HVORFOR SKULLE JESUS DØ?

BentJensen

Jeg mødte Jesus som barn i mit hjem og i Indre Missions Søndagsskole i Bethaniagade i Kjellerup. Dér stod han bagved søndagsskoleforstander Døssing, fuldkommen hvid med udbredte arme, bare fødder, skulderlangt hår, fuldskæg og iført noget, der mest af alt mindede om et lagen. Jeg syntes, at han så mærkelig ud, men jeg var meget glad for at gå i søndagsskole, hvor faster Marie, fiskehandler Christensen og andre jævne kvinder og mænd fortalte os om Guds søn, der var kommet til Jorden for at omvende mennesker, så de efter døden kunne komme op til Jesus i Himlen.

Der er dem, der tror, at en opvækst i et indremissionsk miljø må have været et helvede. Det var det ikke. Vi missionsunger havde en barndom med omsorgsfulde forældre, der ikke adskilte sig meget fra dem, der tilhørte valgmenigheden. Vi måtte ikke spille kort og danse, for så kunne man blive fristet af spilledjævlen, og vore forældre var meget mådeholdne med alkohol. Det var stort set det, og det havde sine gode grunde, men det er en anden historie.

Jeg har lige siden haft Jesus med i bagagen på rejsen gennem livet og grundet over, hvem han var og hvad han ville med sit budskab som omvandrende prædikant i en afkrog af det romerske imperium (Jødeland, som de sagde i Søndagsskolen), hvordan man skal forstå hans undergørende gerninger, og hvorfor han skulle lide offerdøden på korset i Jerusalem?

Paul Johnsons Jesus
Den lærde og velskrivende engelske historiker og troende katolik Paul Johnson giver i sin fine Jesus-biografi sit klare svar på disse spørgsmål – så klart, som det nu éngang er muligt, når det drejer sig om det guddommelige: Jesus var både menneske og Guds søn, Menneskesønnen. Han ville frigøre mennesker fra sin tids lovfromhed ved at forkynde, at Guds Rige var nær, hvis man blot selv ville leve i sandhed.  Jeg har oversat bogen til dansk, fordi den fortjener at blive læst af mange – både troende og ikke-troende. (1)

Johnsons viden om Jesus og hans samtid er omfattende, men han skriver velsignet klart og lige ud ad landevejen. Teksten er ikke tynget af omstændelige fodnoter, og han tilhører bestemt ikke den gruppe kirkehistorikere, der i deres kritiske opgør med evangelierne næsten får det hele til at forsvinde. Johnson tager tværtimod på befriende vis evangeliernes udsagn om Jesus på ordet. Der er tale om autentiske kilder meget tæt på den tid og den historiske person, det hele drejer sig om. Spørgsmålet om Jesus i det hele taget har levet, affærdiger Johnson med rette. Det er en gåde, at dette spørgsmål i det hele taget har kunnet stilles i betragtning af det væld af samtidige, autentiske kilder, der findes.

Var Jesus en revolutionær prædikant?
Var Jesus en revolutionær prædikant? Både ja og nej, siger Johnson. Han havde ikke et politisk program om en samfundsomvæltning. Omvæltningen skulle finde sted i menneskers sind, befriet for synd. Han lærte heller ikke, at mennesket havde rettigheder; det havde tværtimod forpligtelser både i forhold til sig selv og i forhold til andre – først og fremmest pligten til at tage sig af og tilgive sin næste.

Jesus lærte, at forholdet til Gud ikke skulle baseres på overholdelse af love og forskrifter med tilhørende straffebestemmelser. Han forkyndte en helt ny opfattelse af Gud, der ikke var en fjern og straffende hævner, men en kærlig Fader med omsorg for sine børn. Når Jesus bad til Gud, bad han til sin Fader. Han gik altid afsides for at bede knælende, uset og i stilhed. Man skulle ikke offentligt demonstrere sin fromhed.

Vi ved ikke, hvordan Jesus så ud. En nyligt fundet fremstilling af Jesus fra 500-tallet i en byzantinsk kirke i Negev-ørkenen i Israel viser en ung skægløs person med Bob Dylan-frisure. En cubansk revolutionær kunstner har malet ham med helgenglorie og riffel på skulderen. I afrikanske fremstillinger er Jesus sort. De kan studeres i den danske oversættelses illustrationer.

Der vides heller intet om Jesu liv fra han var 12 år gammel og til hans fremtræden i Nazareth som ca. 30-årig for at påbegynde sin mission. Han var allerede som 12-årig velbevandret i den jødiske religions skrifter, som han aldrig forkastede. Johnson mener, at Jesus sikkert ud over hebraisk og aramæisk (som var tidens talesprog) også forstod latin og græsk. Fra fortællingen om kvinden, der var blevet grebet i hor, og som selvretfærdige mænd ville stene, ved vi, at Jesus kunne skrive. Han skrev i sandet om de hævngerrige mænds egne synder, hvilket fik dem til slukøret at luske bort. Derpå tilgav Jesus kvinden og formanede hende om ikke at synde mere.

Men Jesus har ikke efterladt sig noget skriftligt. Han havde ingen lærestol og var ikke tilknyttet nogen gejstlig institution. Han vandrede omkring på gader og stræder, talte til forsamlinger i det fri – og må derfor have haft en kraftig stemme – i synagoger og i private hjem. Han talte også med enkeltpersoner, han traf på sin vej, eller som opsøgte ham for at blive helbredt eller få klarhed over vejen til Gudsriget.

Kan man virkelig tro på Jesu mirakler?
På sin vej gjorde Jesus undergørende gerninger. Men kan man virkelig tro på Jesu mirakler? Ja, siger Paul Johnson ufortøvet. De er bevidnet af så mange mennesker, herunder hans modstandere. Men Jesus helbredte ikke syge og opvakte døde for på den måde at få mennesker til at tro på, at han var udsendt af Gud.  Han udførte tværtimod ofte sine undere modstræbende og tøvende. Med opvækkelsen af Lazarus tøvede han flere døgn.

Johnson er en skarp og kyndig registrator af Jesu sprogbrug, som han kalder et poetisk billedsprog fuld af rammende iagttagelser fra naturen og menneskers daglige liv. Netop derfor tiltrak han så mange, og derfor er så mange af Jesu udtalelser også gået ind i alle kristne nationers sprog inklusive dansk. Han formede sit budskab i prægnante sentenser og ikke mindst i uforglemmelige lignelser. Men han kunne også bruge tavshed til at udtrykke sin mening, f.eks. overfor den jødiske magthaver Herodes, hvis myndighed Jesus ikke anerkendte på grund af dennes forbrydelser. Han tav også under den romerske statholder Pilatus´ forhør forud for henrettelsen.

Johnson har nogle særdeles interessante oplysninger om de kvinder, der stod Jesus nær, og dem, han tilfældigt mødte på sin vej. Kvinders status var ringe, fattige og gamle var ingenting. Men for Jesus var de ligeværdige. Jesu intuition og poetiske sprog tiltrak kvinder, og de er hele tiden til stede på lige fod med mænd i evangelierne. Den tidligere prostituerede Maria Magdalene blev en af hans trofaste støtter. Johnson mener, at intet andet har haft så stor indflydelse på verdens udvikling som Jesu budskab.

Snød Gud Jesus?
Men hvorfor skulle Menneskesønnen nedværdiges og dø den grusomme død på korset? Hvori bestod hans forbrydelse? Og hvorfor frelste han ikke sig selv, som hans spottere hånligt råbte under torturen og korsfæstelsen i Jerusalem?

Den historiske og nemmeste del af svaret lyder, at Jesu henrettelse var uundgåelig i betragtning af hans budskab. Hans påstand om, at hans evangelium og tilgivelse af synder skete med myndighed fra Gud, var et oprørende kætteri og en trussel imod den herskende religions ledende mænd. Og straffen for kætteri var døden. Dertil kom hans fjenders falske påstand om, at han ville tiltage sig jordisk magt.

Den vanskelige del af svaret tilhører derimod troens verden. Vi ved, at Jesus svedte angstens sved i Gethsemane Have og længe bad til sin Fader i Himlen om at blive fri for lidelserne. Men han bøjede sig for det uundgåelige i Guds beslutning – ”Ske ikke min, men din vilje!”

Nogle forskere mener, at Jesus på korset blev svigtet af sin Gud, fordi han råbte: ”Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig?” Men hans sidste ord lød: ”Det er fuldbragt!” Og den tomme grav og kvindernes og disciplenes vidnesbyrd om at have set og talt med den opstandne er vidnesbyrd om, at alt gik som planlagt. Jesus skulle lide offerdøden, fordi hans gerning var led i Guds plan for alle menneskers frelse.

Det sidste forstår jeg ikke. Min Mor sagde ganske vist, at det ikke er sikkert, at vi skal kunne forstå alt. Men kunne en kærlig og nådig Gud ikke have udtænkt en mindre barbarisk plan?

1) Paul Johnson: Jesus. En biografi af en troende. Forord og efterskrift af Bent Jensen. Illustreret. Forlaget Hovedland.