage retsakter mht. statsborgere i et land, som ikke deltager, og som ikke anerkender ICC’s jurisdiktion. Men det gør Ukraine. Retten kan derfor på grundlag af art. 4 i Rom-Statutten efterforske “den atlantisk-ukrainske hærs militarisering af civile områder – der er beskyttet af Genève-konventionerne – denne hærs undertrykkelse af civile og enhver krænkelse af Rom-Statutten”.
Det lyder ret akavet. Mens domstolen således kan undersøge ukrainsk territorium og ukrainske aktiviteter, har den ikke jurisdiktion over Rusland (forudsætninger for udøvelse af jurisdiktionens art. 12).
En mærkelig grotesk anklage
Det er en mærkelig grotesk anklage: “deportation” af børn til Artek, langt fra frontlinjerne”. Sikke dog et ordvalg, når man nærlæser, hvad sagen drejer sig om.
Det vil også være relevant her at nævne, at under den russiske hærs fremrykning turde lokalbefolkningerne ikke flytte længere ind i Ukraine, og flere formåede at bevæge sig mod Rusland. Så betegnelsen “tvunget forflyttelse af børnene” er mere end suspekt, selv om denne realitet ikke indgår i den pro-krigeriske diskussion, som vi alle er underlagt.
Foruden de forældreløse børn fra ukrainske børnehjem har også ukrainske familier sendt deres børn midlertidigt til feriekolonier i Rusland.
Den første gruppe børn fra Kupyansk ankom i begyndelsen af august, og en anden gruppe kom til kystbyen Gelendszhik i slutningen af samme måned. Pskov-regionen huser nu omkring 500 børn fra Kherson-regionen.
Alt forløb godt, skriver Karine Bechet-Golovko, indtil russerne trak sig tilbage fra en stor del af området, og børnene måtte vende tilbage i oktober. Af forfatterens gengivelse fremgår det, at nogle mødre var fulgt med børnene.
Fra dem, som ville hjælpe de forskræmte mennesker, gengiver forfatteren nogle ord, der faldt fra hjælperne: “Vi sørger for omhyggelig hjælp. Bliv hos os, vi hjælper jer med at finde jer tilrette”. Nogle af mødrene og børnene ville gerne blive. Andre var forpligtede over for dem derhjemme og måtte tilbage.
“Nogle børn fik dunjakker og støvler, for de havde forladt deres hjem i næsten ingenting”. Og der var mange glade og mindre glade børn i lejren, læser vi.
“Det var umuligt ikke at give børnene tilbage til deres forældre, og det er smertefuldt at få svaret på spørgsmålet: “Hvor tager I dem hen?”, når de svarer ærligt: “Vi ved det ikke”.
Karine Bechet-Golovko skriver: “Jeg tror ikke, at ICC’s anklager i deres “objektive undersøgelser” kan tolke denne “gidseltagning” som en forbrydelse”.
Nej, det er svært at forestille sig, hvis ICC-dommerne ellers sætter sig ind i forvirringen og rådvildheden hos disse mødre [fædrene er som bekendt udskrevet til militæret eller flygtet].
Karine Bechet-Golovko slutter: “Måske vil denne arrestordre mod Putin endelig give Rusland mulighed for at gå ind i sagen og tage bladet fra munden som et væsentligt element i den civilisationernes kamp, som denne krig i virkeligheden er”.
***
1) Rom-Statutten er det juridiske fundament for den Internationale Straffedomstol. Statutten blev underskrevet i Rom, Italien, den 17. juli 1998, idet 120 lande stemte for. 21 undlod at stemme og kun syv stemte imod. (Wikipedia)
2) Den Internationale Straffedomstol er den første permanente internationale domstol for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. (Wikipedia)
***
***
Lyt også her: