NewSpeek

Hvordan ser en verden ud, hvor det kun er tilladt at dyrke sex uden for ægteskabet én gang om året? ‘One Night Only’ giver et bud

One Night Only
Del artiklen her:

 Af Lone Nørgaard.

*** 3 stjerner ud af 6

Instruktøren på ONE NIGHT ONLY hedder Will Gluck (f. 1978). Han er kendt for film som Easy A (2010), Friends with Benefits (2011) og Anyone but You (2023) og kan på CV’et også tilføje manuskriptforfatter, sangskriver og komponist.

Titlen ’One Night Only’ dækker over, at kun én gang om året er det tilladt at gå i byen og gå hjem sammen og dyrke sex – uden for ægteskabet. Forbudsloven eksekveres via biometrisk overvågning og har begribeligvis ændret datingmarkedet.

 

HANDLING
Vi befinder os i New York en helt speciel aften. Denne ene aften i året, hvor det er legalt at gå i byen og lade byturen afslutte med at have sex. Tidsintervallet ligger fra kl. 19 til kl. 7 næste morgen, hvilket sætter pres på at møde den rigtige så tidligt i tidsrummet som muligt.

Owen (Callum Turner) skulle være på den sikre side. Han har i det forløbne år haft et fast forhold og planlagt aftenen med veninden i detaljer. Bordreservation på en eksklusiv japansk restaurant, blomsterbuket – og en ring!
Derfor kommer det som et chok, da kæresten viser sig at have andre planer. Owen befinder sig nu i en situation, hvor han skal beslutte sig for, hvordan denne vigtige aften og nat skal tilbringes.

Allie (Monica Barbaro) har aftalt at gå i byen med en veninde. De mødes på en bar, men da veninden lynsnart finder ’et emne’, som hun vil gå hjem med, står også Allie alene tilbage.

Skæbnen vil, at Allies og Owens veje gang på gang krydses i et New York, der vrimler med forelskede par og desperate singler på jagt. Efter en partner – og efter kondomer, der ikke er til at opdrive.

Tidsrammen betyder, at både Allie og Owen har travlt – så travlt, at de slet ikke kan få øje på hinanden?

 

VURDERING
Et hovedtema er den komplicerede pardannelse i senmoderniteten, og genren er romantisk komedie og til dels science fiction på grund af den biometriske overvågning. Eller ER det science fiction, eftersom teknologien med indopererede chips allerede er til rådighed?

Og det er her, at filmen bliver interessant til trods for et hyppigt tåkrummende og utroværdigt manus. For hvad er det Hollywood / Will Gluck helt aktuelt i denne film vil påvirke tilskuerne med via den velkendte manual, der inkluderer predictive programming og multikulturel propaganda?

Ud over klassiker-myten om, at der ikke er biologiske forskelle på de to køns seksualitet, og at homoseksualitet er lige så normalt som heteroseksualitet, så anskueliggør ”One Night Only”, hvor føjelig og underkastelsesparat en befolkningsgruppe tilsyneladende er, når staten kan slippe af sted med at tyrannisere og afrette borgerne med kontrolforanstaltninger, forbud og påbud.
I hvert fald i en vestlig kultur, der flyder med sex, alkohol, fast food og kaffe.

Djævlens advokat vil måske i stedet ty til en anden vinkling af filmens værdisystem i form af et velkendt argument: Sex før ægteskabet bidrager til at hæmme kernefamiliedannelsen til skade for de børn, der måtte komme ud af det.

”One Night Only” er en underholdende feel-good film, så længe tungen holdes lige i munden i forhold til de budskaber og værdier, der mere eller mindre åbenlyst sniges ind undervejs.

—————————————————————————————

Længde: 102 minutter

(Anmeldelsen har været bragt på Den Korte Avis)

Del artiklen her:
Exit mobile version