HVORFOR TIER DE STILLE?

Del artiklen her:

Af Jeppe Juhl

                                       

Oven på balladen om den svenske politimand, Peter Springare, der forleden brød den svenske omerta om multikulturalismen og chokerede meningsdannerne i det vanvittige Sverige ved på Facebook at erklære, at nu havde han fået nok af at bruge næsten hundrede procent af sin arbejdstid på grov kriminalitet udført af kriminelle indvandrere, må man spørge sig selv, om vi har de samme tilstande i Danmark?

Svaret er både et ja og et nej.

Nej, fordi vi i Danmark trods alt er langt fra lige så berøringsangste som svenskerne i forhold til at åbent debattere det håbløse multikulturelle projekt. Og nej, fordi en dansk politimand næppe ville blive sigtet af sin egen chef, som det er sket i Sverige for Springare, såfremt han skulle formaste sig til at gøre som den modige svenske politimand.

Den svenske politimand Peter Springare har udløst en mediestorm i Sverige efter han i sidste uge besluttede sig for at fortælle sandheden om, hvor kriminelle indvandrerne er (Foto: fra Facebook)

Men desværre slutter det så der. Især offentlige ansatte holder nemlig bravt kæft om de ofte helt håbløse arbejdsforhold, de oplever i forbindelse med den katastrofale indvandring fra inkompatible kulturer. De er bange for job og anseelse.

NewSpeeks egen Nicolai Sennels er undtagelsen frem for reglen. Han løb ind i en veritabel shitstorm, da han for år tilbage i bogen “Blandt Kriminelle Muslimer” talte ud om forholdene i de danske fængsler, hvor han arbejdede som psykolog, og det endte (naturligvis) med, at han måtte forlade sit job efter at have været udsat for massiv chikane fra både arbejdsgiver og kollegaer.

SANDE HISTORIER KAN OGSÅ VÆRE FAKE NEWS!

Der er ganske få andre end Sennels, der også har taget bladet fra munden, eksempelvis pædagogen Hara Dvinge, der i 2011 i Weekendavisen valgte at lade sig interviewe om, hvordan islamiske værdier via muslimske lærere gik sin sejrsgang i den skole, hun arbejdede på. Dvinge endte også med at måtte sige sit job op.

Sennels og Dvinge er som sagt undtagelser. Sagen er nemlig den, at for hver eneste negativ historie om indvandringen og dens konsekvenser, kan man finde snesevis af solstrålehistorier om multikulturalismens velsignelser i de etablerede medier.

Historierne er ikke ligefrem det man i dag kalder “Fake News”, men resultatet er de facto det samme: Politisk korrekt motiveret mere eller mindre bevidst vildledning og desinformation, fordi vægtningen af positive og negative historier er skæv. Læsere, seere og lyttere bliver fodret med en fordrejet fortælling om samfundsudviklingen af de etablerede medier. Den virkelighed brugerne finder i medierne passer ikke med den, de oplever, når de går ud på gaden.

Mediernes ulideligt politisk korrekte dækning af indvandringens konsekvenser kan sammenlignes med, at en lokal sportsreporter efter en fodboldkamp, hvor  det forhadte udehold har slagtet hjemmeholdet 9-1, i floromvundne vendinger beskriver hjemmeholdets ene scoring, men helt udelukker omtale af udeholdets scoringer og derfor heller ikke beretter om slutresultatet.

Den politiske korrekthed i medierne har en forfærdelig afsmittende og destruktiv effekt, fordi den skaber et meningstyranni, der bygger på en massiv løgn. Og løgnen afføder frygt. Frygt for social udstødelse og frygt for at miste sit job. Dette er ikke en letkøbt påstand, men noget jeg har fra hestens egen mund.

NEJ TAK

Jeg har nemlig inden for det sidste par år i tre forskellige private sammenhænge talt med offentligt ansatte bekendte, der i detaljer har berettet om, hvor helt og aldeles katastrofalt det står til inden for deres respektive arbejdsområder på grund af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere.

Fælles for alle disse samtaler har været, at jeg hver gang har tilbudt mine bekendte, at de kunne komme til orde i det offentlige rum ved at stille op til et interview med mig, og at jeg hver eneste gang har fået et pænt og høfligt ”nej-ellers-tak” som svar.

I alle tilfældene har jeg spurgt om, hvorfor de dog tier stille? Den første sagde ærligt og ligeud, at han ville miste sine venner, og at han derfor simpelt ikke ønskede at stille op. Den anden svarede udenom, men det lå klart, at hun simpelt ikke orkede balladen, og bare ønskede at fuldende de sidste tre år i helvede inden den nådige pension.

Den sidste må simpelt hen ikke udtale sig offentligt. Hun er dommer i en byret, og har af uransagelige årsager tavshedspligt om sine arbejdsforhold!

DOMMEREN

Jeg mødte dommeren for nogle år siden. Hun har arbejdet i mange år som dommer i en stor sjællandsk provinsby, og det var artige sager, hun kunne berette fra den underret, som hun sidder i. Hendes hverdag består af straffesager, ofte meget alvorlige af slagsen, og i “langt, langt størstedelen af sagerne er de tiltalte unge muslimske mænd”, fortalte hun mig.

Dommeren kunne ikke sætte nøjagtige tal på, men hendes kvalificerede gæt var, at tallet formentlig lå på den anden side af 80 procent. Vi sad i en større forsamling af forældre, og hun var synligt utilpas ved mine nysgerrige spørgsmål, men stille og roligt fik jeg hende “lukket op”, og så væltede det ud med skrækhistorier om daglige trusler mod hende personligt, mod betjente og mod alt og alle. Om den ene mere afstumpede forbrydelse efter den anden, og om en tilsyneladende total foragt for det danske retsvæsen. Hendes beretning var fortællingen om en fortabt ungdom helt uden for terapeutisk rækkevidde. For nu at gøre historien kort, men rammende.

CENSOREN

Den anden førstehåndsberetning fra den multikulturelle front kom fra en mand, der var i noget, der bedst kan beskrives som en lettere choktilstand. Han havde nemlig samme dag, som vi traf hinanden, været censor i fysik for en niendeklasse på Tingbjerg Skole, hvor samtlige elever var anden- eller trediegenerationsindvandrere.

“Halvdelen af dem kunne ikke læse eksamensspørgsmålet op”, forklarede han mig med et komplet vantro blik i øjnene. Eksaminationerne var endt med at alle undtagen én bestod, men det “ville de aldrig have gjort på en normal skole”, betroede censoren mig, og forklarede, at deres lærer forlængst havde givet op.

“Han sagde faktisk, før vi startede, at hans elever næsten alle var funktionelle analfabeter, og det havde han jo unægtelig ret i”, sagde min ven censoren, der vurderede, at højest to af de 18, han havde til eksamen, efter hans bedste overbevisning nogen sinde kunne indtræde på det danske arbejdsmarked, da de 16 andre hverken kunne læse eller regne, og “så kan man altså ikke blive eksempelvis håndværker”.

LÆREREN FRA NØRREBRO

Censorens historie var det rene vand i forhold til, hvad jeg fik fortalt for ganske nylig, da jeg mødte lærerinden fra Nørrebro. Hendes beretning mindede mere om en krigsreportage. Hun fortalte mig ligeud, at hun hadede at gå på arbejde om morgenen, og at forældrene til børnene i hendes klasse aldrig dukkede op til skole-hjem samtalerne og var aldeles uengagerede i deres børns skolegang. En skolegang, der havde mere med “socialarbejde og opdragelse at gøre end om undervisning”:

“Tjah … Vi bruger faktisk stort set al vores tid på andet end undervisning, og det er blevet langt værre efter skolereformen, der har medført, at vi nu har fået de værst utilpassede børn tilbage i klasserne”, sukkede hun.

Læreren fra Nørrebro har været skolelærer i en menneskealder, og flere gange understregede hun på det kraftigste, at der også var problemer med danske børn. Hun nægtede kategorisk at tage direkte stilling til om, hvorvidt kulturelle forskelle monstro kunne have betydning for den forvandling folkeskolen har gennemgået i de indvandrertunge byområder, selv om hele hendes fortælling var ét stort vidneudsagn om de overmenneskelige problemer multikulturalismen har affødt.

Jeg glæder mig til den dag, hvor det den politisk korrektheds meningstyranni fordamper, og dommeren, censoren og læreren fra Nørrebro tør stå frem og sige sandheden.

Til alles glæde.

Del artiklen her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.