Af Peter Qvistgaard, journalist
Et beduintæppe har sænket sig over Europa
Europa har i århundrede været kendt for sine selvstændige stater med hver sin helt egen kultur: arkitektur, ånd, religionfrihed, politik og levemåde. I 1946 blev disse stater udfordret af Sovjetunionen, som ønskede at pådutte dem en ”kommunistverden”, hvor alt var gråt i gråt. Og hvor alle borgere skulle påduttes en helt anden levevis.
Heldigvis havde vi dengang flere modige politikere, der ikke var til fals for populisme. Blandt andet Winston Churchill, der udtalte denne sentens, som er blevet en klassiker:
Et jerntæppe har sænket sig over Europa.
Og han og andre europæiske politikere bistået af USA tog kampen op mod truslen fra øst. En lang ”kold” krig, som heldigvis endte uden ofre på begge sider. Og det heldige udfald skyldes ikke mindst to amerikanske præsidenter, som turde sætte navn på fjenden, nemlig Sovjetunionen. John F. Kennedy fik – trods indsigelser fra sine egne generaler – held med at stoppe russerne, da de i 1962 ville installere mellemdistance-raketter på Cuba. Han valgte diplomatiet fremfor konfrontationen. Men vigtigst af alt, han fortalte uofficielt russerne – via sine diplomater – at trak de ikke deres våben tilbage, så var resultatet en atom-krig. Alene truslen gjorde, at russerne trak sig.
Senere – i firserne – gik præsident Ronald Reagan (1981-89) åbent ud og sagde, at Sovjetunionen var ”ondskabens aksel”. Trods det havde han flere positive møder med præsidenten for Sovjetunionen Michael Gorbatjov, som resulterede i afslutningen af Den Kolde Krig.
Hvorfor nævner jeg disse personer?
Fordi, de om nogen turde sætte navn til den fare, som truede den frie verden. Her talte man ikke om ”tilfældige” hændelser begået af psykotiske personer, men nævnte afsenderen med et kontant ord, nemlig Sovjetunionen. Og alene det faktum fik fjenden til at trække sig tilbage.
Nutidens Europa
I dag har vi ikke længere politikere, der tør sige sandheden om fjenden, nemlig de millioner af barbariske muslimer, der invaderer vores lande, og som ikke mindst vil undertrykke vore kvinder. For Europa er jo civiliseret, så vi møder de intolerante med tolerance. Og politikerne tør ikke sætte navn på årsagen til al den kriminalitet og vold, der hersker i Europa. En trend, som vi ikke kendte til for bare tyve år siden. Hver gang, der sker terror, er deres mantra: – Det er en enkeltstående psykisk person, der er årsagen til at dette drama.
Øh, hvor dumme tror disse politikere vi er? Så snart det sker noget terror, og personen råber: – Allah Akbar, så ved vi alle undtagen politikerne, at det er en muslim, og at hans aktion er begået ud fra religiøse handlinger. Eller når der sker et indbrud, et overfald eller flere personer har været oppe at slås, så vi alle (undtagen vore politikere), at muslimer i de fleste tilfælde er indblandet. Længere er den ikke. Bare læst aviserne, især de lokale, som er bedre til at bringe sandheden.
Ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer.
Det kan bevises videnskabeligt. Og ja, der var så også ham, den norske idiot, der myrdede en masse unge mennesker, der var på tur til en ferieø. Men lad os så bare tage ham med i statistikken, som alligevel vil ende med det resultat, at 99 procent af alle terrorangreb i Europa/verden bliver begået af muslimer.
Nutidens Europa er præget af politifolk overalt på gader, lufthavne, banegårde og andre vigtige knudepunkter. Og i vores byer er opsat betonblokke for at hindre eventuelle terrorangreb. Med andre ord, vi er åbenbart i krig. Men officielt kender vi ikke fjenden.
Tænk, hvis vore politikere havde det mod, som deres kolleger i datiden havde, nemlig at sætte navn på fjenden. Så havde vi måske kunne spare en masse uskyldige liv. Men hensynet til osteeksporten til Mellemøsten vejer åbenbart mere hos vore folkevalte politikere.