Af Alain Falento.
[NewSpeek har indsat mellemrubrikker]
I flere uger er mange amerikanske og europæiske bankers værdipapirer blevet “angrebet” eller manipuleret på de finansielle markeder. Denne manipulation er sket i et sådant omfang, at den har fået nogle banker til at gå konkurs.
Crédit Suisse er en af dem, der er blevet ramt og har måttet lade sig opkøbe i hast af deres modpart UBS og tage et gigantisk lån på omkring 100 mia. schweizerfranc, som skal sikre bankens overlevelse efter fusionen.
Nu er turen kommet til Deutsche Bank, der burde have været omstruktureret for længst, og andre førende banker som Société Générale eller BNP Paribas.
Hvem er det, som går ind og skaber ravage?
Vi kan med rette stille følgende spørgsmål: Hvem er det, som går ind og skaber ravage? Hvordan bærer de sig ad? Og især hvorfor lader man det ske?
Aggressorerne gør det helt åbenlyst, og det er for størstedelens vedkommende amerikanske hedgefonde. (Note 1) [forfatteren kalder dem hyæner].
Disse fonde er sande parasitter i det finansielle system. De tager ikke del i finansieringen af den reelle økonomi, men lever kun af en slags plyndringer. Dermed forværrer de situationen med deres handlinger, idet de laver kortsigtede og meget risikofyldte investeringer, uanset hvordan markedet ser ud.
Teknikken består i at sælge en virksomheds værdipapirer på markedet og skabe en profit ved “baisse” – også kaldet at sælge “short” (Note 2).
Lad os forestille os, at selskabet A, har aktier til en værdi af 100 euro. Hedgefonden B kontakter nu virksomhedens indehavere A for at låne værdipapirerne hos selskabet A over en fast periode mod et vederlag til A for en fastsat periode. Lad os sige af A får 5%.
Straks efter at have lånt aktierne hos A går B på markedet for at sælge aktierne under ét med det formål at skabe panik (mange aktionærer tror nu, at der er noget galt og vil også sælge). B sætter pengene til side og venter. Så dykker kurserne (udbud og efterspørgsel), og når de er tilstrækkelig langt nede – f.eks. nede på 80 euro – køber B aktierne tilbage med fortjeneste. Derefter leverer B aktierne tilbage til A, som får renterne.
Dette er at spekulere i “baisse”. Gevinsten er forskellen mellem, hvad man solgte de lånte aktier for, og hvad han måtte betale for at købe dem tilbage (fratrukket lånegebyret til A)
Sådan fortsætter disse “hyæner” og frembringer betydelige summer til dem selv og udhuler en virksomhed, her banken.
Hvorfor ikke simpelthen regulere eller forbyde den slags aktiviteter?
Men hvorfor ikke simpelthen regulere eller forbyde den slags aktiviteter, som intet godt bringer med sig for samfundet, og som fører til sociale katastrofer, når bankerne krakker, hvor landenes berørte skatteydere må dække tabene?
Det er her, det bliver en smule tragikomisk afhængigt af, hvordan man ser på det. For hvem er de, som udlåner værdipapirer til hedgefonde med disse ufine og risikofyldte operationer? Hvem kan opbevare så store mængder værdipapirer for at kunne medvirke til sådanne operationer?
Svaret er ironisk nok bankerne selv.
Det er det, man på engelsk kalder “Prime brokerage”, som består i at skaffe værdipapirer og udlåne dem mod vederlag, som er en af de mest lukrative aktiviteter i de store banker, og hovedsageligt amerikanske banker.
Ironisk nok var det netop en af disse fondes konkurs, som kostede Crédit Suisse et tab på en bagatel på 14,5 mia. dollars for nogle år siden, og som førte banken et skridt nærmere afgrunden.
Man kan så med rette spørge, om der ikke findes en løsning og definitivt neutralisere denne aktivitet?
Selvfølgelig findes der løsninger
Selvfølgelig findes der løsninger, og hvis de blev indført, ville de formodentlig give resultater ret hurtigt.
Først og fremmest kunne man suspendere børsnoteringerne, så snart en sådan operation blev identificeret på en strategisk virksomhed og det på ubegrænset tid, sådan som Rusland gjorde med sine aktieindekser ved starten af konflikten i Ukraine. Dette ville også give myndighederne tid til at lægge en redningsplan og standse en baisse af nogle værdipapirer.
Endnu bedre kunne man udmærket forestille sig, at staterne gav sig selv mulighed for konsekvent at stoppe hedgefondenes aktiviteter efter aftale med centralbanken.
Staten kunne købe de pågældende værdipapirer tilbage [så de ikke skaber panik på markedet] og få dem til at stige kraftigt [udbud og efterspørgsel] og således ødelægge den fjendtlige hedgefond, der ville gå nedenom og hjem på få dage.
Vincent Auriol, tidligere fransk præsident, havde i sin tid fundet løsningen: “Jeg lukker bankerne, og bankiererne spærrer jeg inde”.
Noter
1) En hedgefond er en særlig form for investeringsfond, der bruger flere og mere komplicerede finansielle instrumenter end andre investeringsforeninger. Hedgefonde kan for eksempel investere for lånte penge og skabe profit – kaldet gearing (jf. Wikipedia). Risikoen er, at de kan tabe for investeringen.
2) Sælge “short”: Man låner aktierne, som man sælger direkte på børsen for at profitere på faldende kurser.
Shortselling går kort sagt ud på, at investor først låner et antal aktier (eller andre værdipapirer) for et lånegebyr. Dette gøres typisk fra en større aktør, der har en bred mere eller mindre fast aktieportefølje – f.eks. en bank. Så sælger man de lånte aktier og sætter pengene til side. Derefter venter man på, at kursen falder, hvorefter man køber aktierne tilbage, og afleverer dem der, hvor man har lånt dem. Gevinsten er forskellen mellem, hvad man solgte de lånte aktier for, og hvad man måtte betale for at købe dem tilbage (fratrukket lånegebyret). (Jf. Wikipedia)
***
Kilde: https://ripostelaique.com/comment-empecher-les-fonds-americains-de-couler-nos-banques.html
Til evt. yderligere læsning:
Poul Nyrup Rasmussen: “I grådighedens tid. Kapitalfonde og kasinoøkonomi”.