Af Lars Hedegaard.
Det er svært at skaffe sig begreb om store omvæltninger, hvis man selv står midt i dem. Bagefter opdager man, at der er vendt op og ned på den verden, alle betragtede som samfundets selvindlysende fundament. Hvis man bliver gammel nok, vil man en dag vågne op og med forundring se, at det tilvante, det solide, som man kunne holde sig til, byggede på et skrøbeligt grundlag, der pludselig braste sammen. Vi plejer at kalde sådanne begivenheder for revolutioner, og dem er verdenshistorien fuld af.
I foråret 1914 syntes alt at være i bedste gænge
I foråret 1914 syntes alt at være i bedste gænge, i det mindste i Europa. Globaliseringen var i fuld gang. Den internationale handel blomstrede, der var fri bevægelighed for kapital og mennesker. Levestandarden steg. Fremtiden var lys. Få europæere – bortset fra nogle tyske og østrigske generaler – tænkte på krig, men inden året var omme, var Første Verdenskrig en kendsgerning, og efter at millioner var døde på slagmarkerne, og flere imperier var brudt sammen, spurgte man, hvad det hele skulle gøre godt for. Alle havde tabt, og Europas kultur havde lidt uoprettelig skade, som vi stadig lever med eftervirkningerne af.
Hvem kunne i 1980’erne tro, at det mægtige sovjetiske imperium ville kollapse i løbet af et par år? Bagefter kunne alle gøre sig kloge på årsagerne.
Hvem havde for 40-50 år siden forestillet sig, at den muslimske masseindvandring uigenkaldeligt ville forandre Europa? Vi vidste jo, dengang i 1960’erne og 1970’erne, at alle mennesker er ens og stræber mod de samme mål, uanset hvor de kommer fra. I Vesten var kristendommen ved at udspille sin rolle som samfundsfundament. Ingen, der påberåbte sig Bibelen som politisk autoritet, havde længere indflydelse. Religion var blevet skilt fra politik, og sådan måtte det også være med islam. Det var jo den rene galskab at antage, at nogle 1400-år-gamle og forskruede tvangstanker fra en fjerntliggende ørken stadig kunne spøge i hovederne på en milliard mennesker.
Der var godt nok enkelte advarende røster, som forudså, at det ville ende galt med masseindvandringen og specielt den muslimske. Men de blev betragtet som utilregnelige. At disse få klarsynede skulle vise sig at få ret, har nærmest gjort dem mere forhadte, for det er aldrig velanskrevet at bande i kirken, når folk er forsamlede for at fejre den grænseløse næstekærlighed. Mere uudholdeligt for den nye multikulturelle ordens fortalere er det, at flere almindelige borgere fornemmer katastrofen, samtidig med, at de politiske og meningsdannende eliter er løbet tør for argumenter om befolkningsudskiftningens fortræffelighed.
Hvad gør man så, hvis man har magten og ikke vil indrømme, at man tog fejl og holdt befolkningen hen med ammestuehistorier og heller ikke vil ændre politik?
Man lukker munden på islamkritikere og indvandringsmodstandere
Ganske simpelt: Man lukker munden på islamkritikere og indvandringsmodstandere. De bliver hængt ud som fanatikere, racister og højreekstremister. De får stort set ingen plads i de trykte eller elektroniske medier og må derfor ty til de sociale medier så som Facebook og Twitter, hvis de vil have folk til at høre, hvad de har at sige.
Men nu er denne våge i isen også ved at blive lukket, idet virksomheder, der påstår at være neutrale platforme for alle lovlige ytringer, viser sig at være lige så politisk styrede som aviserne og fjernsynet, uden at monopoler som Facebook vil påtage sig noget redaktionelt ansvar. Mennesker bliver bare fjernet uden forklaring, og uden at nogen ved, hvem der er ramt af den ultimative censur. Det er som i Kina og andre diktaturstater, hvor ubelejlige personer ”forsvinder” for aldrig siden at blive hørt fra.
Bevares, i Vesten er det lidt bedre: Man bliver – normalt – ikke slået ihjel eller gemt væk i en fangekælder. Man bliver bare frataget muligheden for at blande sig i den demokratiske debat, som altså ikke længere er demokratisk. Det er et tydeligt tegn på, at demokratiet er under afvikling for at blive erstattet af en ny samfundstype, som er svær at navngive. I nogen grad ligner den kommunismen, nazismen og fascismen, men disse regimer gjorde ikke meget for at skjule den åbenlyse censur og forfølgelse af mennesker, der tænkte anderledes.
Et demokrati, hvor kun magthaverne og deres venner kan komme til orde
Sådan er det ikke i dagens Vesten. Vi har et demokrati, hvor kun magthaverne og deres venner kan komme til orde. Og som vi ved fra historien, har den slags regimer en begrænset levetid – som Sovjetunionen, Nazityskland, det fascistiske Italien og Japan, der ellers havde store planer.