FRANKRIGS SVÆRE VALG: IMPERIET ELLER NATIONEN?

Globalisten Emmanuel Macron eller nationalisten Marine Le Pen? Det er et vigtigt franks valg på søndag. (Fotos: Shutterstock)
Shares 139

På søndag d. 7. maj går Frankrig til anden runde af præsidentvalget, hvor de skal vælge mellem de to topkandidater Emmanuel Macron og Marine Le Pen. Det er også et valg mellem imperiet og nationen.

Af Henrik Ræder Clausen

Alle havde forventet at Marine le Pen, der taler imod indvandring, islam og EU, ville blive den ene af topkandidaterne, men helt indtil første runde af valget var der i den politiske elite udbredt frygt for hvem, der ville få andenpladsen. Kommunisten Jean-Luc Mélenchon var gået stærkt frem, og hvis det blev ham mod Le Pen, ville den etablerede elite ikke have nogen kandidat i den afsluttende runde. Men Mélenchon fik i sidste ende kun 19 % af stemmerne, hvilket rakte til en fjerdeplads.

Globalisten Emmanuel Macron

Dermed blev det den ganske ukendte Macron, der fik æren at stå imod Le Pen i sidste runde. Man kan med god ret spørge: ”Hvem er det?”. Kigger man på hans erfaring, er der ikke meget at se. Han er uddannet på de fineste franske skoler (Lycee Hénri-IV, Paris-Ouest Nanterre La Défense, Sciences Po og École nationale d’administration). Han har arbejdet for det franske økonomiministerium, Rothschild-banken og i to år været minister for økonomi, finans og digitalisering.

Politisk er han stort set uerfaren. Han var medlem af Socialistpartiet indtil 2015, og dannede sit eget parti En Marché! (”March!”) i august 2016, åbenlyst for at kunne stille op til præsidentvalget. Han har ikke tidligere været opstillet eller valgt til noget offentligt embede. Dermed er han også fri af de skandaler, der rammer den ene franske politiker efter den anden. Han har gode forbindelser til Council of Foreign Relations, og nyder stor opbakning i finansverdenen og pressen. Hans valgslogan er “Stå sammen, Frankrig!”, hvilket passer godt med hans klare ønske om stærkere europæisk lederskab.

Politisk står Macron for noget, der kaldes ”Den Tredje Vej”, underforstået hverken ”Højre” eller ”Venstre”, samt ”Håb” og ”Forandring”. Han er tilhænger af NATO, EU og euroen, redningspakker, ”Den Åbne Dørs Politik”, dvs. stadig mere indvandring fra Mellemøsten og Afrika. Om problemerne med indvandring som sådan siger han: ”Der er ingen nemme løsninger”. Det er en politik, der ikke bare passer fint med USA’s rolle som Verdens Politimand. Den ligger også i forlængelse af Frankrigs århundredegamle tradition for at udøve sin magt verden over, nu som en del af EU’s “Ikke-imperiske imperium”.

Nationalisten Marine Le Pen

Marine Le Pen er på alle måder hans direkte modsætning. Med masser af politisk erfaring og støtte fra et bredt udvalg af jævne franskmænd (’Populist’ er knap nok et skældsord længere) taler hun imod EU, euroen, islam og indvandring. Hun vil lukke fundamentalistiske moskeer, fratage islamister deres franske statsborgerskab, og samarbejde med Rusland om at bekæmpe islamisk terrorisme overalt. Problemet med indvandring vil hun løse med effektiv kontrol af Frankrigs grænser. Det program støder eliten så meget, at hendes parti Front National ikke har været i stand til at låne penge til hendes valgkamp, der derfor hviler direkte på folkelig støtte. Hendes valgslogan er “Vælg Frankrig”, som understreger hendes klare “Frankrig først” politik.

Får Frankrig sin første kvindelige præsident, vil det blive en katastrofe for EU og den gamle elite, på fransk gerne kaldet ”Ancien Régime”. Frankrig er et kerneland i EU, og forlader Frankrig Unionen, er det svært at se, hvordan den kan overleve. Og det er Le Pens plan: Hun vil standse indvandring, genindføre den Franske Franc, og koncentrere sig om at løse den franske nations problemer i stedet for at søge indflydelse verden over.

Så søndag står Frankrig overfor det klareste valg, vi længe har set i moderne politik: Skal Frankrig lægge vægt på deltagelse i internationale alliancer, engagere sig i den politiske udvikling i f.eks. Ukraine og Syrien, og blokere for handel med Rusland? Eller vil landet skifte en en national strategi om at beskytte Republikken, og bygge venlige men mere uforpligtende relationer til andre lande? I øjeblikket peger meningsmålinger på at Macron vinder, men muligheden for en politisk revolution d. 7. maj er reel. Og sker det, kan det såkaldte ”Patriotiske Forår” blive den nye norm i europæisk politik.

I den situation må Danmark indstille sig på at EU, der har været rammen for dansk udenrigspolitik siden 1973, bliver historie. Det ville så være op til os selv at tage beslutninger om indvandring, grænsekontrol, frihandel, pengepolitik og andre emner, der engang blev styret suverænt af de enkelte nationer. Det ville føre til den største ændring af Europas politiske landskab siden Jerntæppets fald. Mindst.

Var du glad for denne artikel? Vil du gerne have mere at samme slags? Så giv forfatteren en belønning på MobilePay:

Shares 139

Comments

comments