Af Dominique Delawarde*
[NewSpeek har indsat mellemrubrikker og afsnit for at lette læsningen på skærmen]
Den herskende klasse i USA prøver tilsyneladende at skjule for den amerikanske offentlighed, hvor anstødelig fordelingen af landets rigdom er blandt landets borgere og den retning, udviklingen har taget. Men en bemærkelsesværdig klar præsentation af dette forhold under overskriften “Fordelingen af privat formue i USA siden 1989” vises på websiden for bestyrelsen i USA’s Centralbank, som er fremkommet med en “Oversigt over Fordeling af Rigdom” og dens udvikling fra 3. kvartal 1989 til 2. kvartal i 2021.
Denne præsentation vil blive forklaret tydeligt her nedenfor ved hjælp af data fra referencedokumentet som nævnt ovenfor, hvor befolkningen vil blive opdelt i 5 lige store rubrikker hver med 20% [kolonnen til venstre], som går fra de rigeste til de fattigste og udskiller den ene procent, som er de rigeste.
Udviklingen af fordelingen af rigdom i USA fra 1989 til 2021
Kommentarer til tabellen:
1) – I USA ejede den 1%, som var de rigeste i landet i 1989, 27% af den samlede formue i 3. kvartal af 2021 og fortsatte med at tilegne sig en stadigt større del af kagen, hvilket nødvendigvis var til skade for de andre grupper i tabellen.
2 – Hvis de rigeste ejer en andel af den nationale rigdom, som vokser sig større og større, vil de 20% fattigste opleve, at deres andel i den nationale rigdom mindskes fra 2,89% til 2,75% mellem 1989 og 2021.
Når vi ser på denne tabel, skal vi forstå, at hver rubrik med 20% igen ville kunne deles op i 5 rubrikker med 4%, hvorved vi konstaterer, at de dårligst stillede af de 20% fattige er langt mindre rige end dem på toppen i tabellen. Ekstrem fattigdom lever således side om side med de ekstremt rige i USA, som andre steder, og især vokser kløften mellem de to nævnte befolkningsgrupper fortsat.
Hvor længe kan denne udvikling blive ved uden en revolte? Vil den “lykkelige” globalisering, som de rigeste foreslår, begynde at gå i en retning, som vil mindske denne kløft, som i dag kun vokser?
De 1% rigeste er kongemagerne og afgør Fred eller Krig
De 1% rigeste er kongemagerne.
Man skal også forstå, at så godt som alle med penge, der giver store donationer til politikere efter deres eget valg ved valgkampagnerne i USA, udgør en del af de 20%, som besidder 70,6% af den samlede rigdom.
Det er dem, som dominerer landets politik med deres penge og medierne. Næsten alle donationer, som fylder de politiske partiers kasser i USA, kommer fra de 20% rigeste amerikanere, og de 1% rigeste – hvoraf næsten 750 milliardærer – er “kongemagerne”, hvor kongerne er den amerikanske præsident, hans nærmeste rådgivere, medlemmer af den udøvende magt og kongresmedlemmerne.
Og hvis man hører til de 80% af de mindst rige i USA, er man slet ikke repræsenteret i USA’s regering.
De 1% rigeste har hver især flere penge til rådighed end resten af de 20% rigeste til at kunne donere til deres foretrukne politikere. Disse 1% mest rige har pladserne i bestyrelserne og vælger lederne af virksomheder, som ansætter lobbyisterne fra Kongressen, hvor de “behandler” dem bedst muligt, belønner dem og ansætter de mest indflydelsesrige kongresmedlemmer. Kort sagt bestikker dem til at tjene deres virksomheders interesser.
Således kontrollerer de 1% rigeste alle virksomheder. Disse omfatter også store banker, Big Pharma, det militærindustrielle kompleks, GAFAM (Google, Apple, FaceBook, Amazon, Microsoft), Twitter og alle de store medier og de fleste af de små og gør dem kompatible med deres dvs. milliardærernes, interesser.
Disse milliardærer kontrollerer USA’s udenrigspolitik og afgør Fred eller Krig.
USA har som nævnt omkring 750 milliardærer, som alene kontrollerer svimlende summer (flere gange mere end BNP i Frankrig), hvormed de kan få Kongressen til at vedtage lovforslag, som ikke går dem imod, og at stemme for adskillige lovforslag, som de ønsker indført i landet. Det er dem, som har indflydelse på landets udenrigspolitik i en retning, som tjener deres interesser, og de bestemmer således, om der skal være fred eller føres krig og hvor i verden.
Således er det ca. 1000 personer, som udgør Deep State i USA og fra kulissen kontrollerer amerikansk politik, og de kontrollerer især internationale virksomheder. Disse “influencers” er gennemsyret af neokonservatisme og globaliseringsideologi, og de dominerer i begge partier i USA.
Regeringer kontrolleres af en håndfuld milliardærer
Gennem dette transnationale system kontrolleres regeringer af en håndfuld milliardærer, som opererer i kulissen og generøst finansierer valgkampagner. De korrumperer politikere, manipulerer den offentlige mening ved hjælp af medierne og spreder deres indflydelse hos vasallandene i EU, Nato, G7 og andre.
Disse lande repræsenterer kun 12 til 15% af jordens befolkning, men der stræbes efter at påtvinge verden disse herskeres hegemoni og værdier. Bør vi ikke undres over enstemmigheden i det globale Vesten i håndteringen af større kriser ofte “fremprovokeret” med bagtanker (corona og Ukraine-krise), kriser, som har præget de seneste tre år? Den igangværende Qatargate korruptionssag i EU Parlamentet. Alt dette repræsenterer i dag kun toppen af isbjerget af korruption. “Man” må fordømme det kraftigt for bedre at skjule resten.
Der bør også uden tvivl nævnes Pfizergate og Ukrogate, hvor niveauet af dobbelthed, korruption, løgne i vestlig regeringsførelse videregivet af medierne nu har nået toppen. “Vi har løjet, snydt, stjålet, og det er, som om vi har fulgt et uddannelsesforløb for at lære at gøre det”, udtaler Mike Pompéo [tidligere USA-udenrigsminister].
Vi ender med at forstå, hvorfor et voksende antal stater, der er ophidsede over den nedladende holdning og tvangsmetoder, som Vesten anvender for at påtvinge dem dominans og påståede universelle værdier, og som til sidst vælger at slutte sig til den multipolære lejr under ledelse af Rusland eller inden for rammerne af organisationer, hvor staterne behandler hinanden som ligeværdige og med respekt (BRICS, OCS …)
Man forstår også bedre, at et stort flertal af lande afviser de værdier, som bliver foreslået af Vesten og kvalificeres som universelle og fremskridt, når disse værdier ikke svarer til deres traditionelle værdier
(…)
Begyndelsen til en ny multipolær verdensorden
Denne krise vil have fremskyndet begyndelsen på en ny verdensorden, som er absolut multipolær.
Pengemagten, medierne, korruptionen, dobbeltheden og løgnene vil ikke være tilstrækkelige for en lille elite af vestlige oligarker, der mister orienteringen og ikke forstår situationen, til at gøre dem til vindere.
Igennem tiderne har aristokratiet været almindeligt kendt i offentligheden ved deres formelle titler, men under det påståede “demokrati” i dag er de personager, som kontrollerer regeringerne via deres penge, så vidt muligt skjulte.
De ønsker ikke offentlighed, da de ved, at regeringerne kun repræsenterer dem. Hvis en regering ville erklære, at en eller anden fremmed statschef, som ikke udgør nogen reel trussel for den nationale sikkerhed, skulle blive væltet og udskiftet med de evindelige falske påstande om, at det handler om “kamp mod terrorisme eller mod diktatur” eller “forsvar for menneskerettigheder” eller for “kvinden” (i variable udgaver), ville borgerne ende med at spørge: “Er det ikke regeringen i vores eget land, som burde udskiftes?”
Hvis man er nøje opmærksom på de store mainstreammedier, vil man klart se, at de især ikke ønsker, at dette spørgsmål skal rejse sig hos borgerne. Den politiske fortælling og dermed mediernes bliver altid konstrueret på en sådan måde, at den kan “sælge” et regimeskifte til offentligheden efter milliardærernes ønsker og i deres interesser.
Det er den måde, man får befolkningerne til at acceptere finansieringen af skatter, militærbudgettet og indblanding i krige, men også til at acceptere de ofre, som måtte blive resultatet.
—————-
*Le Général (2S) Dominique Delawarde est ancien chef « Situation-Renseignement-Guerre électronique » à l’état major interarmées de planification opérationnelle.